- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 






 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive: Dodge Journey


Rejsefeber


Tekst: Søren Clauding – 14. maj 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Amerikanske Dodge har rejsefeber. De vil erobre verden, måske især det trendsættende Europa og derfor bygger man nu biler efter europæisk mønster med typisk amerikansk islæt. Det bedste fra hver af verdenerne.

 

Dodge Journey er, som navnet antyder, en rejsebil. Masser af plads, masser af funktionalitet, udmærkede ”europæiske køreegenskaber”, men med det amerikanske ”touch”, som er den unikke faktor, der skal få europæerne til at vælge en Journey frem for en Ford S-Max, en VW Sharan eller en Peugeot 807. Prisfaktoren har man tøjlet. Når Dodge Journey kommer til Danmark allerede om få uger, kan den købes for 350.000 kroner, udrustet med en 170 hestes 2-liters benzinmotor. Det er på det nærmeste ”fundet for de penge”.

 

Anderledes tænkning

Men Dodge skal over en svær hurtle. Amerikanske biler har ikke det bedste image i Europa. Bortset fra den købergruppe, der vil have en amerikansk bil, alene fordi den er amerikansk og i hvert fald ikke europæisk, skal resten overbevises. Hvis køberne alene var faktuelle og ikke emotionelle i deres valg var opgaven overkommelig. De europæiske købere skal tænke anderledes, hvis de skal fascineres af det markerede og karakteristiske amerikanske look, som Dodge har fastholdt – hvad de nu i øvrigt nok har gjort klogt i, både på kortere og længere sigt, for ellers ville den blot være blevet til én til af samme slags som de andre.

 

Hvad angår bilens funktionelle egenskaber, præsenterer man nemlig ingen banebrydende nyheder. God rummelighed, tre sæderækker, hvor der i kraft af Journeys store ydre mål er forbavsende god plads på den bageste, sæder, der kan foldes væk osv. Intet af det er nyt, men Dodge har godt nok tænkt sig om, da de har kombineret de muligheder, som allerede findes på markedet. Respekt for det.


Dodge Journey indeholder mange gode løsninger. Fine indstigningsforhold til bageste sæderække (øverst) og opbevaringsrum under sædehynden på passagersæder fortil (nederst)


 

Ligesom i biografen

Det gælder f.eks. sædekonstruktionen, hvor sæderne er placeret højere og højere, jo længere bagud man sidder – ligesom i en biografsal. Og fine detaljer som et rum under passagerforsædet, hvortil man får adgang ved at vippe sædehynden. Diskret og effektivt – også som værn imod solvarmen på rejsen mod de varme himmelstrøg – om de så under vore dages klimaforandringer findes mod nord eller mod syd.

 

Om det skyldes hensynet til klimaforandringerne, simpel forudseenhed eller ønsket om at gøre noget nyt: Dodge præsenterede Journey i Oslo og de snoede, men i øvrigt ganske fine veje nord for den norske hovedstad gav et godt indblik i bilens køremæssige formåen.

 


En af mange fine detaljer: Dørene åbner i en vinkel på næsten 90 grader - det giver eminente indstigningsforhold.

 


Underholdende køreegenskaber

Dens køreegenskaber er, bilens størrelse taget i betragtning (den måler næste 5 meter og vejer tæt ved 2 tons), både smidige og underholdende. Krængningen er minimal, affjedringskomforten forbilledlig og trods et højt tyngdepunkt er styrepræcisionen god.

 

Dodge Journey er skabt som en cross-over med en snært af såvel SUV som stationcar. Man har ikke sigtet imod terrængående egenskaber og firehjulstræk er ikke en option. Forhjulstræk, store 19” alufælge og lavprofildæk sikrer kontakten med kørebanen og gennemprøvet teknik som McPherson fjederben fortil og multilinkbagaksel står for det øvrige arbejde i forening med moderne elektronik som ESP, der bl.a. er i stand til at stabilisere en campingvogn i selvsving. Perfekt til rejsebrug!

 

Dodge har benyttet de nødvendige midler til at bringe sig selv på forkant. Det indvendige design er gennemført og helstøbt. Det samme gælder de tekniske løsninger ikke mindst på maskinfronten, hvor man har kombineret en 140 hestes Volkswagen pumpedyse dieselmotor med en dobbelt-kobling gearkasse principielt som Volkswagens eget DSG-gear. Men fordi gearkassen skal håndtere dieselmotorens moment var opgaven ukendt – men det er løst til tilfredshed. Naturligvis kan dieselversionen også leveres med manuelt gear og de to benzin-udgaver på hhv. 2 liter (170 hk) og 2,7 liter (185 hk) leveres med manuelt respektive konventionelt automatgear.


Dieselmotoren har VW bygget.


 

Optimeret

Ingen af bilerne er særlig forslugne. Med dieseldrift kører man 15 km/l (manuelt gear) og med den kraftige benzin’er med automatgear når man små 10 km pr. liter. 170-hestes benzin-udgaven kører hele 11,4 km/l. Dodges forsøg har været, at kombinere en bil ”på amerikansk” med europæiske krav og forventninger samt moderne miljøhensyn. Dodge Journey er et godt mix, så forsøget må siges at være lykkedes og ret beset har man vel i den grad levet op til begrebet ”cross-over”, at det burde give europæiske producenter med rejselyst udover EU’s grænser stof til eftertanke.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt