- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Toyota Avensis Facelift:

Nyt design og ny teknik


Tekst: Søren Clauding - 25. august 2006

Foto: Vivi Siiger - klik i billederne og se dem større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Toyota Avensis blev den mest solgte bilmodel i Danmark i årets første 6 måneder – til trods for, at der er tale om en model, hvor den billigste version koster over 330.000 kroner. Men der er en grund til succes’en: Toyota Avensis er nemlig en utrolig gennemarbejdet model og samtidig høster Toyota anerkendelse verden over for sin kvalitet og service.

 

Men selv en god bil kan blive endnu bedre. Derfor har Toyota givet modellen en ansigtsløftning. De første eksemplarer er kommet til Danmark – og dem har vi haft lejlighed til at få et førstehåndsindtryk af. Ude hos forhandlerne er de om et par uger – til glæde for de mange kunder på ventelisterne. Den hidtidige version har nemlig vært udsolgt et stykke tid.

 

Lettere frontdesign

Den nye version af Avensis har fået en udvendig ansigtsløftning, der dog på ingen måde har frataget bilen dens hidtidige identitet. Fronten er visuelt blevet lidt mindre tung, forskellige designelementer er blevet justeret, men nok så vigtigt: Man kan også finde ændringer under karrosseripladerne.

 

Toyota har nemlig valgt at stramme forvognen op ved at montere en kraftigere krængningsstabilisator. Tilsvarende er bagvognen blevet gjort lidt blødere, samtidig med at styringen er gjort mere præcis.

 

Det betyder samlet, at bilen føles mindre tung og har lettere ved at komme igennem skarpere kurver. Samtidig er stabiliteten ved høj fart forbedret.

 

Ny lille diesel

Dieselmotorer er ikke Toyotas aller stærkeste side. Det giver sig udslag i salget for Toyotas andel af diesel-Avensis er i Danmark kun 20 procent. Men man har arbejdet med problemet og samtidig med den nye generation kommer på markedet, lanceres en ny og mindre dieselmotor. Det handler om en 126 hestes 2-liters commonrail motor. Den hidtil mindste var en 2,2 liters 150 hestes maskine. Den bibeholdes i modelprogrammet, men der er næppe tvivl om, at 2-liters varianten vil blive populær.

 

Det skyldes ikke mindst et fremragende drejningsmoment på 300 Nm som tildeler forhjulene den nødvendige kraft og giver et godt ryk fremad, når der er brug for det. Lydniveauet er markant forbedret. Motoren er dog ikke sluppet af med den karakteristiske diesel tikken, men i kabinen oplever man en yderst lydsvag motor – og vibrationerne er minimale.

 

Forbedringen er i al væsentlighed sket ved hjælp af kraftig støjdæmpning og antagelig også gennem optimering af motorophængene. Motorkonstruktionen og motorblokken stammer fra 2,2-liters versionen, så det er ikke i grundkonstruktionen, forbedringerne er fundet.

 

Godt signal

Det kan man dog være ligeglad med som bruger – og det sender et signal om, hvad vi kan vente os i fremtiden, når Toyota kommer på niveau med de bedste af konkurrenterne. Allerede nu er oplevelsen over gennemsnittet i den store mellemklasse.


Frontpartiet er gjort lettere end hos forgængeren.

 

En elegant detalje er retningsviserblinklyset LED-lamper i sidespejlene.

 

Stationcarudgaven er den mest populære hos de danske kunder.

 

Den nye 2-liters diesel er miljøvenlig, støjsvag og trækvillig.

 

Det er fortsat 1,8-liters udgaven, der vil blive solgt aller flest af, fortæller Informationschef René Mouritsen fra Toyota Danmark.


 

En ikke uvæsentlig detalje for Toyota og bemærkelsesværdig for os andre: Baseret på erfaringerne forventer Toyota, at 59 procent af salget vil være stationcarversionen, hvorimod: når det gælder motoralternativerne vil 1,8-liters benzinudgaven fortsat dominere.

 

Toyota forventer at 71 Avensis’er vil blive solgt med den motor – og kun 10 procent vil være udstyret med den nye 2-liters diesel. Priserne for de to versioner i stationcarudgave og med det mest populære ”mellem-udstyrs niveau”, kaldet ”sol” er hhv. 366.000 for 1,8 benzin og 415.000 kroner for 2,0 diesel.

 

Link til importøren 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt