- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Volvo V40 D2 Kinetic

Stærkt indslag i mellemklassen


Af Søren Clauding – december 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Volvo V40 er gået rent ind hos de danske bilkøbere. Frem til årsskiftet havde Volvo forventet at 300 danskere ville have købt en V40. Tallet lander på over 500. Intet under, for der er virkelig tale om et stærkt indslag i mellemklassen.

 

Vores første møde på den nye V40 – bortset fra show-cars på internationale biludstillinger – var overbevisende. Den ser godt ud, den fungerer fint, men fremfor alt kører den godt. Den er velafstemt, velafbalanceret, harmonisk og kombinerer kørekomfort og sportslighed på forbilledlig vis. Eneste ”handikap” var motoren.

 

Dynamik stiller krav

I den prøvekørte variant havde man monteret den velkendte 115-hestes diesel, som giver fortræffelig brændstoføkonomi og fungerer glimrende i de lidt mere astadige Volvo’er. Men der er så meget dynamik i en Volvo V40, at man savner lidt flere kræfter. Men det kan da være, at det måske var meget godt at den ikke havde det, med tanke ikke mindst på de danske hastighedsgrænser.

 

Selvfølgelig fungerer motoren udmærket også i en V40, men det er en måde at udtrykke på, at der er så meget mere potentiale i den bil end til mindst at skulle benytte 12,3 sekunder for at nå 100 km/t. Vi glæder os til at prøve den med andre motorer.



Langt på literen

Med til motorhistorien hører naturligvis, at man ikke kan andet end fornøjes, når der skal tankes op. Ikke mindre end 27,8 kilometer, kan den køre på en liter dieselolie. Det svarer til en CO2 udledning på 94 g/km er rigtig godt i en bil, der vejer tæt ved 1,5 tons.

 

I det hele taget er der meget godt at sige om V40. Dens design er mere end tidssvarende. Til trods for at det dybest set er en aldrende 1800ES, der i sin tid lagde ud med en design-idé, der ligner V40. 1800ES var baseret på P1800 sportsvognen – den sportslige tilgang til at bygge en funktionel og brugbar bil har Volvo videreført i V40.

 

Pladsforholdene

V40 er en regulær mellemklassebil med dimensioner, der svarer til de lidt mere kompakte af slagsen. Man har med vilje valgt at prioritere den visuelle oplevelse og forsædepassagerernes trivsel. Da man også ville have et rimeligt bagagerum (det blev på 335 liter) gik det lidt ud over langbenede bagsædepassagerer.

 

Men det er da også det eneste regulære minus – og det er et forholdsvist moderat af slagsen – der kan sættes på bilen. Hvad bagsædekomforten i øvrigt angår, kompenseres der rigeligt gennem gode ventilationsforhold og elektrisk sædevarme, som er standard på alle udstyrsvarianter.

 

Omfattende basisudstyr

Den prøvekørte variant er Volvos billigste V40. Den koster 315.000 kroner og da får man basisudstyret ”Kinetic” med i prisen. Det er imidlertid ret omfattende og inkluderer bl.a. foruden førnævnte sædevarme både for og bag også elruder for og bag, klimaanlæg, fartpilot, multijusterbart læderrat, knæairbag og så er der jo tale om kraftige sikkerhedsstole – som selvfølgelig også er noget af forklaringen på den moderate benplads på bagsædet.

 

Også 16” letmetalfælge er standard, 5” farveskærm til medie-betjening samt AUX- og BlueTooth forbindelser etc. En ikke uvæsentlig ting er bevægelsesalarm, som aktiveres ved indbrud. Og med på positiv-listen tæller bestemt også, at V40’eren kan trække 1300 kg, for selvom Volvo er på jagt – og ser ud til at lykkes – efter nye kunder er der tradition for, at Volvo-ejere ofte kører med anhænger af den ene eller den anden slags.

 

Foruden standardudrustningen var den prøvekørte bil påklædt en del ekstraudstyr, deriblandt en såkaldt sikkerhedspakke til 41.000 kroner. Den inkluderer bl.a. adaptiv cruise control, der selv regulerer afstanden til forankørende biler samt en grafisk computer look-a-like instrumentering. Også aktive Xenon forlygter til 19.000 kroner kan anbefales – de giver ganske enkelt et suverænt lys på en mørk vinternat.


 

Volvo V40 i Motorradioen >>>



Model:

Volvo V40 D2 Kinetic

Listepris:

Kr. 315.000

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 1,6 l. 115 hk. 270 Nm/1750-2500 omdr./min. 6 man. gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,3 sek./ 190 km/t/ 27,8 km/l /94 g/km

Længde:

4,37 m

Bagagerum:

335 liter

Diverse:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hillholder. 16” letmetalfælge. 7 airbags. Klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme for og bag. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Isofix.






Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt