- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive:

Honda CR-V hybrid


Velkørende elektrisk nutidsløsning


Af Søren Clauding – november 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En afgørende faktor bag udviklingen af den helt nye Honda CR-V hybrid, som lanceres i Danmark omkring 1. marts, men som vi allerede har haft mulighed for at køre på spanske veje vest for Sevilla, er, at den i vid udstrækning er identisk med den konventionelle CR-V, som vi prøvede i sommer og som netop er lanceret i Danmark. Hybridudgaven kører ikke meget forskelligt fra ikke-hybriden, og så kan CR-V Hybrid sælges til priser, som begynder ved 430.000 kroner.

 

Det er en favorabel prissætning for en potent og alsidig SUV med en fremragende benzinøkonomi (18,9 km/l jf. NEDC2 tallene, baseret på WLTP beregningsmetoden). Bilen mønstrer op til 184 hestekræfter og et stort konstant drejningsmoment på 315 Nm, leveret fra allerførste motoromdrejningstal, fordi den drivende køremotor er en elektromotor.

 

Let-kørt og velbalanceret

I det store hele er hybrid versionen funktionelt (bortset fra drivlinen) identisk med de konventionelt drevne biler. Selv det effektive firehjulstræk er det samme, uanset drivline, og det er naturligvis med til at holde prisen nede. Og så har det også den fordel, at køreegenskaberne næsten er de samme.

 

Litium-ion batteriet er anbragt bagtil og motorerne i motorrummet fortil. Derved har man ikke rokket ved bilens vægtfordeling og den kørekomfort, der også er gemt i CR-V navnet (Comfortable Runabout Vehicle), har man ikke bare bibeholdt men underbygget, simpelthen fordi en helt lineær konstant acceleration, lydløs og samtidig direkte fornemmelse af køreforholdene er herligt at opleve. Fordi litium-batteriet ikke er stort, optager det beskeden plads i bagagerummet, som er på 497/1697 liter – i den konventionelle CR-V er tallet 561/1756 liter.


 


Lydløst cruise

Kører man uden at bruge alle bilens kræfter, er den meget lydløs og man hører stort set ikke benzinmotoren. Trædes speederen i bund går benzinmotoren helt op i omdrejninger for at kunne levere den nødvendige energi til køremotoren. Det støjer, men moderat (se og hør videoen her på siden). Og det modsvares fuldt og helt af komforten ved lav fart og EV kørsel, som kan finde sted op til 60 km/t.

 

Som sådan er Honda CR-V hybrid et reelt alternativ for dem, der gerne vil benytte en SUV’s mange fordele. Man skal dog ikke overse, at påhængsvægten er begrænset til 750 kg, så hestetrailere og campingvogne er det ikke en option at køre med – men et stort læs haveaffald går jo nok.

 

Ukompliceret kørsel

Helt centralt er det, at den nye CR-V Hybrid er så let-kørt. Den er komfortabel, om end de ekstra 100 kg har betydet, at man har monteret kraftigere og stivere fjedre, så mindre ujævnheder mærkes tydeligere end i udgaven med benzinmotor. Og så er det lidt sjovt, at den ikke har en gearstang. Man trykker på en knap, træder på speederen og så kører man.



Og drivlinen behøver man slet ikke at forholde sig til. Man mærker simpelthen ikke, hvornår der skiftes fra den ene indstilling til den anden – alene lyden fra benzinmotoren og et lille lyssignal i instrumentpanelet giver føreren en indikation af drivlinens aktuelle funktion. Det bliver hurtigt ret uinteressant at følge med i.

 

Avanceret energistyring

Kernen i systemet, som gør det muligt i praksis at køre 20-30 procent længere pr. Liter benzin, er den avancerede i-MMD energistyring, hvor benzinmotoren og køremotorens indbyrdes samspil konstant reguleres.

 

Man opererer skematisk med tre drivline-indstillinger, ”EV” (dvs. man kører på elektricitet alene), ”hybrid” (hvor batteriet lades men generatoren også forsyner køremotoren med strøm direkte) og en mere sjælden forekommende situation, hvor de drivende hjul låses direkte til benzinmotoren ”engine-drive” (hvilket dog ikke forhindrer batteriet i at levere ekstra power til køremotoren, når nødvendigt, eller benzinmotoren i at sjat-lade batteriet, når den ikke bruger kræfterne til direkte at drive bilen (fx ved kørsel nedad bakke).

 

Man kan som fører også påvirke køreoplevelsen via tre køreindstillinger, hvor den sportslige trækker flest mulige kræfter ud af køremotoren og benzinmotoren derfor stort set konstant er på arbejde. Det vil for nogle bilister også være det, man forbinder med sportslig kørsel, men det er ikke det, Honda har villet. De har omvendt udviklet en lydgenerator, som i kabinen forfiner lydoplevelsen og tilpasses køremåden såvel som køreindstillingen.

 

Det bedste fra to verdener

Fordi det er en potent elmotor, der driver bilen, behøver man som i andre elbiler ingen gearkasse. Man har samme accelerationsformåen som i rene elbiler, 0-100 km/l på 8,8 sekunder (med forhjulstræk), men modsat de fleste biler, der kører på elektricitet alene, har CR-V hybrid også en høj topfart på 180 km/t. Man kan sige det på den måde, at man har taget det bedste fra to verdener. Og samtidig undgår man opladnings problematikken.

 

Det sidste gælder jo enhver hybridbil, men det unikke er, at CR-V drives af en elektromotor. Det minder lidt om de hybridbiler, der er udstyret med rækkevidde forlængere, men ikke helt, for deres batterier er så store, at de påvirker energieffektiviteten, fordi bilerne skal slæbe rundt på den store vægt, og også køreegenskaberne lider derved, ligesom i en typisk plug-in hybrid.

 

Erfaringsmæssigt vil CR-V Hybrid køre på elektricitet alene i mere end halvdelen af tiden, så længe man bliver under 60 km/t, altså ved typisk bykørsel.

 

Litium problematikken

Dertil kommer, at i en tid, hvor der ikke endnu er skabt en reel løsning på brugen af litium i batterier til biler, og batteriproducenterne så småt er ved at indse, at verdens begrænsede litium reserver meget snart kan gå hen, at blive den helt store hindring for den virkelige udbredelse af elbiler (meget større end politisk modvilje eller bilkøbernes skepsis) ser Honda-løsningen, som kun kræver begrænset brug af litium, ud som en rigtig god overgangsløsning. Og alternativerne er altså ikke lige om hjørnet…

Andre Honda prøvekørsler – finde dem hér >>>

 

Læs også:

Nytænkning bag tids-aktuel miljøoptimal SUV >>>

 

Honda CR-V - First World Test >>>


Egentlig er en CR-V Hybrid en elbil med hjælpemotor. Den japanske fabrik har skabt den nye bil som en elektrisk nutidsløsning. Vi har allerede prøvekørt bilen, som lander i Danmark omkring 1. marts 2019. Fuld HD.


 


Hurtige fakta om Honda CR-V Hybrid


Introduktion i Danmark: marts 2019

 

Drivline og præstationer:

Elmotor, 184 hk, 315 Nm.

4 cyl 2-liters i-VTEC benzinmotor uden turbolader. 145 hk, 175 Nm/4000 omdr./min.

0-100 km/t: FWD: 8,8 sek. AWD: 9,2 sek. Topfart: 180 km/t.

18,9 km/l (FWD), 18,2 km/l (AWD). NEDC2.

 

Længde: 4,60 m.

Højde: FWD: 1,68 m. AWD: 1,69 m.

Frihøjde: FWD: 19 cm. AWD: 20 cm

Hjul: 235/60-18.

Bagagerum: 497/1697 liter.

 

Køreklar vægt:

FWD: 1614-1657 kg.

AWD: 1672-1726 kg.

Anhængervægt: 750 kg.


Link til importøren


 

 

Trods dæk med forholdsvis absorberende dæksider mærker man mere til underlaget end i den konventionelle CR-V. Det skyldes hårdere fjedre, som skal kompensere for mer-vægten på omkring 100 kg.

 

Der spares op til 30 procent på benzinforbruget, når man kører hybrid versionen.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt