- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peterhansel har bragt sin Peugeot 3008 DKR tilbage i føring.


Dakar 2017 – Dag 11:

Det tynder ud i rækkerne - men duellen fortsætter


Af Søren Clauding – 12. januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Onsdagens 9. etape af Dakar blev aflyst på grund af voldsomme mudderskred, der lagde op til 10 meter høje mudderdæmninger henover den strækning, deltagerne skulle køre frem mod bivuakken i Salta, dagen forinden – det betød nemlig, at et stort antal deltagere strandede eller blev voldsomt forsinkede. Desuden var der udsigt til mere dårligt vejr, som kunne have fået katastrofale konsekvenser. Nu kunne rallyet torsdag fortsætte som planlagt.

 

Men, som det altid har været tilfældet i Dakar, er det så småt begyndt at tynde ud i rækkerne. I bil-kategorien fortsætter duellen mellem de to Peugeot team-kolleger, Stephane Peterhansel og Sebastien Loeb dog uafbrudt og på torsdagens etape, den 10. i år, faldt resultatet ud til Peterhansels fordel.

 

Loeb var hurtigst – eller var han?

Der skulle køres 449 kilometer hastighedsetape, delt op i to dele, og inklusive transportetape ialt 751 kilometer. Peterhansel var lynhurtig i den første fase, mens Loeb var lynhurtig i anden. Men iblandt snyder tider, for selvom det umiddelbart så ud som om, at Loeb havde vundet en sikker sejr, inkluderede Peterhansels tid 14 minutter og 13 sekunders assistance af en motorcykelkører, som var kommet til skade.

 

En grotesk situation, motorcyklen kørte imod Peterhansels bil og opdagede ham først i sidste øjeblik, selvom begge bremsede kraftigt, havnede MC-køreren inklusive motorcykel under Peugeot’en. Han slap dog med et brækket ben, men det tog i sagens natur lidt tid at få ham ud og sikre den fornødne fortsatte hjælp.

 

Peterhansel i føring

Derfor valgte arrangørerne, som de kan gøre iht. reglementet, at godtgøre Peterhansel den forbrugte tid (via GPS-registreringer kan man se, i hvor lang tid hans bil holdt stille) og så var det pludselig den 12-dobbelte Dakar vinder, der havde fat i den lange ende og ikke bare vandt etapen men også overtog føringen i rallyet – hans forspring er små 6 minutter inden løbets afsluttende fase.

 

Cyril Despres kørte også hurtigt, men ikke så hurtigt som de to rutinerede bilkørere, han ligger nu på en sikker 3. plads, men har 25 minutter op til den førende Peugeot. Nani Roma i Toyota Hilux tabte yderligere terræn, bl.a. fordi han fejlnavigerede og er nu over en time efter 1’eren på en samlet 4. plads. Alt imens Mikko Hirvonen er helt ude af topstriden, da han mistede over 3 timer på grund af mekaniske problemer med MINI’en

 

Slutspurt

Fredagens etape er rallyets næstsidste og kunne være en strækning, som ville favorisere Sebastien Loeb, ikke mindst fordi Stephane Peterhansel nu har opgaven at starte først og lave det det hårde navigationsarbejde. Lørdagens hastighedsetape er på blot 68 kilometer. Det hele kan meget vel ende i en gevaldig slutspurt, hvis Loeb haler ind på ”Peter” i løbet af fredagen.

 

Sunderlands forspring forøget

I MC-kategorien er det mere stabilt og Sam Sunderland (KTM) fik endnu mere ro til at køre sin første Dakar-sejr hjem, efter at chileneren Pablo Quintanilla havde en hel katastrofal dag. Først mistede Quintanilla mere end en time på fejl navigering og på den anden del af hastighedsetapen havde han et voldsomt styrt, som påvirkede hans orienteringsevne. Han er dermed ude af rallyet for i år.

 

Etapesejren gik til Honda-køreren Joan Barreda Bort, som nu er avanceret til 5. pladsen, men sejren fik han først efter at den franske kører, Michael Metge fik en times straftid, fordi han manglede en kontrolpost. Sunderland sluttede dagen som nr. 12, men fandt sig alligevel i spidsen nu med et forøget forspring (fordi Quintanilla udgik) på en halv time.

 

Walkner parat

Østrigeren Matthias Walkner har stille og roligt fået arbejdet sig op til nu at være nr. 2. Dermed er han parat til at overtage førstepladsen, hvis Sunderland får problemer.

 

Helt overordnet er omstændighederne, hvorunder rallyet finder sted, igen totalt ændret. Fra at have kørt i 3-5 kilometers højde, i kulde og i regn, er man nu tilbage tættere ved havoverfladen og temperaturerne er steget fra omkring frysepunktet til tæt ved 40 graders varme. De ustandseligt skiftende forhold har gjort årets Dakar til et af de mest strabadserende i umindelig tider.

Sebastien Loeb mistede føringen


Stillingen i Dakar efter dagens etape


Biler:

1. Stéphane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA), Peugeot 3008 DKR, 24t58m43s.

2. Sebastien Loeb (FRA)/Daniel Elena (MCO), Peugeot 3008 DKR, +5m50s.

3. Cyril Despres/David Castera (FRA), Peugeot 3008 DKR, +25m40s.

4. Nani Roma/Alex Haro Bravo (ESP), Toyota Hilux, +1t00m55s.

5. Giniel de Villiers (ZAF)/Dirk von Zitzewitz (DEU), Toyota Hilux, +1t42m54.

6. Orlando Terranova (ARG)/Andreas Schulz (DEU), MINI John Cooper Works Rally, +1t26m47s.

 

MC:

1. Sam Sunderland (GBR), KTM 450 Rally Replica, 28t07m59s.

2. Matthias Walkner (AUS), KTM 450 Rally Replica, +30m01s.

3. Gerard Farres Guell (ESP), KTM 450 Rally, +38m43s.

4. Adrien van Beveren (FRA), Yamaha WR450F, +41m57s.

5. Joan Barreda Bort (ESP), Honda CFR450 Rally, +53m47s.


Matthias Walkner (KTM) er nu på 2. pladsen. Han sluttede dag 10 som nr. 10.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt