- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


First World Testdrive: Hyundai i30

Gennemgribende ny i modent design


Af Søren Clauding – 18. januar 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Hyundai i30, som rammer de danske landeveje i begyndelsen af april, er en gennemgribende ny bil. Udvendigt er den ikke til at genkende som en Hyundai i det nye modne design og ligesådan indvendigt. Rattet findes også i den nye Hyundai Ioniq, men ellers er der stort set ikke andet end Hyundai logoet fælles med den hidtidige model.

 

I30 er Hyundais kompakte mellemklassemodel. Den måler 4,34 meter i længden og er en regulær familiebil i det såkaldte C-segment. Den er ikke bare ny og se på, den er også gennemtænkt, om end man har valgt ikke at gå andre veje end konkurrenterne har gået. Langt henad vejen har man blot gjort det lidt bedre end de fleste. På en sådan måde, at det mere er den samlede pakke end enkelte delelementer, der skiller bilen ud.

 

Glimrende familiebil

Køreegenskaberne er naturligvis en vigtig faktor. Hyundai har skabt et yderst vridningsstabilt karrosseri og chassis (mere end 53 procent er bygget i højstyrkestål og ultra-højstyrkestål). I kombination med et endnu bedre multilink baghjulsophæng har man skabt sikre køreegenskaber, som kompenserer for at bilen ikke som sådan er bygget med ”high-speed” som målsætning.

 

Baghjulsophænget er geometrisk rettet til, så det passer til den nye bil og det er udstyret med en ekstra tværgående arm i den nederste del, som har den virkning, at bagenden blander sig endnu mindre i styringen end tilfældet var tidligere – og allerede dér var det temmelig lidt. Nu opfører bilens bagvogn sig excellent.

 

Rundt på Nürburgring

Den udprægede anvendelse af letvægtskomponenter har sænket tyngdepunktet og forbedret balancen. Og selvom køreturene på de sydspanske landeveje i forbindelse med de første internationale prøvekørsler i respekt for færdselsloven ikke gjorde det muligt at prøve bilen til dens yderste grænse, står Hyundai inde for køreegenskaberne også i ekstreme og kritiske situationer, for de har bl.a. pisket rundt på den krævende og udfordrende tyske motorbane i Eiffelbjergene, Nürburgrings berømte Nordschleife. 20.000 omgange skulle det være blevet til, alt imens man undervejs har registreret, hvad der skulle til for at gøre den nye Hyundai rigtig god.

 

Det er den også blevet. OK, undertegnede er ikke super begejstret for de store 17” alufælge med tilhørende 45 procent lavprofildæk, men det er ofte et individuelt temperaments spørgsmål, hvor direkte kontakt og føling af underlaget, man ønsker. Bemærk: Føling af, ikke føling med, for sidstnævnte reduceres næppe væsentligt, selvom man udskifter hjulene til de 16” eller 15” fælge, som også er en option.


17" alufælge giver en mærkbar føling af underlaget.


Lydløs

Men egentlig var det mest iøjefaldende – eller rette iørefaldende – ved den gode konstruktion, at støjniveauet er meget, meget lavt (se onboard videoen her på siden og skru op for lyden). Det skyldes næppe alene en god lydisolering og et lavt vibrationsniveau, men også netop de mange forstærkninger, som forringer svingningerne og dermed ganske enkelt larmer mindre.

 

I øvrigt er der en ikke uvæsentlig egenskab ved den forstærkede konstruktion: Hvis uheldet er ude og de gode køreegenskaber i kombination med de mange sikkerhedssystemer ikke er nok, er det godt at vide, at bilens basiskonstruktion er så stærk. Det kan måske da være redningen.

 

Men det er svært at komme galt af sted, for udover de gode køreegenskaber og den ikke uvæsentlige faktor, at et lavt støjniveau er mindre trættende og derfor fastholder førerens koncentrationsevne på et højere niveau, er sikkerhedsudstyret virkelig omfattende.

 

Sikkerhedsudstyr i rå mængder

7 airbags er standard og inden det kommer dertil har man fået hjælp af aktiv nødbremse, der virker helt op til 180 km/t (dog ikke med garanti for at bilen kan bremses mere ned end dækkene og kørselsforholdene i øvrigt muliggør – træerne vokser trods alt ikke ind i himlen), som er standard på alle versioner. Det samme gælder aktiv vognbaneassistent og automatisk op- og nedblænding. Og så kan man tilkøbe adaptiv fartpilot, Blind Spot Detection, Rear Cross Traffic Alert. Det er enestående i klassen.

 

Fornyede drivliner

I køreegenskaberne indgår naturligvis også bilens drivline. Fakta boksen her på siden viser hvilke motorer, der indgår i modelprogrammet (i skrivende stund). Helt ny er en 1,4 liters 140 hestes 4-cylindret turbobenzinmotor, som vi havde lejlighed til at afprøve i kombination med en 7-trins ”DCT” dobbeltkoblings automatgearkasse (det er den, man kan se i videoen her på siden). Det fungerer glimrende, motoren er så fleksibel, som man kan forvente sig af et sådan maskineri og er et godt supplement til de øvrige knap så kraftige motorer i modelrækken.


140-hestes turbo-benzin motoren er helt ny.

 

136-hestes dieselmotoren fungerer også godt i i30.


Vi prøvede også den kraftige 136-hestes diesel, som dog ikke er ny (en naturligvis opdateret) med 7-trins DCT-gear. Også det fungerede fint. Vil man have flere kræfter, må man væbne sig lidt med tålmodighed, men henover året kommer der en højtydende performance version med 250 hk – Hyundai kæmper ikke for ingenting om verdensmesterskabet i rally og udvikler biler på Nürburgring.

 

Stationcar m.m. på vej

A-pro-pos modelvarianter følger cirka tre måneder efter introduktionen af 5-dørs udgaven af i30 også en stationcar. Den er bestemt også interessant i Danmark. Siden følger engang i 2018 en trendy coupéagtig version, vi forestiller os noget i stil med Mercedes CLA versus den almindelige A-klasse.

 

Men allerede i 5-dørs udgave er bagagerumskapaciteten flot: 395 liter, der kan udvides til 1301 liter, med bagsæderyglænene lagt ned. Hvad det angår, er et de få minusser ved den nye i30, at bagsædebenpladsen ikke er overvældende. Hvad bagsædepladsen angår lever den dog helt op til sin tyske klasse-pioner, VW Golf.


 

De bageste tågeforlygter er placeret højt - det giver en designmæssig lethed.

Læs også: I30: Hyundais fuldtræffer >>>

 

Andre Hyundai prøvekørsler – find dem hér >>>


Oplev "onboard" vores første test af den nye Hyundai i30 med den nye 140-hestes 1,4 liters turbo benzinmotor på vejene vest for Malaga i Spanien. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


Vores interview med Hyundai koncernens chefdesigner, Peter Schreyer, ifm. verdenspremieren på Hyundai i30 i Frankfurt. Videoen kan også ses i Fuld HD på YouTube.


 


Hurtige fakta om den helt nye Hyundai i30


Introduktion i Danmark: 1. april 2017

 

Listepris, indstigningsmodellen: kr. 199.995.

 

Motorversioner:

Benzin:

1,4, 4 cyl. 100 hk. 134 Nm/4000 omdr./min. 0-100 km/t: 12,6 sek. Topfart: 183 km/t. 18,5 km/l. 126 g CO2/km (M/T).

1,0 3 cyl. Turbo. 120 hk. 171 Nm/1500-4000 omdr./min. 0-100 km/t: 11,1 sek. Topfart: 190 km/t. 22,2 km/l. 103 g CO2/km (M/T).

1,4 4 cyl. Turbo. 140 hk. 242 Nm/1500 omdr./min. 0-100 km/t: 9,2 sek. Topfart: 210 km/t. 20,8 km/l. 103 g CO2/km (M/T).

 

Diesel:

1,6 4 cyl. Turbo. 110 hk. 280 Nm/1500-2500 omdr./min. 0-100 km/t: 11,0 sek. Topfart: 190 km/t. 24,4 km/l. 103 g CO2/km (M/T).

1,6 4 cyl. Turbo. 136 hk. 280 Nm/1500-3000 omdr./min. 0-100 km/t: 10,2 sek. Topfart: 200 km/t. 24,4 km/l. 103 g CO2/km (M/T).

 

Længde: 4,34 meter.

Bagagekapacitet: 395-1301 liter


Link til importøren


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt