- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

>>IAA - 64. Internationale Automobil-Ausstellung - 2011



Opel: Fire verdenspremierer - og en sjov konceptbil også for unge


Af Søren Clauding - september 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opel præsenterer ikke færre end fire verdenspremierer på IAA. For første gang viser man Opel Astra GTC, den nye Zafira Tourer, næste generation Combo og el-bilen Ampera. Dertil kommer en sjov konceptbil, Opel ”Rak e”, som også har unge mennesker i tankerne.

 

Den nye Opel Astra GTC

Astra GTC er udviklet af Opel Performance Center og bilen har da også en undervogn, der kan leve op til de sportslige linjer med high-performance forhjulsophæng hentet fra den hurtigste Opel nogensinde, Insignia OPC. Støddæmperne er såkaldte HiPerStrut, der optimerer styringen og forhjulenes vejgreb i sving. Astra GTC kommer med både diesel- og benzinmotor med ydelser fra 120 hk (140 hk i Danmark) til 180 hk. I Danmark forventes den at ankomme i januar 2012.

 

Den nye Opel Zafira Tourer

Med den nye Zafira Tourer (ikke at forveksle med den hidtidige Zafira, for den fortsætter uændret i modelprogrammet) forsøger Opel at sætte en ny standard for indretningen af syv personers biler med et nydesignet såkaldt Flex7 sædekoncept. Designerne kalder Zafira Tourer for “Lounge on wheels” (dagligstue på hjul), der dækker over ambitionen om, at overføre kvaliteter fra Insignia hvad angår kvalitet, luksus, teknologi og design til MPV segmentet. Zafira Tourer introduceres også i Danmark I januar 2012.

 

Den nye Opel Combo

Den nye Opel Combo kommer både som varebil og personbil med valgmulighed mellem fem og syv sæder og seks forskellige motorer: fire dieselmotorer, en benzinmotor og en motor tilpasset kørsel på naturgas (CNG). I Danmark ventes bilen på markedet i foråret 2012 – dog ikke med naturgasmotor, da den jo ikke kan påfyldes med naturgas i Danmark.

 

Den nye Opel Ampera

Den nye Opel Ampera har også verdenspremiere på IAA. Vi har allerede haft mulighed for at prøve den (læs hér>>>) og der er tale om den første elbil uden rækkeviddebegrænsning fra en europæisk producent. Salget af Ampera begynder i Tyskland og i en række andre europæiske lande i november. I Danmark kommer den til salg i januar 2012. Bilen er udstyret med en væskekølet og opvarmet litium-ion batteripakke på 16 kWh, der leverer energi til en 111 kW/150 hk elmotor. Afhængig af køremåde, vejtype og vejrforhold kan den køre mellem 40 og 80 kilometer alene på energien lagret i batteripakken. Når batteriet har nået sit minimumsniveau, starter en 1,4 liters benzinmotor med at drive en generator, så kørslen kan fortætte, uden at man skal vente på, at batteriet lades op. Takket være benzinmotoren er rækkevidden i Ampera med fuldt opladet batteri og fuld tank over 500 kilometer.

 

Flere nye ecoFLEX versioner

Opel viser også en række nye ecoFLEX versioner med optimeret brændstofforbrug og lavt CO2 udslip. Blandt andet Meriva 1,3 CDTI (109 g/km CO2), Astra 1,7 CDTI (99 g/km CO2), Insignia 1,4 Turbo (benzin, 134 g/km CO2) og Insignia 2,0 CDTI (115 g/km CO2) – samt ecoFLEX versioner af Astra GTC og Zafira Tourer. Den nye Insignia 1,4 Turbo ecoFLEX har et forbrug efter EU-normen på 17,5 km/l og er den mest økonomiske benzinbil i sit segment. De fleste ecoFLEX versioner er udstyret med Start/Stop teknologi. I løbet af foråret 2012 når antallet af forskellige motor- og karrosseriversioner med Start/Stop op på 34.

 

Den nye RAK e

Sidst men ikke mindst har Opel også skuet ind i fremtiden med konceptbilen ”Rak e”. Den er en batteridreven 2-sædet bil, som dels er skabt med raketbilen fra 1928, RAK 2, i tankerne (RAK 2 satte dengang hastighedsrekord på 228 km/t), dels med tanke på unge mennesker fra 16 år og opefter. Den er ultra økonomisk og kan køre 100 kilometer for blot 7,5 kroner (tyske elpriser). Dermed har man også introduceret begrebet ”en 1 Euro bil”. Rækkevidden er 100 kilometer og topfarten 120 km/t.

 

I teknisk forstand er der tale om en smal rør-ramme konstruktion beklædt med et karrosseri i syntetiske letvægtsmaterialer. RAK e er 3 meter lang og bare 1,19 meter høj – og den vejer 380 kg. Idéen med at skabe bilen, så den også appellerer til unge mennesker, skal naturligvis kædes sammen med forskellige nationale love, men man forestiller sig f.eks. en version med en begrænset topfart på 45 km/t. Først skal den selvsagt i serieproduktion og det ligger nok ikke lige om hjørnet.


Opel Rak e er skabt med unge mennesker i tankerne.

Opel Astra GTC.

 

Er der ikke plads nok inde i Zafira Tourer køber man bare et specialdesignet cykelstativ!

 

Bagsædearrangementet i Zafira Tourer har utallige variationsmuligheder.

 

Opel Rak e er verdens første "1 Euro bil". Den kan køre 100 kilometer på en opladning, der koster 1 Euro (7,5 kroner) - i hvert fald efter gældende tyske elektricitetspriser.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt