- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sebastien Loeb, Peugeot 3008 DKR.


Dakar 2017 – Dag 9: Loeb tager føringen


Af Søren Clauding – 10. januar 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På en meget spændende 8. etape af Dakar var det på ny den 9-dobbelte rallyverdensmester, Sebastien Loeb, der i sin Peugeot 3008 DKR lå i spidsen af årets Dakar. Men han kom ikke sovende til føringen og sidst på etapen var det ved at gå galt, da han punkterede.

 

Når det så er sagt, var det team-kollegaen Stéphane Peterhansel, der var hurtigst på første del af den næsten 500 kilometer lange etape. Man han fik problemer efter 110 kilometer og holdt stille i adskillige minutter. Det var i den fase, at Loeb strøg forbi. Men hans Peugeot punkterede som nævnt sidst på etapen og derfor kan man ikke rigtig læse noget ud af den tvekamp.

 

Taktisk kørsel?

Loeb overtog føringen i rallyet – men har kun et forspring på 1 minut og 38 sekunder. Peterhansel var ikke særlig meddelsom om, hvorfor han holdt stille og man kunne mistænke ham for at køre taktisk, fordi onsdagens etape er langt mere navigationskrævende end tirsdagens og da vil det være en fordel ikke at vise vejen for team-kollegaen, som alt andet lige mangler den Dakar-erfaring, som Peterhansel med 12 sejre er i besiddelse af.

 

At han standsede så tidligt kunne også være med det formål, ikke at vise vejen for Loeb i dag og måske med en mistanke om at etapen kunne blive afbrudt efter første halvdel, som det senere på dagen faktisk skete for lastbilerne. Uanset om der er noget om de tanker eller ej, er kampen mellem de to mestre det, der holder liv i Dakar 2017.01.11

 

Peugeot Top-3

Cyril Despres gjorde det til en ren Peugeot Top-3 og var i mål på en tid, 5 minutter fra Loebs. Først tre par minutter efter fulgte Mikko Hirvonen i sin MINI og siden kom De Villiers i mål 12 minutter langsommere end Loeb.

 

Dagens store tidstaber var Nani Roma, der mistede 14 minutter på etapen, som nåede rallyets højeste punkt (i konkurrence), da man befandt sig 4,8 kilometer over havets overflade. Der er der ganske enkelt ikke ilt nok i luften til motorer uden turbolader. Det er lidt af forskellen på en specialbygget Dakar racer som Peugeots 3008 DKR og en Toyota Hilux, som trods alt er baseret på en serieproduceret bil.

 

Barreda vandt - Sunderland fører

I MC-kategorien vandt Joan Barreda Bort på Honda, men han lider fortsat af en times straftid og så hjælper det ikke meget, at han kører fire minutter fra Sam Sunderland, som blot kunne udbygge sit forspring til manden på 2. pladsen til nu at være 21 minutter. Det klarede han ved at køre sin KTM ind på 3. pladsen.

 

Matthias Walkner blev nr. 2, 3 sekunder hurtigere end Sunderland og avancerede dermed til 4. pladsen. Han har nu kun 5 minutter op til 3. pladsen, så en podieplacering er bestemt indenfor rækkevidde.

Stephane Peterhansel, Peugeot 3008 DKR 


Stillingen i Dakar efter dagens etape


Biler:

1. Sebastien Loeb (FRA)/Daniel Elena (MCO), Peugeot 3008 DKR, 20t10m05s.

2. Stéphane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA), Peugeot 3008 DKR, +1m38s.

3. Cyril Despres/David Castera (FRA), Peugeot 3008 DKR, +17m17s.

3. Nani Roma/Alex Haro Bravo (ESP), Toyota Hilux, +23m36s.

5. Mikko Hirvonen (FIN)/Michel Périn (FRA), MINI John Cooper Works Rally, +53m41s.

6. Giniel de Villiers (ZAF)/Dirk von Zitzewitz (DEU), Toyota Hilux, +1t21m44s.

7. Orlando Terranova (ARG)/Andreas Schulz (DEU), MINI John Cooper Works Rally, +1t26m47s.

8. Jakub Przygonski (POL)/Tom Colsoul (BEL), MINI ALL4 Racing, +1t42m18s.

 

MC:

 

1. Sam Sunderland (GBR), KTM 450 Rally Replica, 22t01m08s.

2. Pablo Quintanilla (CHL), Husqvarna FR 450 Rally, +20m58s.

3. Adrien van Beveren (FRA), Yamaha WR450F, +28m49s.

4. Matthias Walkner (AUS), KTM 450 Rally Replica, +34m14s.

5. Gerard Farres Guell (ESP), KTM 450 Rally, +34m24s.


Sam Sunderland, KTM.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt