- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive:

Den helt nye Nissan Micra


Nissan Micra skifter stil


Af Søren Clauding – januar 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Nissan i sin tid præsenterede den helt nye Nissan Juke sagde den samlede verden: Wow. Den samme reaktion vil lillebror Micra utvivlsomt opleve. Det var i hvert fald reaktionen, ikke mindst fra vores side, da den for første gang så projektørlyset sidste efterår på det store motorshow i Paris. Nu har vi kørt den nye Micra og det bliver oplevelsen bestemt ikke anderledes af.

 

Den nye Micra har i enhver forstand ændret karakter. Den er gennemgribende fornyet, kun den hidtidige platform har fundet vej ind i den nye bil, men den er på den anden side blevet vendt og drejet, så dimensioner og vinkler er noget helt andet. Det var nemlig nødvendigt, for det nye design krævede det.

 

Radikal anderledes

Glem alt om den hidtidige Micra (se gerne vores seneste prøvekørsel af den hidtidige Micra hér – og forstå til fulde hvor forskellige de to biler er). Udover platformen er det eneste genkendelige Nissan navnet og Nissan kvaliteten. Hvad det sidste angår, er det ikke engang helt rigtigt, for selv kvaliteten er blevet forbedret. Det ses bl.a. andet i materialevalget i bilen. Det er lækkert, tiltalende, ungdommeligt og dynamisk i enhver forstand. Også hér adskiller forgængeren sig fra debutanten.



Det var da også målet. Nissan taler selv om en revolution. Det er det måske i forhold til forgængeren, men Nissan har jo selv sat dagsordenen indenfor ikke mindst de kompakte SUV’er. For hér var Nissan Qashqai den banebrydende model, da den kom frem og redefinerede den populære bilklasse og den står stadig distancen (ikke mindst i forhold til konkurrenterne), så i forhold til Qashqai og førnævnte Juke er revolutionen knap så åbenlys.

 

Op i Top-10

Men det har da også været anderledes i klassen for de små biler, som Micra hidtil har tilhørt. Den lå på grænsen mellem de regulære minibiler og dem, der er lidt større, i fagsproget kaldet ”B-segmentet”. Den nye Micra rykker ikke bare regulært op i B-segmentet med drastisk ændrede dimensioner. Den har også et markant udseende, som nok skal blive genstand for bilkøbernes begejstring, og alligevel er Nissan beskeden: ”Vi sigter i første omgang mod at komme tilbage i Top-10 blandt de små biler i de europæiske lande,” siger man. Efter vores opfattelse kandiderer Nissan Micra til en placering højere end det.

 

Den nye Nissan Micra er da også designet med Europa for øje – og bygges i øvrigt også på alliancepartneren Renaults ”Clio-fabrik”. Og den kører også som en europæer, om end der er tale om den mere dynamiske af slagsen – især er affjedringen forholdsvis spændstig, hvad de første køreture i den nye Micra på snoede kroatiske landeveje nær kystbyen Dubrovnik  gav mulighed for at erfare.

 

Ung appeal

”Det er ikke et tilfælde”, fortalte Irina Lizunova, i forbindelse med de første internationale prøvekørsler. Hun har som product-planner spillet en central rolle i udviklingen af den nye bil. ”Den skulle se dynamisk ud (det er den kommet til) og den skulle også være i stand til, at komme hurtigt omkring hjørnerne. Det har desuden været vigtigt for Nissan, at appellere til de unge bilkøbere, både hvad angår bilens udseende og dens kørefærdigheder.”

 

Man kan dog i den forbindelse undre sig over, at Nissan ikke tilbyder Micra’en med kraftigere motorer end de to 90-hestes maskiner (diesel og benzin), som er de to kraftigste af i alt tre alternativer, når bilen kommer på markedet – ude i Europa i marts måned og i Danmark i begyndelsen af maj. Det tredje alternativ er en 73-hestes benzinmotor uden turbo – den var ikke til rådighed ved de første internationale prøvekørsler. Heldigvis, for den havde næppe ydet bilen retfærdighed. Det gjorde de to 90-hestes motorer, men Micraens kørefærdigheder kan klare meget mere.

 

”Det opfatter vi som en anerkendelse af bilen,” fastslog Irina Lizunova. Det bliver spændende at se om det også kan komme kunderne til gode på et eller andet tidspunkt.

 

Omfattende sikkerhedsudstyr er standard

I Danmark landet Micra’en som nævnt først i maj måned og priserne er i sagens natur ikke på plads endnu. Men mon ikke den billigste version lander på en pris omkring 140.000 kroner. Det bør den gøre af konkurrencemæssige hensyn og den pris er den rigeligt værd.

 

Ikke mindst fordi Nissan ikke alene har fokuseret på de ungdommelige bilkøbere, men også har lidt i pakken til de mere modne bilister. Selv den allerbilligste version vil nemlig være udrustet med en omfattende sikkerhedspakke, som inkluderer en automatisk nødbremse, aktiv vognbaneassistent og automatisk op- og nedblænding af fjernlyset. Det er udstyr, som måske har en direkte appel til det modne publikum – men ret beset vil de unge naturligvis også have glæde af det.


Andre Nissan prøvekørsler – find dem her >>>

 

Læs også: Dynamisk og attraktiv i enhver forstand


Tag med på en køretur onboard i den nye Nissan Micra og fornem hvor godt den kører. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


 


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt