- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Toyota fører VM-kampen inden finalen i Australien. Her med Ott Tänak bag rattet af en 400-hestes firehjulstrukken Yaris WRC. Tänak kan også blive verdensmester, hvis tingene flasker sig rigtigt.


WRC - Rally-verdensmesterskabet

Et brag af en VM-finale i vente


Af Søren Clauding – 11. november 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Finalen i rallyverdensmesterskabet – World Rally Championship – er lige om hjørnet. Og der er garanti for, at det bliver et brag af en VM-finale. Tre hold kan vinde VM-for rallykørere og ligeledes kan tre bilmærker løbe med konstruktør titlen. Mere spændende kan det næsten ikke blive.

 

Det står i kontrast til motorsportens andre to store mesterskaber, der afsluttes om efteråret. Formel 1 verdensmesterskabet er afgjort, længe inden finaleløbet skal køres. Det samme gælder MotoGP. Sådan er det ikke i rally-VM og det skyldes ikke mindst en meget høj grad af uforudsigelighed samt det faktum, at niveauet er usædvanlig højt blandt kørerne men måske især de deltagende bilmærker.

 

Finale i Australien

Det sidste rally i årets VM finder sted i Australien i dagene 15.-18. november. Ikke færre end fire hastighedsprøver transmitteres LIVE på Eurosport 2 i Danmark (med redaktøren som den faste WRC-kommentator) så man skal regne med, at gå sent i seng den fredag og lørdag nat hvis man vil følge en af verdens mest spektakulære TV-sportsgrene. Når klokken er 04:30 søndag morgen, og tingene forløber planmæssigt, kendes årets verdensmestre.

 

I kører-VM er det holdet Sébastien Ogier/Julien Ingrassia i Ford Fiesta WRC, der ligger til at genvinde VM-titlen, som de har scoret de sidste fem år i træk. Men deres forspring er sølle 3 VM-points til Hyundais Thierry Neuville/Nicolas Gilsoul (og et rally kan give op til 30 points, hvis man vinder rub og stup). Også estiske Ott Tänak og Martin Järveoja i Toyota Yaris WRC har en VM-chance, om end deres position i VM-kampen er blevet noget svækket i de seneste par rallyes.

 

Toyotas enestående comeback

Men der er fortsat en matematisk chance for, at de kan blive verdensmestre, hvilket vil være en enestående præstation i holdets første år for det japanske bilfirma, som gjorde comeback sidste år og da sluttede på en beskeden men forventelig næst-sidsteplads i bilmærkernes strid.

 

Det har de i den grad fået lavet om på i år. Først på efteråret overtog Toyota nemlig føringen i konstruktørmesterskabet og den har de fortsat. De har inden finalen i alt 331 points, men både Hyundai og de regerende verdensmestre fra Ford, er tæt på Toyota’ernes baghjul med hhv. 319 og 306 points. Og i konstruktør-VM kan man score op til 50 VM-points pr. bilmærke pr. rally.

 

Op og ned for alle

Helt overordnet har historien indtil nu været, at det det først på året så bedst ud for Fords franske hold, altså Sébastien Ogier og co-driver Julien Ingrassia. Så fik Hyundais belgiske kørere, Thiery Neuville og Nicolas overtaget, men i udgangen af juli påbegyndte Ott Tänak og Martin Järveoja et felttog og kørte deres Toyota Yaris WRC til sejr i ikke færre end tre rallyes i træk.

 

I begge de efterfølgende rallyes (de to seneste) var Tänak og Toyota i det hele taget klart det hurtigste og mest alsidige bilmærke, for de var lynhurtige med alle teamets kørere på et hvilket som helst underlag – der blev kørt på både groft grus, let grus, grov asfalt og plan asfalt. Men et par kørerfejl og en enkelt teknisk udfordring satte teamet tilbage.

 

Hårdest gik det ud over Tänak, som godt nok vandt den såkaldte Powerstage i sidste VM-afdeling, der fandt sted sydvest for og i selve Barcelona, men kun opnåede en 6. plads i selve rallyet. Problemet for ham var, at rivalerne, Ogier og Neuville sluttede som nr. 2 hhv. 4 og ikke mindst, at Tänak i rallyet forinden helt var udgået og alene scorede 2. pladsen på Powerstagen.

 

Sort uheld eller stort pres – vurdér selv

I det spanske rally var Jari-Matti Latvala i Toyota tæt på at score maksimum til Toyota teamet, da han overtog rally-føringen efter at Tänak var punkteret. Men måske under for stort et pres snittede Latvala et autoværn på rallyets næstsidste hastighedsprøve, punkterede og siden lod han team-kollegaen Tänak passere i rallyets finaleprøve, så han da i det mindste kunne få flest mulige points og dermed et bedre udgangspunkt forud for det australske rally.

 

Den store overraskelse i Spanien var i øvrigt, at Citroën, som efter stribevis af VM-titler med Sebastien Loeb i cockpittet (han vandt 9 titler, alle i Citroën, men forlod rally-VM efter 2012), pludselig igen kunne indtage præmieskammelens øverste trin. Loeb var på gæstevisit, traf det helt rigtige dækvalg på rallyets afsluttende dag og vandt rallyet for niende gang, om end det er nogle år siden, hans sidst var på toppen i Catalonien.

 

Loeb er ikke med i Australien, og ingen af Citroëns øvrige kørere har i år for alvor dokumenteret, at de kunne føre det ellers så sejrsvante team til tops. Derfor er det eneste, der er sikkert i topstriden i Australien, at Citroën slutter VM som rosinen i pølseenden i konstruktørmesterskabet.

 

Det rør sig lige nu i WRC

Citroën har haft et dårligt år i Rally-VM og har derfor hyret den 34-årige 5-dobbelte og regerende rallyverdensmester, franskmanden Sébastien Ogier såvel som den kommende stjerne, finnen Esapeka Lappi, for den kommende sæson. Citroën har i sin tid ”opfostret” Sebastien Ogier i WRC, men dengang var der ikke plads til ham i teamet, der havde Sébastien Loeb som omdrejningspunkt. Lappi fik chancen hos Toyota sidste år og 2018 er hans første fulde VM-sæson.

 

At han allerede nu svigter Toyotas investering i hans udvikling, kom som en overraskelse, ikke mindst for Toyota, der i stedet og ligeså overraskende har udfyldt tomrummet med den britiske kører, Kris Meeke. Meeke blev tidligere på året fyret af Citroën, fordi han begik for mange køretekniske fejl.

 

Loeb hos Ford?

Ligeså overraskende var Sébastien Ogiers beslutning. Han fik hos Ford chancen for at fortsætte i Rally-VM, da Volkswagen trak sig ud af mesterskabet for to år siden pga. diesel-skandalen. Han krævede et større fabriks engagement fra Ford i 2018, det fik han og han fører da også på ny VM-kampen inden finaleløbet. Ford havde nok ikke ventet, at Ogier ville kvittere for det udvidede engagement ved at sige farvel og tak.

 

M-Sport Ford-chef Malcolm Wilson har dog ikke været sen til at kaste sig over Sébastien Loeb og forsøger, at få ham engageret hos Ford til næste år. Loeb har flirtet med rallysporten, som han forlod som fast inventar efter 2012. Han har i mellemtiden med moderat succes afprøvet sine evner i bl.a. WTCC og Rallycross-VM (begge steder for PSA/Citroën søstermærket Peugeot), og vandt senest Rally Espania for Citroën.

 

Det er på den ene side næsten utænkeligt, at de to verdensstjerner med samme fornavn skulle kunne findes i samme team. Men pga. Loebs lange tilknytning til PSA er det også svært at forestille sig ham bag rattet i en Ford, om end Peugeot for nylig og for mange helt uventet valgte, at forlade Rallycross-VM. Mere sandsynligt er det i undertegnedes optik, at Loeb vil få en central rolle i den forventede elektrificering af rallysporten.


Sebastien Loeb vandt Citroëns første og formentlig eneste WRC rally-sejr i år, da han var på gæsteoptræden i det spanske rally forleden.

Læs også:

2018 WRC optakt >>>


Sebastien Ogier fører VM-kampen for kørere i sin Fiesta WRC. I 2019 er den franske 5-dobbelte verdensmester tilbage hvor han kom fra - hos Citroën.


Power stage-test: Toyota Yaris GRMN

Vi har kørt den unikke 212-hestes Toyota Yaris GRMN gennem hele den afsluttende hastighedsprøve i dette års næstsidste afdeling af World Rally Championship - Rally de Espana, Catalunya Costa Daurada. Fuld HD.


Forståeligt nok tager Hyundai Thierry Neuville sig til hovedet. Fra en klar VM-føring i kørernes mesterskab har han fået kraftige set-backs i de seneste VM-rallyes. Senest i Spanien, hvor han allerede under den indledende shake-down test lagde sin i20 WRC på taget. Siden formåede han dog at score 4. pladsen i mål.


Toyota Gazoo Racing rally-teamchef, den firedobbelte tidligere rally-verdensmester, Tommi Mäkkinen, har grund til at smile. Han har bragt sit team i spidsen af dette års verdensmesterskab i blot den 2. sæson efter Toyotas comeback i rallysporten.

 

Ott Tänak har ført samtlige VM-rallyes siden han vandt det finske rally sidste weekend i juli. Siden vandt han yderligere to i træk og må anses for at have udviklet sit til den mest komplette all-round kører i WRC, for han er som Toyots Yaris WRC hurtig på ethvert underlag. Største udfordring er at undgå at begå fejl - det var en regulær kørerfejl, der satte ham ud af spillet (fra en sikker føring) i det britiske rally først i oktober.

 

Jari-Matti Latvala forærede Tänak 6. pladsen i det spanske rally efter selv at have mistede føringen på rallyets næstsidste hastighedsprøve.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt