- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive: Kia Sorento 2007

Kia på toppen


Tekst: Søren Clauding - 26. maj 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kia er lige ved at sprudle over: Seks nye biler indenfor et år. Det er Kia glad for og det skal danske bilkøbere også være, for de nye Kia’er er ikke bare moderne og velkørende – Kia i Danmark er også god til at få bilerne hjem til ret gode priser, der passer til det tårnhøje danske afgiftssystem.

 

Det gælder ikke mindst den nye ”SUV”, Kia Sorento, som netop er præsenteret i Madrid. Den kommer først til Danmark til efteråret, men den hidtidige model nåede kun sjældent frem til forhandlernes udstillingsvinduer – bilerne var solgt, inden de kom så langt. Det kommer uden tvivl også til at gælde den næste. Priserne forventes at begynde lidt over den nuværende, som koster 180.000 kroner excl. moms. Og det vil i så tilfælde være den største bil med det udstyr (2-zone klimaanlæg, MP3 spiller etc.) til den pris.

 

Kia siger selv, at der blot er tale om en ansigtsløftning. Men i så fald er kirurgerne gået dybt under huden, for det er ikke visuelt, at den nye Kia adskiller sig voldsomt fra forgængeren.

 

Det gør den på køreegenskaber og motorer. Der er foretaget et dybt indgreb ved at udstyre den nye Sorento med multilink baghjulsophæng. Den første prøvetur på både asfalt og grus på stenede og støvede veje nord for Madrid dokumenterede, at Sorento er yderst komfortabel på plan vej og fremragende også i støvet. Tilstrækkelig blød til at sikre glidende kørsel på plan vej og konstant vejkontakt i terræn’et. Langt bedre end forgængeren og på niveau med de bedste i klassen.

 

Firehjulstrækket er kun permanent, hvis man skifter til lav gearing, ellers er det variabelt – men Sorento er heller ingen regulær off-roader. I et dybt mudderhul vil den formentlig give op, men næppe før.

 

To nye motorer følger med den nye årgang: En trækvillig 170-hestes 2,5-liters diesel, som med et bredt momentområde trækker tilstrækkeligt til at opnå gode præstationer hvor som helst. Lidt støjende, især ved koldstart, men ellers OK. Plus en 3,3 liters V6 benzin’er med 241 heste og et ”fuel cut off” ved 190 km/t. Dertil og ikke længere!

Sorento er ingen regulær off-roader, men den klarer sig endda viser de første testkørsler et lille halvt år inden den kommer til Danmark. Den relativt blødt opsatte undervogn giver god vejkontakt både på asfalt og grus.

 

Kia på toppen (efter en lang og sej bakke i løst grus). Kia Sorento har fået multilink baghjulsophæng, ny motor og stærkt forbedrede køreegenskaber.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt