- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive: Honda CR-V:

Tilbage til konceptet


Tekst: Søren Clauding - 15. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Honda er tilbage ved sin oprindelige tankegang og løfter netop nu sløret for en helt ny generation af Honda CR-V. Der er tale om en velkørende rummelig multibil, som har firehjulstræk, når der er brug for det. Dermed adskiller den nye CR-V sig fra forgængeren, der under dække af SUV-begrebet havde udviklet sig i retning af regulær off-road.

 

For 10 år siden var Honda blandt pioneerne, da man præsenterede den helt nye biltype, SUV (Sport Utility Vehicle). Sammen med Toyota RAV4 dominerede de to kompakte firehjulstrækkere markedet for biler, der kunne lidt mere end almindeligt – og samtidig lagde en vis distance til regulære off-road’ere.

 

Comfotable Creative Vehicle

Men konceptet løb fra fabrikkerne, efterhånden som flere kom til. Bilerne blev mere og mere ”off-roadede” - også Honda CR-V. Model betegnelsen, som betyder Comfortable Creative Vehicle, blev sat i baggrunden til fordel for gode terræn egenskaber, bastant udseende og typiske off-road-detaljer som reservehjul på bagdøren.

 

Den nye CR-V gør op med udviklingen og Honda har skabt en elegant forhjulstrukken personbil, som blot har det til fælles med forgængeren, at den aktivere træk på baghjulene, når det er strengt nødvendigt, f.eks. under acceleration i fedtet føre eller når man trækker en hestetrailer eller campingvogn hen over en våd græsmark. Samtidig kører den nu næsten som personbil med lavere tryngdepunkt end forgængerne og overraskende blød affjedring. Til trods for at frihøjden stadig er hele 18,5 cm.



 

Cross-over

En bedre betegnelse for Honda CR-V er måske begrebet ”cross-over”. Men CR-V er helt sin egen, bl.a. fordi Honda samtidig lancerer en række finesser, som under lakken gør den forskellig fra en hvilken som helst af konkurrenterne.

 

Et eksempel er ”CMBS”, der står for ”Collision Mitigation Brake System” – et kollisionsbegrænsende system. På almindelig dansk er der tale om et radarsystem, som måler afstanden til den forankørende bil. Når man er faretruende nær og hastighedsforskellen for stor, lyder først en advarselstone, siden begynder bilen at bremse, samtidig med at førerens sikkerhedssele strammes lidt op. Reagerer føreren ikke, tager systemet over og bremser kraftigt, strammer selerne også hos forsædepassageren – men kollision undgåes dog ikke.

 

Føreren har opgave og ansvar

Systemet har ikke til opgave at blande sig i førerens kørsel og dermed give ham falsk tryghed. Det skal nedsætte effekten af en kollision, når den er uundgåelig – efter dog at have givet føreren to reelle muligheder for at undgå den. I forbindelse med de første testkørsler blev systemet i praksis præsenteret for pressen – og det virker fuldstændig efter hensigten.

 

En anden kreativ løsning er Trailer Stability Assist, som registrerer og modvirker slinger, når man kører med anhænger på op til de 2 tons, der er tilladt til den nye CR-V. Det er unikt i denne prisklasse, hvor den billigste version på hvide nummerplader, udstyret med en ny og harmonisk 150-heste benzinmotor vil koster under 400.000 kroner, når den til februar introduceres i Danmark. Den billigste gulpladerversion kommer til at koste kr. 190.000 excl. moms.

 

Med i ”pakken” hører også Adaptice Cruise Control, som hidtil kun er set på langt dyrere biler. Og Active Front lighting System, hvor forlygterne simpelthen drejer med, når bilens forhjul drejes.



Hurtige fakta om Honda CR-V:

Motorer: 2,0 i-VTEC benzin (150 hk), 2,2 i-CTDi diesel (140 hk)

0-100 km/t: 10,2 sek. hhv. 10,3 sek.

Længde: 4,52 meter

Frihøjde: 185 mm

Bagagerum: 524-955 ltr.

Maks anhængervægt: 2000 kg afhængig af modelvariant

Forhjulstræk + hydraulisk styret variabel 4X4

Introduktion i Danmark: Februar 2007

Listepriser: Under kr. 400.000 på hvide nummerplader

Kr. 190.000 excl. moms som van.


2-liters benzinmotoren er helt ny. Den yder 150 hestekræfter har har en usædvanlig blød og civiliseret gang. Den harmonerer godt med de nye bløde køreegenskaber.

Honda CR-V har forladt det karakteristiske off-road inspirerede SUV-design. Nu ligner den snarere end multibil eller en såkaldt cross-over.

 

Den karakteristiske niveau-delte front er med til at give den nye CR-V karakter.

 

Bagagerummet kan inddeles ved hjælp af en kraftig tværgående hylde i hele rummets dybde.

 

Plant gulv - til trods for at man også disponerer over firehjulstræk, når behovet er der.


Sådan demonstrerede Honda CMBS systemet:

Fastspændt på en anden bil er monteret et stativ, der simulerer et foran kørende køretøj. Stativet er eftergivende og kan påkøres uden at skade CR-V.

Vi nærmede os stativet med 60 km/t, mens den anden bil blot kørte 30 km/t. Det første lyd- og lyssignal var provokerende, for det optrådte præcis på det tidspunkt, hvor man automatisk ville have tråd på bremsen – dvs. 3 sekunder inden en evt. kollision ville finde sted.

 

Fortsætter man med uændret fart indtræder næste fase, når der er 2 sekunder til et evt. sammenstød. Foruden lyd og lyssignal strammes sikkerhedsselen i førerens side op og der indtræder en automatisk opbremsning med en kraft på 0,25 G på.

 

I 3. fase hvor der er 1 sekund til kollision strammes sikkerhedsselen op i begge sider, der bremses automatisk med 0,6 G – men kollision kun undgås, hvis man selv katastrofebremser. Gør man ikke det, rammer man den forankørende bil – dvs. stativet – men med en kraft der er væsentlig ringere end hvis intet var sket forinden.


Sådan virker TSA – Trailer Stability Assist:

Når anhængeren kommer i slinger forstærkes de slingrende bevægelser, hvis ikke den trækkende bil modvirker dem. Ved hjælp af diagonal bremsning – dvs. bremsning på venstre baghjul og højre forhjul respektive højre baghjul og venstre forhjul – modvirkes resonansen, samtidig med at bilens motorbremse reducerer farten. Systemet træder i kraft efter 2,5 slingrende bevægelser. Og i samme øjeblik igangsættes CR-V’ens advarselsblink.


Adaptive Cruise Control:

Samme radarsystem, som benyttes af CMBS systemet, måler afstanden til den forankørende bil og regulerer CR-V’ens fart, så den ikke kommer nærmere end en forudbestemt regulerbar afstand.


Sådan kører Honda CR-V

Affjedringen er langt blødere end forgængeren. Den kører i højere grad som en moderne multibil end de lidt mere terrængående SUV’er. Ved hurtig kurvekørsel understyrer bilen naturligt nok og en bagvognsudskridning er vanskelig at fremprovokere.

 

Trods ujævn kørebane opstår der ingen vuggende bevægelser af bagvognen.

 

Kørekomforten er som sådan høj – og samtidig får man hjælp af det hydraulisk styrede firehjulstræk system, som via olietryk aktiverer bageste hjulpar, når forhjulenes rotationshastighed er større end baghjulenes (forhjulsspind). Som sådan har firehjulstrækket ingen stabiliserende effekt på bagvognen og influerer ikke på bilens i øvrigt udmærkede styreegenskaber. Firehjulstrækket forbruger dermed heller ingen energi og derved påvirkes brændstoføkonomien ikke.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt