- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive:

Kraftfulde Chevrolet dieseler


Af Søren Clauding - 5. april 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For blot toethalvt år siden tog Chevrolet beslutningen om at udvikle egne dieselmotorer. Man var lidt halvsent ude, men skulle jo også først lige have købt Daewoo og ikke mindst fabrikkens produktionsanlæg, så man derigennem var parat til at udvikle biler til de europæiske markeder.

 

Siden da er tingene foregået i raketfart. Nye modeller, kraftige tilretninger og i dag indeholder modelpaletten en bil i hvert af de segmenter, der traditionelt hører ind under begrebet ”value for money”.

 

Meget bil for pengene 

På almindelig dansk betyder det ”meget bil for pengene”. Ikke nødvendigvis de aller mest sophistikerede, designerne kan finde på. Men gode gedigne biler, som i øvrigt ikke er kedelige, selvom det primært handler om, at sikre transport på en fornuftig og moderne vis.

 

Det gælder også det program af dieselmotorer, Chevrolet nu har fået stablet på benene, og som vi herhjemme bliver præsenteret for engang i maj.

 

Motor fra Captiva

Den ene af motorerne er allerede i Danmark. Det er den 2-liters diesel, som Chevrolet har monteret i deres SUV, Captiva. Og egentlig kender vi også den anden, for den er en neddrosling af Captiva-maskinen, hvor den væsentlige forskel er, at den neddroslede motor ikke har variabel turbolader.

 

Resultatet er lidt lavere effekt – 121 hestekræfter i stedet for 150, lidt lavere moment – 280 i stedet for 320 Nm. Men i hælene på de tal følger naturligt nok også et lavere brændstofforbrug.

 

Strategi

Det sidste er det springende punkt i sammenligningen med andre dieselbiler i samme kategorier. Chevrolet’erne går ikke så langt på literen (selvom det nu kun er omkring 10 procent mindre, det handler om). Men det er en strategisk beslutning, Chevrolet traf, da man igangsatte udviklingen af maskinerne.

 

”Vi ønskede indledningsvis at producere kraftfulde maskiner af marketingmæssige årsager,” blev det sagt i forbindelse med verdenspremiererne på de nye motorer i modellerne Lacetti, Nubira og Epica. ”Og vi må erkende, at da vi besluttede hvordan de nye motorer skulle være, var der ikke så meget fokus på C02 og brændstoføkonomi som der er kommet i den senere tid. Men vi er allerede i gang med at konstruere mindre og mere brændstoføkonomiske maskiner.” Alle motorerne er i øvrigt udstyret med partikelfilter – noget ikke alle producenter leverer som standard.

 

Masser af kræfter

Det er da også et par små kraftværker, man mødte op med ved de første testkørsler i Salamanca i det nordvestlige Spanien. 121 hestekræfter og et stort moment var næsten for meget i den kompakte mellemklassebil Lacetti, for den er på ingen måde en racerbil. Men det står naturligvis også føreren frit for, ikke at træde speederen i bund, hver gang man skal op i fart – selvom det er fristende at opleve især det store moment.

 

Det centrale er imidlertid, at Lacetti trods større vægt ikke bare er hurtigt oppe i fart (0-100 km/t på 9,8 sekunder) men også er både retningsstabil og let at håndtere gennem kurverne. Normalt vil større vægt på forhjulene betyde overstyring (at bilens bagende skrider ud før forenden, når man kører på grænsen), men det er slet ikke tilfældet. Støjen fra motoren er beskeden og støjforholdene i Lacetti 2,0 TDCi, som er dens fulde navn i dieseludgaven, er i højere grad baseret på en stram undervogn, hvor dækstøjen forplantes op i karrosseriet.

 

121 heste i Nubira

Den samme 121 hestes motor leveres også til Nubira. Her er fartpræstationerne lidt ringere, men brændstoføkonomien er den samme (17,5 km/l) og oplevelsen er mere harmonisk og rolig. Støjniveauet er væsentlig lavere end i Lacetti og den kører utrolig stabilt.

 

Prikken over i’et er Epica. Det er Chevrolets luksusmodel og prismæssigt befinder man sig på 320.000 kroner. Udstyret med den store 2-liters motor er accelerationen på niveau med Lacetti, brændstofforbruget er lidt ringere (16,4 km/l), men køreoplevelsen er unik. Selv ved høj fart kører Epica snorlige og stabiliteten er forbilledlig. På grund af en relativ fast affjedring, som dog ikke gør bilen ukomfortabel, er også kurvestabiliteten i orden.

 

Fine priser

Modellerne med de nye motorer er i Danmark midt i maj og priserne er ret fordelagtige. 220.000 for den billigste Lacetti, 225.000 for den billigste Nubira (250.000 for stationcar versionen) og 320.000 for Epica. Udstyrsniveauet er godt for dem alle, men ingen af de tre Chevrolet’er har ESP. Det rådes der dog bod på for Epicas vedkommende sidst på året.

 

I introduktionsperioden på 2 måneder sælges Lacetti oven i købet med 3 års kaskoforsikring inkluderet i prisen – et knaldgodt tilbud til førstegangskøbere, som slipper for forsikringsselskabernes chokpriser. Det samme gælder Nubira stationcar. De øvrige modeller kan også købes med tre års kasko – her lægges der ca. 15.000 kroner oven i prisen, men det er stadig en særdeles billig forsikring, især for førstegangskøbere.


Chevrolet Captiva var først med den store 2-liters diesel

Chevrolet Lacetti 2,0 TDCi SX

 

Model:

Chevrolet Lacetti 2,0 TCDi SX

Listepris:

Kr. 219.995

Motor:

4 cyl. 2 liter. 121 hk. 280 Nm

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

9,8 sek/186 km/t/

17,5 km/l

Div. udstyr:

ABS. 4 airbags. Dieselpartikelfilter. Cruise Control. Læderrat. Aircondition. El-ruder for og bag

 

TDCI motoren fylder godt i Lacetti motorrummet.


Model:

Chevrolet Nubira 2,0 TCDi SX

Listepris:

Kr. 224.995

Motor:

4 cyl. 2 liter. 121 hk. 280 Nm

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

10,7 sek/187 km/t/

17,5 km/l

Div. udstyr:

ABS. 4 airbags. Dieselpartikelfilter. Cruise Control. Læderrat. Aircondition. El-ruder for og bag

 

Chevrolet Nubira Stationcar

 

TDCI motor i Nubira. Den er næsten ligeså godt pakket som Lacetti.

 

Model:

Chevrolet Nubira Stationcar 2,0 TCDi SX

Listepris:

Kr. 249.995

Motor:

4 cyl. 2 liter. 121 hk. 280 Nm

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

11,4 sek/187 km/t/

16,7 km/l

Div. udstyr:

ABS. 4 airbags. Dieselpartikelfilter. Cruise Control. Læderrat. Aircondition. El-ruder for og bag


Chevrolet Epica 2,0 VCDi LT - en elegant bil med masser af kræfter.

 

Model:

Chevrolet Epica 2,0 VCDi LT

Listepris:

Kr. 319.995

Motor:

4 cyl. 2 liter. 150 hk. 320 Nm

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

9,7 sek/209 km/t/

16,4 km/l

Div. udstyr:

ABS. 6 airbags. Dieselpartikelfilter. Cruise Control. MP3 stik. Læderkabine. Klimaanlæg. Sædevarme. El-justerbart førersæde. El-ruder for og bag. Alufælge.

 

VCDi motoren i Epica har variabel turbo.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt