- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 First Test: Subaru Forester e-Boxer

 


Subaru går elektrisk på deres helt egen måde


Af Søren Clauding – maj 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subaru er ikke som de andre, og det er de heller ikke, når de lancere en helt ny elektrificeret Subaru Forester. At kombinere en elektromotor med en bokser-benzinmotor og et CVT gear med muligheder for skift i trin og siden sende kræfterne symmetrisk ud gennem de fire trækkende hjul, er nemlig et usædvanligt koncept, om end det minder lidt om det, nogle vil kalde en mild hybrid.

 

Ligesådan er det heller ikke helt almindeligt, at stille en kinesisk bil til rådighed for en, om end kort prøvekørsel i Danmark, oven i købet indregistreret på svenske nummerplader. Men der er mening med al galskaben.

 

Én-procent bilmærke

Det hele bunder i, at Subaru, som uden sammenligning er verdens største producent af firehjulstrukne biler (de fremstiller 1,1-1,2 millioner biler om året – det er dobbelt så mange som fx Volvo præsterer – og stort set alle Subaru’erne har firehjulstræk), har en ganske særlig strategi. Vel at mærke en strategi, som betyder at de år for år har sorte tal på bundlinjen.

 

Subaru har erklæret, at de vil være et én-procent bilmærke. Dvs. at de ikke vil seriefremstille flere biler end det, der svarer til 1 procent af verdensmarkedet. Og efterspørgslen skal altid være lidt større end udbuddet. Det virker udmærket i praksis, om end vi ikke mærker så meget til det i Danmark, fordi Subaru først for få år siden for alvor ønskede, at inddrage Danmark som et af de lande, hvor man gerne ville sælge biler.

 

Et bilsalg inkluderer jo meget andet end blot at udlevere en bil til en kunde. Der er en række godkendelser, garantiforpligtelser, serviceforordninger og andet, der skal følge med, når man påtager sig at sælge en ny fabriksny bil.

 

Nytænkt i hvert et hjørne

I Kina er man så gået i gang med at sælge den helt og gennemgribende nye Subaru Forester. Den er nytænkt i snart sagt ethvert hjørne af bilen. Ny avanceret undervogn, nye løsninger på mange detaljer og altså også en ny drivline. I Danmark dukker den op ved årets udgang, for produktionen af den europæiske udgave af Subaru Forester e-Boxer, som den hedder, går først i gang til september.

 

På vore breddegrader er det Subaru Nordic AB i Malmö, der står for importen, og her havde man entreret med de ansvarlige for importen i Kina og skaffet nogle få biler af de ”kinesiske” Subaru’er til Skandinavien. Det forklarer de svenske nummerplader, for indregistreres skulle de naturligvis.

 

Instrumenter på kinesisk

Men prøvekørslen fandt sted i Danmark, og udover pudsigheden ved at køre rundt i en bil, hvor halvdelen af informationerne i instrumenterne er bogstaveret (eller hvad man nu kalder det) med kinesiske skrifttegn, er det ingen dum idé. For bortset fra et par mindre detaljer er bilerne til kineserne identiske med dem, der lander hos os.

 

Til gengæld savnes en række specifikationer, simpelthen fordi man fx af gode grunde ikke har foretaget en måling af benzinforbruget efter de europæiske WLTP regler. Og noget så enkelt som en bils accelerationstal er heller ikke oplyst. Men lidt kan man opspore fra andres fjernøstlige prøvekørsler og så er man egentlig godt klædt på til at møde den nye Forester.

 

Egenskaberne trækker salget

Forester er i hele sit væsen en usædvanlig velkørende, holdbar og sikker bil. At den så ikke udmærker sig ved verdens mest iøjefaldende design skal ikke komme den til skade, for det begrænser måske efterspørgslen. Og så er der formentlig nok til dem, der gerne vil have alle dens egenskaber, og for hvem det er mindre betydningsfuldt, at skulle føre sig frem i fancy design og i et skind, som for visse bilmærkers vedkommende godt kan siges at bedrage. Ingen nævnt, ingen glemt…

 

I øvrigt er det interessant, når det handler om Subaru, at på vore kanter er 96 procent af de biler, der blev solgt for 10 år siden, fortsat i drift. Og så kan Subaru bryste sig over, at man har solgt 18 millioner biler siden 1972. Én ting til: Udover det høje kvalitetsniveau har Subaru udviklet deres biler, så de over en kam stikker næsen indenfor i det, man traditionelt kalder premium-segmentet. Egentlig er det kun prisen og det beskedne antal modelvarianter, der tilbydes, som gør den største forskel.

 

Under en halv million

Og listeprisen, selvom bilen endnu ikke er sat i produktion, den har man forbavsende nok tjek på allerede nu. Dog med det forbehold, at da de definitive forbrugsmålinger ikke har kunnet foretages endnu, er der mulighed for, at man må justere lidt på tallene, når man er tættere på salgsdatoen. Men 490.000 kroner for den billigste og 605.000 kroner for dyreste version er det, Subaru Nordic selv anslår.


Link til importøren

Andre Subaru prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Perfekt samspil mellem ny og velkendt teknik >>>



Vi har prøvekørt den helt nye elektrificerede Subaru Forester e-Boxer, selvom bilen først bliver produceret fra september 2019. Oven i købet på danske landeveje... Fuld HD.

 

 

En af de gennemtænkte løsninger er dørkappen, som hindrer at dørkanten bliver snavset og man derpå grisser fx sine bukser til.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt