- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 






 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Volvo S80 2,5 T Summum

Regulær og komfortabel


Tekst: Søren Clauding – juni 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volvo S80. Finere kan Volvo ikke gøre det. Jo, med en større motor, for den, vi satte under lup, var udrustet med den lille 2,5 liters benzin turbomotor. Lille og lille er nu så meget sagt, for den præsterer 200 hestekræfter, men det er den mindste benzin’er i S80 programmet.

 

S80 fås også med firehjulstræk og helt op til 315 hk. Men så bliver prisen derefter. S80 2,5T er den billigste version til 600.000 afgiftsregulerede kroner. Den prøvekørte udgave havde automatgear til omkring 35.000 kroner og var desuden iklædt det såkaldte Summum udstyr til cirka 75.000 kroner.

 

Naturligt udstyr

Det sidste er ikke uvæsentligt, for man har forventninger til en bil i denne kategori. Ikke blot til komfortable køreegenskaber, men også til udstyr på højt niveau. Derfor hører Summum udstyrspakken naturligt sammen med en S80.

 

Når det er sagt, skal det da tilføjes, at 710.000 kroner måske er mange penge. Men sammenlignet med biler i samme prisklasse fra f.eks. BMW, Mercedes, Audi og Lexus, klarer Volvo’en sig ganske godt. Den er ikke sportslig som en BMW og en Audi. Den har ikke helt samme prestige som Mercedes og Lexus. Men den er en yderst regulær og meget komfortabel luksusbil – og i Danmark har Volvo altid haft et godt ry.

 

Ligner sig selv

Dertil kommer, at Volvo, til trods for at Ford har købt det svenske firma, har formået at fastholde det oprindelige. Derfor er en Volvo S80 også noget for sig selv. Den har sit helt eget design, hvis største handikap vel er, at den ligner alle sine søskende på en prik, uanset størrelse. Man skal være virkelig Volvo kyndig for i et enkelt øjekast at kunne se forskel.

 

Volvo S80 er bygget ud fra en helt traditionel opfattelse af hvordan en luksusbil skal være. Den er en sedan – en limousine, vil nogen måske kalde den – dvs. stort udvendigt bagagerum og en traditionel kabine. Indretningen er også traditionel, men netop fordi man har fastholdt det traditionelle har man kunne benytte årelang erfaring til at optimere alle funktioner.


 


 

Ekstraordinært udstyr

Det genspejles overalt i indretning og kabine. Rigelig plads, fin siddekomfort, god overskuelighed. Og udstyrs programmet inkluderer nakkestøtter på bagsædet, som falder fremad ved et tryk på en knap og giver maksimalt udsyn bag og ikke mindst Xenon forlygter med drejefunktion, så man kan se om hjørner ved nattetide (ønsker man at fastlåse lygtepositionen fremadrettet, sker det blot ved tryk på en knap).



Men intet er perfekt. De i øvrigt el-justerbare forsæders lændestøtte justeres via en drejeknap på siden af sædet, som det er vanskeligt at betjene, fordi den er i klemme mellem ryglæn og midterkonsol. Nakkestøtterne på forsædet er faste, så de yder optimal sikkerhed –


 

forudsat man passer til sædet. Konkret betød det for os at vi regulært skulle sænke skuldrene for ikke at have underkanten af nakkestøtten gnavende ind i skulderpartiet. Det er måske udmærket, fordi det fremtvinger en afslappet kørestil – men hvis vi nu var fem cm højere…

 

Bakspejlet viser vejen

Og så er det også en smule underligt med et kompas i bakspejlet. Det er OK med et kompas, men hvorfor i bakspejlet. Hér lyser det op om natten og forstyrrer udsynet bagud – og det sidste man har brug for at vide, når man kikker i bakspejlet, er vel om man kører mod nord, syd, øst eller vest. Kompas er OK, men ikke i bakspejlet.



Som altid er sikkerheden helt i top. Det gælder såvel den aktive som den passive. Den 5-cylindrede turbomotor leverer kræfterne helt rigtigt, bl.a. i kraft af en forbilledlig bred momentkurve og det er vanskeligt at forstå, at nogen skulle kunne have behov for flere kræfter. Kørekomforten er høj, stabiliteten stor og vejgrebet temmelig godt.



Model:

Volvo S80 2,5T Summum

Listepris efter nye afgifter

Ca. kr. 710.000

Motor og transmission:

5 cyl. 2,5 l. turbo benzin. 200 hk – 300 Nm ved 1500-4500 o/min. 6 trins automatgear med sekventielt skifte. Forhjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

8,0 sek/230 km/t/

10,1 km/l

Længde:

4,85 m

Bagagerum:

480 liter

Diverse:

ABS. ESP. EDS. ASR. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare og sammenklappelige sidespejle m. varme. El-ruder. Cruise Control. El-justerbare forsæder. Sædevarme. Regnsensor. Parkeringssensor bag. Xenon forlygter med drejefunktion.



Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt