- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Test drive:

Opel Insignia Country Tourer


Country Tourer med premium muligheder


Af Søren Clauding – 17. november 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første spørgsmål, der naturligt melder sig, når man hæver en bil 2,5 cm er: hvordan påvirker det køreegenskaberne? Det spørgsmål er især vigtigt, når det handler om en bil, der i dén grad udmærker sig gennem fremragende køreegenskaber. Hvad angår den nye Opel Insignia Country Tourer, som vi netop har prøvekørt på snoede og udfordrende bjergveje i det vestlige Schweiz, er det korte svar: den er i hvert fald ikke blevet dårligere.

 

Måske er den endda blevet bedre, men lad os først lige sætte scenen: Opel Insignia har som udgangspunkt træk på forhjulene. Det gælder også Country Tourer. Den har også en avanceret bagaksel af multilink typen, som sikrer, at bagenden af bilen styrer mindst muligt med. Men undervognen er konventionel i standardudførslen og det var den ikke på de biler, der var til rådighed ved testkørslerne i Schweiz. Her havde de alle adaptiv affjedring og i tilgift automatgear samt mulighed for, at vælge forskellige køreindstillinger.


Der kan vælges mellem tre forskellige køreindstillinger som både påvirker undervogn og drivline.


Top muligheder til topmodellen

Det ændrer ikke på det basale, at bilen styrer fint og er i god balance. Køreegenskaber ændres egentlig heller ikke nævneværdigt, blot fordi man hæver bilen. Men vi har altså ikke prøvet Insignia Country Tourer med standard undervognen. Det gør måske heller ikke så meget, for Opel definerer jo netop Country Tourer som deres flagskib, og køber man et flagskib, vil man som regel også vælge et højt udstyrs niveau, herunder den nævnte drivline konfiguration, der virkelig løfter bilen op på flagskibs niveau.

 

Det løft sker, netop fordi den større frihøjde øger undervognens muligheder. Vi kan f.eks. ikke fastslå, at bilen har en fast eller en blød affjedring, for affjedringen kan man bestemme selv – og forskellen er virkelig markant. Vælger man den med omhu, får man en optimalt kørende bil, ikke mindst under de vinterlige kørselsforhold, som præger det vestlige Schweiz lige nu.

 

Tilpasset affjedring og drivline

En forøget frihøjde vil normalt blot lette fremkommeligheden i terræn, men den gør det også muligt, at justere meget mere på affjedringen. Når man kører på snebelagte veje (se onboard videoen her på siden) har man ikke brug for en spændstig affjedring, tværtimod. Vi valgte, at køre på det uforudsigelige og til tider meget glatte underlag i den såkaldte Tourer-indstilling og oplevede her en så tilgivende affjedring og så blidt et kraftforløb fra motor til dæk, at vejgrebet over en kam ikke bare var bedre, men meget, meget bedre.

 

Når vi siden slog os løs på de snævre og tørre bjergveje, var sports indstillingen den rette. Derimellem var så en standard indstilling, som er en udmærket allround løsning og, gætter vi på (med baggrund i test af Insignia Grand Sport med standard affjedring – læs testen hér >>>), den, der kommer nærmest standard affjedringen. Den oplevelse var overraskende, og den løftede også lige det fine firehjulstræk et niveau op.

 

Twinster gør en forskel

Fordi: Opels All Wheel Drive system er unikt. I stedet for vha. bremserne, at skabe den såkaldte torque vectoring effekt, hvor kræfterne føres over på de hjul, der har bedst vejgreb, har man placeret multiplade koblinger på hvert af de to baghjul. De justerer i skøn forening, uden brug af differentiale og med elektronikkens hjælp på mikrosekunder kraftoverførslen til hjulene. Det har man glæde af, både på plane asfaltveje og på glat og/eller uvejsomt underlag, hvor den såkaldte Yaw-effekt reduceres til næsten ingenting og bilens styring stabiliseres yderligere.

 

Opel kalder i øvrigt systemet Twinster, de er ene om at benytte det, og det løfter som nævnt premium-oplevelsen op på et højere niveau. Der er med andre ord tale om en hel række af teknisk bedre løsninger, som kan udnyttes endnu bedre i kraft af den større frihøjde. Men det er altså kun i de versioner, der har de mange konfigurationsmuligheder. Med standardaffjedring er det formentlig alene den større fremkommelighed – at man ikke bliver hængende på toppen af en snebunke – der opnås gennem den større frihøjde. Men også det stiller i sig selv også lidt anderledes krav til affjedringskomponenterne, og bl.a. derfor bliver Country Tour versionen dyrere end Sports Tourer.



Visuel opstrammer

Country Tourer er jo i princippet baseret på Sports Tourer og er som sådan en stationcar med alle dens fordele. Bilen har fået visuelle designelementer som f.eks. beskyttelsesplader for og bag, sideskørter og brede skærme, som dog trods alt og i praksis har mere æstetisk betydning end funktionalitet, og så har den en fræk dobbelt udstødning. I øvrigt kan man helt individuelt vælge farve på bilen – ligesom man hos farvehandleren får blandet den farve, man vil have.



I topmodellerne var der også lejlighed til på ny at afprøve den helt nye 8-trins automatgearkasse – Opels første 8-trins transmission – som igen overgik alle forventninger. Harmonisk tilpasset den valgte køreindstilling skete skiftene helt i overensstemmelse med behovet, om man skulle hurtigt ud af et snævert hårnålesving eller gerne ville have en følsom fornemmelse af vejgrebet på et glat underlag.

 

Fleksibel og powerfuld dieselmotor

Og så var der den nye dieselmotor. Der er tale om kraftfuld sag på 210 hestekræfter. Den præsterer også et drejningsmoment på op til 480 Nm. Det nås allerede ved 1500 motoromdrejninger/minut. Men momentkurven er høj over et bredt omdrejnings interval, fordi der er tale om en bi-turbo motor, hvor de to turboladere komplementerer hinanden: Den ene arbejder ved lave motor omdrejninger, den anden ved høje og så er der et bredt mellemområde, hvor de arbejder sammen og supplerer hinanden. Motoren er yderst smidig, meget lydløs og eneste minus er en brændstoføkonomi ved blandet kørsel på 13,9 km/l – det var til gengæld bemærkelsesværdigt godt i harmoni med det tal vi opnåede i praksis.


Dieselmotoren er både fleksibel og harmonisk.


Vi prøvede såvel udgaven med 210 hestes diesel som den 260 hestes turbobenzin, vi tidligere har stiftet bekendtskab med i de to øvrige Insignia versioner, og det overordnede indtryk er, at dieselmotoren er mere i harmoni med den samlede pakke.

 

Premium udstyrspalette

Udstyrsmæssigt tilbyder man hele paletten, inklusive Opel OnStar, aktiv vognbaneassistent, head-up display, adaptiv fartpilot, 360 grader kamera, opvarmet forrude, Opels unikke ergonomiske sæder, sædevarme på bagsædet, panoramasoltag, tilpasset Bose lydanlæg og meget mere, de nye Intellilux LED matrixlygter med 32 individuelle LED enheder ikke at forglemme.

 

Country Tourer kan allerede nu bestilles hos de danske Opel forhandlere. Priserne fremgår af faktaboksen her på siden.


Andre Opel prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Nyt flagskib løfter Opel til nye højder >>>


Vi har prøvet Opels nye Flagskib, Insignia Country Tourer på snoede vinterveje i de schweiziske Jura bjerge. Begejstringen var stor i forvejen og den blev ikke mindre efter mødet med top versionen med et unikt firehjulstræk og en perfekt undervogn. Se videoen og forstå hvorfor. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 

 

 

Twinster koblingerne på baghjulene gør en verden til forskel.


Hurtige fakta om Opel Insignia Country Tourer


Kan bestilles fra November 2017

 

Versioner:

Benzin:

1,5 Turbo, 165 hk, 6-aut. FWD. 15,4 km/l. kr. 380.000.

2,0 Turbo, 260 hk, 8-aut. AWD. 11,2 km/l. kr. 485.000.

Diesel:

2,0 Turbo, 170 hk, 6 M/T. FWD. 18,2 km/l. kr. 440.000.

2,0 Turbo, 170 hk, 8-aut. FWD. 16,7 km/l. kr. 470.000.

2,0 Bi-turbo, 210 hk, 8-aut. AWD. 13,9 km/l. kr. Endnu ikke prissat.

Specifikationer:

Benzin:

1,5 Turbo, 4 cyl. 165 hk, 250 Nm/2000-4500 omdr./min. 6 M/T: 0-100 km/t: 9,5 sek. Topfart: 213 km/t.

2,0 Turbo, 4 cyl. 260 hk, 400 Nm/2500-4000 omdr./min. 8 aut/AWD: 0-100 km/t: 7,7 sek. Topfart: 242 km/t.

Diesel:

2,0 Turbo, 4 cyl. 170 hk, 400 Nm/1750-2500 omdr./min. 6 M/T: 0-100 km/t: 9,9 sek. Topfart: 218 km/t.

2,0 Turbo, 4 cyl. 170 hk, 400 Nm/1750-2500 omdr./min. 8 aut: 0-100 km/t: 9,4 sek. Topfart: 218 km/t.

2,0 Bi-turbo, 4 cyl. 210 hk, 480 Nm/1500 omdr./min. 8 aut/AWD: 0-100 km/t: 8,2 sek. Topfart: 228 km/t.

 

Længde: 5,00 m.

Højde: 1,53 m.

Bagagerum: 560-1665 liter.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt