- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Biltest: Volvo S80 DRIVe PWS Summum

Økonomisk luksus-cruiser


Af Søren Clauding – november 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volvo S80 så lyset over de svenske landeveje for første gang i 2006. Nogle år siden… men Volvo har arbejdet målrettet på til stadighed at opdatere bilen, så den lever op til aktuelle krav og ønsker. Projektet er lykkedes udmærket, ikke mindst med den nye 115-hestes super-økonomiske dieselmotor under hjelmen.

 

Tiden kræver nemlig økonomisk drift – eller i hvert fald muligheden for det. Den billigste S80 koster 465.000 kroner og den er netop udrustet med samme 115-hestes diesel som den prøvekørte variant. Men den billigste model har ringere udstyr og så savner den det geniale Powershift gear. Derved løber prisen for den prøvekørte DRIVe Summum model op på 573.000 kroner. Mange penge men ikke set i lyset af, hvad man får for pengene.

 

Enkelt, pænt og elegant

Summum-udstyret er nemlig righoldigt og det er med til at opretholde fornemmelsen af luksusbil. Interiøret er rettet til – ikke mindst instrumentpanelet, hvor ”storskærmen” ikke længere er en nedfældet ting, der dukker op i en mærkværdig vinkel, når der er brug for den. Nu er skærmen pænt integreret i panelet og det underbygger det enkle, pæne og til dels også elegante design, som Volvo S80 byder på, når man sætter sig i de gode sæder.



Motoren er naturligvis et centralt element i en S80 DRIVe. Og 115 hestekræfter er ikke meget. Vi har dog tidligere prøvet selvsamme maskine i V60 (læs test af Volvo V60 DRIVe hér >>>). Dér fungerede den udmærket og det gør den bestemt også i S80. Måske endda endnu bedre i S80, fordi der hér er tale om en stor luksusbil uden ambitioner om at køre fra de store Mercedes, Audi og BMW’er på de tyske autobahns. Volvo S80 DRIVe er derimod en rigtig luksus-cruiser.

 

Ro over tingene

For at få syn for sagen kørte vi en længere tur, der inkluderede Nordtyskland. Det forbavsende var, at man trods en behersket topfart på 185 km/t og en behersket accelerationskraft ved hastigheder over almindelig landevejsfart, egentlig ikke savnede hestekræfter. Simpelthen fordi bilen ikke lægger op til sportslig kørsel. Der falder ligesom en ro over fører og passagerer, når man indtager kabinen (som bl.a. inkluderer sædevarme også på bagsæderne). Måske fordi man på forhånd ved, at man ikke kan sprinte derudad.

 

Ikke at det går langsomt. Vi kørte længere strækninger ved topfart, og ved den hastighed dokumenterer S80’eren, at den har ret gode køreegenskaber. Den er sporsikker, stabil (trods en vis sidevind), komfortabel og lydsvag. Præcis som en luksusbil skal være. Eneste minus – og det er måske lige præcis udtryk for alderen: Den elektriske servostyring er ikke så præcis som man kunne ønske sig, det føles lidt som om der er indbygget en smule forsinkelse, før styringen begynder. Det er ikke meget påfaldende, men det virker bedre hos flere af konkurrenterne.

 

22,2 km/l med ”næsten automatgear”

Maskineriet gør det muligt at køre med præcis samme brændstoføkonomi i S80 DRIVe som i V60 DRIVe, selvom S80 er en større bil. Man bruger mindst 12,8 sekunder på at nå de 100 km/t i stedet for 11,3, men topfarten er den samme – og man kan med andre ord køre 22,2 km/l.



I praksis, med varieret hastighed, afstikkere fra motorvejene og lidt bykørsel indimellem var gennemsnittet i Danmark omkring 19 km/l. Inklusiv højfarts-strækningerne på autobahns steg forbruget til 17 km/l. Men begge dele er fine tal, især fordi man ikke behøver anstrenge sig væsentligt for at opnå dem. Det skal dog tilføjes, at der er konkurrenter på markedet, f.eks. BMW, der kan levere samme forbrugstal men med væsentligt mere motorkraft til rådighed. Volvo har også selv en 163-hestes diesel, hvormed S80 kan køre 23,3 km/l – men så skal føreren selv stå for gearskiftet.

 

Og en del af hemmeligheden bag letheden ved at opnå gode forbrugstal i praksis er netop Powershift gearkassen. Det er en 6-trins manuel gearkasse, som skifter automatisk vha. et computerstyret hydraulisk gearskifte. Gearskiftene op i fart er overraskende hurtige, næsten umærkelige. Og når der skal geares ned, foregår det med præcision, om end i et mere adstadigt tempo. Gearet er det bedste af slagsen, vi har prøvet. I øvrigt kan det også betjenes manuelt, ikke så man selv skifter gear, men sådan at man selv aktiverer gearskiftet.

 

Ekstraudstyr for alle pengene

Køber man en Volvo køber man også adgangen til masser af ekstraudstyr. Den prøvekørte model var iklædt for ikke mindre end 130.000 kroner af de mange features, hvor visse kan undværes og andre er en uvurderlig fordel.

 

De 41.000 kroner alene er prisen for den såkaldte safetypakke, som omfatter Adaptive Cruise Control, der selv regulerer afstanden til den forankørende bil. En stor sikkerhed og meget komfortabelt ved de hastighedsregulerede danske motorvejsstrækninger. Pakken inkluderer også Driver Alert System, som på forskellig måde sender signaler til føreren, hvis der opstår en kritisk situation, samt Blind Spot info, hvos en anden trafikant befinder sig i den sidespejlenes blinde vinkel.

 

Blandt andre gode ekstraudstyrsdetaljer er opvarmede sprinklerdyser (blot kr. 1355) og bakkamera til 10.000 kroner, hvorimod 30.000 koner for RTI-navigation er lidt i overkanten.


Læs også prøvekørsel af Volvo S80 fra 2012 med den hidtidige 109-hestes og lidt mere tørstige dieselmotor hér >>>


Volvo S8 i Motorradioen >>>





Model:

Volvo S80 DRIVe PWS Summum

Listepris:

Kr. 573.007

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 1,6 l. 115 hk. 270 Nm/1750-2500 omdr./min. 6 trins automatgear. Forhjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,8 sek./ 185 km/t/ 22,2 km/l /119 g/km

Længde:

4,85 m

Bagagerum:

480 liter

Diverse:

ABS. EBD. DSC. EBA. 17” alufælge. Aktive Xenon forlygter. 6 airbags. Multijusterbart læderrat. El-justerbart førersæde. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Sædevarme for og bag. P-sensor. Regnsensor. Isofix. AUX.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt