- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PSA gruppens nye 1,5-liters 130-hestes turbodiesel med SCR katalysator (AdBlue) vil bl.a. kunne fås i Opel Grandland X. Motoren overholder de kommende Euro 6d-TEMP normer og forventes også at opfylde de endelige Euro 6d normer, der træder i kraft 1. januar 2020.


I miljøets tegn - Euro 6d og WLTP:

Nye normer, nye motorer, mindre forurening


Af Søren Clauding – august 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det næste års tid i bilverdenen kommer i høj grad til at stå i miljøets tegn. Nye normer til måling af personbilernes brændstofforbrug samt nye og endnu skrappere regler for forurening fra bilernes udstødning får bilfabrikkerne til, at bringe den ene nye motor på markedet efter den anden. Blandt de førende er PSA koncernen, hvilket ikke mindst Opel og kunderne har glæde af.

 

Vi havde for få uger siden lejlighed til, at prøve flere af de nye motorer i flere af Opels biler ifm. en seance tæt ved Frankfurt, hvor der både var snoede landeveje og motorveje med fri hastighed. Og den hurtige konklusion er, at som bilist straffes man ikke på køreoplevelsen, og gevinsten har vi alle: Kraftigt reduceret forurening og bedre brændstoføkonomi. Se videoerne her på siden, on-board i Opel Grandland X med PSA gruppens nye 130-hestes 1,5 liters dieselmotor (som vi også har prøvet i såvel Peugeot Rifter som Peugeot 508 og siden også i Peugeot 308 SW), og Opel Mokka X med en ny 120-hestes 1,4 liters turbobenzinmotor.

 

Stribevis af miljørigtige billøsninger

På daværende tidspunkt var Opel allerede klar med over 90 model-versioner, som overholder de kommende Euro 6d miljønormer og tallet i skrivende stund er med garanti endnu større. Det spændende er ikke mindst, at man allerede nu bringer de lavt forurenende versioner på markedet internationalt, hvilket imidlertid i Danmark giver visse prismæssige udfordringer.

 

Lad os summere op, for det hele hænger sammen og er ikke nødvendigvis det mest overskuelige i verden…

 

Det maksimale indhold af skadelige stoffer i bilers udstødning er begrænset i kraft af de såkaldte Euro-normer og gælder altså på tværs af Europa. 1. september i år træder Euro 6c regelsættet i kraft og præcis et år senere følger de endnu skrappere Euro 6d – sådan da. For endnu er Euro 6d ikke klart defineret, så derfor har man vedtaget et midlertidigt regelsæt, som kaldes Euro 6d-TEMP (TEMP står for temporary, altså midlertidig). Det er siden planen, at de endelige Euro 6d normer skal være klar og have virkning fra 1. januar 2020.

 

Realistiske tal for brændstofforbrug

Parallelt hermed har man også udviklet nye målemetoder for bilers brændstofforbrug. Det er naturligvis disse målemetoder, der skal bruges til at definere de nye miljønormer, fordi brændstofforbruget hænger direkte sammen med udledningen af CO2, der som bekendt er den store synder mht. den såkaldte drivhuseffekt. Stiger brændstofforbruget, stiger CO2 udledningen og omvendt.

 

Hidtil har man benyttet såkaldte NEDC-normer, som er baseret på en meget simpel laboratorietest, hvor bilerne kunstigt sendes igennem en forenklet kørecyklus. Resultatet har især i de senere år været skræmmende dårligt, fordi det under normale kørselsforhold er næsten umuligt, at komme i nærheden af det forbrugstal, som NEDC normerne fastlægger. Man bruger typisk 20 procent mere brændstof end det officielle forbrugstal opgiver.

 

WLTP er mere realistiske

Den nye testprocedure, den såkaldte WLTP (WLTP står for Worldwide Harmonized Light Vehicle Test Procedure), som kommer meget tættere på det realistiske forbrug, er i princippet allerede trådt i kraft, men normtallene kan stort set ikke ses nogen steder. Det bliver i princippet anderledes pr. 1. september 2018, hvor alle ny-indregistrerede personbiler skal være testet efter WLTP, uanset hvornår bilerne er blevet typegodkendt (dvs. man skal også teste biler, der blev typegodkendt for flere år siden).

 

Det er godt, at de nye tal kommer tættere på det realistiske brændstofforbrug, for så ved man som bilejer, hvad man kan forvente fx når man anskaffer ny bil. Men det er også mere hensigtsmæssigt, at miljønormerne tager udgangspunkt i realistiske tal i stedet for som hidtil at være baseret på den urealistiske NEDC-procedure. Så langt så godt.

 

Kompliceret procedure

WLTP er imidlertid en yderst kompliceret og meget omfattende måleprocedure. WLTP er inddelt i fire afsnit med forskellige gennemsnitshastigheder: Lav, medium, høj og ekstra høj. Hvert afsnit består af forskellige faser med stop, accelerationer og opbremsninger, der repræsenterer almindelige køremåder. Sammenlignet med NEDC har WLTP færre stop og højere hastigheder over længere tid, for i højere grad at ligne hverdagens kørsel. Siden skal bilerne også gennemgå tests på offentlige veje.

 

Hver motor og gearkasse kombination vil fremover være testet med såvel det meste økonomiske udstyr og det mindst økonomiske udstyrsniveau og de tal skal offentliggøres for hver bil i fx brochurernes tekniske specifikationer. Introduktionen af WLTP giver flere brændstoftal at forholde sig til, men værdierne er nu meget tættere på forbruget i virkeligheden.

 

Problem for danskere

Det er imidlertid en udfordring for det danske afgiftssystem, for herhjemme er det ikke alene ejerafgiften, der er baseret på bilernes brændstofforbrug. Når registreringsafgiften beregnes, gives der rabat eller tillæg baseret på forbrugstallet ved blandet kørsel iht. NEDC normen. Det vil man naturligvis også kunne gøre fremover, blot baseret på WLTP, men da proceduren er yderst kompleks vil beregningssystemet også blive det. Og det vil ikke mindst være meget ressourcekrævende at gennemføre i en fart.

 

Af samme årsag satser man indtil videre i Danmark på, men har dog lovgivningsmæssigt endnu ikke vedtaget, at foretage en omregning af WLTP til NEDC, så man indtil videre ikke behøver at røre ved afgiftssystemet. Men da der i princippet eksisterer et WLTP tal for hver eneste modelvariant, er også denne løsning ikke bare kompliceret, men også uhensigtsmæssig og unfair.

 

I praksis vil danske energimærkning fortsætte uændret til 1. januar 2019, dvs. energimærkningen er baseret på de hidtidige NEDC normtal. Og først d. 1. april 2019 vil WLTP tallene skulle ligge til grund for afgiftsberegningerne.

 

Biler uden priser

Det betyder imidlertid, at mange af bilimportørernes prislister udløber pr. 1. september og mange biler endnu ikke har kunnet prisfastsættes. Det gælder bl.a. de to Opel-modeller, som vi kort har stiftet bekendtskab med (videoerne her på siden) og Peugeot 308 SW 1,5 BlueHDi, som vi også har testet, der godt nok er indregistreret på danske nummerplader, men først kommer på markedet herhjemme henover efteråret, samt en række andre bilmodeller.

 

Det betyder med andre ord, at de nye miljørigtige udgaver af populære bilmodeller, som allerede nu lever op til Euro 6d-TEMP normerne og formentlig også Euro 6d, slet ikke kan købes i Danmark, fordi vores afgiftssystem som så ofte før har sat en prop i danskernes muligheder for, at træffe miljørigtige bilvalg. Det er ikke bare uhensigtsmæssigt, det er endnu et eksempel på, at de danske politikere ikke er deres opgave voksen, når de alene ud fra gammeldags fordelingspolitiske overvejelser brandbeskatter noget så afgørende for landets effektivitet som mulighederne for miljørigtig mobilitet, men det er (måske) en helt anden sag…


Link til Opel importøren

 

Link til Peugeot importøren

Andre Opel prøvekørsler - find dem hér >>>

 

Andre Peugeot prøvekørsler - find dem hér >>>


I denne Opel Mokka X ligger en ny 120-hestes 1,4 liters ECOTEC Turbo-benzinmotor fra PSA. Motoren overholder de kommende Euro 6d-TEMP normer og forventes også at opfylde de endelige Euro 6d normer, der træder i kraft 1. januar 2020.


First World Test: Opel Grandland X 1,5 Turbo-D

Næste efterår skal nye biler opfylde de nye Euro 6d-TEMP forureningsnormer og i de kommende måneder indføres nye målemetoder for bilers brændstofforbrug og CO2 udledning, WLTP. Vi har prøvet Opel Grandland X med en af de nye lavt-forurenende diesel motorer, en 130-hestes fra PSA gruppen (Peugeot, Citroën, Opel og DS). Fuld HD.


First World Test: Opel Mokka X 1,4 ECOTEC 120

Videoen har fokus på de nye Euro 6d TEMP normer, hvor Mokka X 1,4 ECOTEC 120 er én af over 90 biler fra Opel med motorer, som overholder de nye miljø-normer, der træder i kraft om et år. Fuld HD.


First Test: Peugeot 308 SW 1,5 BlueHDi

Vi har prøvekørt Peugeot 308 SW GT-Line med den nye 130 hestes 1,5 liters BlueHDi motor fra PSA, som overholder de kommende Euro 6d-TEMP normer. Bilen lanceres i Danmark senere på efteråret. Fuld HD.


Vi har bl.a. prøvet PSA gruppens nye 1,5 liters turbodiesel (i Peugeot 308 SW ovenfor kaldes den BlueHDi) på 130 hestekræfter. Se videoen i 308'eren ovenfor. Det er motoren nedenfor, det handler om...

 

Hældes AdBlue på en særlig AdBlue tank for typisk hver 15.000 kilometer (det fordyrer kilometerprisen med omkring 1 øre!) kan SRC katalysatoren på moderne dieselmotorer eliminere de for nærmiljøet skadelige kvælstofilter. Da dieselbiler i forvejen kører længere på literen end benzinbiler og dermed udleder mindre CO2 er en moderne dieselmotor en yderst miljørigtig løsning.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt