- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Toyota Yaris S

Sport og hverdag


Tekst: Søren Clauding – december 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange drømmer om en lækker sportsvogn, men virkeligheden kræver en praktisk familiebil. Men selvom drømmen om sportsvognen forsvinder i udstødningsrøgen, behøver man ikke at ende i total kedsomhed. For dem har Toyota bygget Yaris S.

 

”S’et” efter Yaris navnet står for Sport. Dermed bryder Toyota deres eget relativt nye udstyrs-system, T1, T2 og T3. Med ”S” går man andre veje, andre prioriteter trænger sig på og resultatet er en ganske almindelig familiebil – der blot er mere spændende.

 

Karakter og pondus

Den seneste generation af Yaris har fået en vellykket ansigtsløftning, så den visuelt, hvad fronten angår, er på niveau med de øvrige familiemedlemmer – i Toyota familien, altså. Den ligner ikke længere en undskyldning for sig selv, hvad den nu i øvrigt aldrig har haft nødigt. Men det seneste facelift har givet Yaris en stærkere karakter og det harmonerer perfekt med ”S’et”.

 

Toyota har desuden udstyret S’eren med en såkaldt sports-grill, som understreger idéen med bilen. Og 15” alufælge i stedet for stål. I kabinen har den sportsrat og ikke mindst analoge instrumenter. Tak for begge dele – nu mangler fabrikken blot at indse, at i hvert fald omdrejningstæller og speedometer bør placeres vertikalt over rattet ligesom i andre biler og ikke i midten. En smagssag, måske, men nu har vi oplevet centerinstrumentering i mindst 10 år (hvis vi ser bort fra Mini fra 60’erne) og det er formentlig kun smart af produktionstekniske grunde, fordi det for japanerne, der som bekendt kører i venstre side, er vigtigt, ikke at have for store omkostninger med at bygge bilerne til højrekørsel.



På udstyrssiden adskiller S-udstyret sig fra de øvrige varianter ved også at inkludere sort tonede sideruder ved bagsæderne, tågeforlygter, manuel aircondition plus nogle mindre væsentlige pyntegenstande hist og her.

 

Gennemarbejdet og gedigen

Yaris er en ret gennemarbejdet bil og også ret gedigen. Interiøret er pænt og ikke uden stil-elementer som f.eks. de svungne dør paneler. Alle funktioner er lette at



betjene sig af. Pladsforholdene på bagsædet er til at leve med og markant bedre end i lillebror Aygo – til trods for at Yaris er en temmelig kompakt bil med sine 3,79 meter i længden. Bagsæderne kan i øvrigt skydes frem og tilbage, så korte ben på bagsædet (og forsæderne) kan konverteres til bagageplads.

 

Ude fortil har man lagt eksakt samme 1,3 liters benzinmotor, som findes i andre varianter. Den yder 101 hestekræfter og er ikke udpræget sportslig, men fordi Toyotas VVS (variabel ventilstyring) er så velfungerende og trækkurven er opnået ud fra en sportslig tilgang til det at producere biler, harmonerer tingene udmærket. Den accelererer Yaris’en til 100 km/t på små 12 sekunder og bilen kan


 


køre 175 km/t, hvad der ikke rigtig gør den til en racerbil. Imidlertid rækker momentkurven over så stor en del af omdrejningsskalaen, at man ved bykørsel oplever Yaris S som ret kvik.

 

Økonomisk

Og så kører den ikke mindre end 19,6 km/l og slipper ved samme lejlighed kun 120 g CO2 ud pr. kørt kilometer. Glem ikke, det er en benzinmotor. Det er bare rigtig fine præstationstal, som i bykørsel underbygges af stop-start systemet, som indebærer, at motoren går i stå, når man holder stille f.eks. ved rødt lys og sætter i frigear!

 

Undervognen bærer præg af de kvantespring, Toyota har gjort i de senere år med alle modellerne. Man har ikke opfundet den dybe tallerken, men forfinet velkendt teknik i en grad, som stort set ingen af konkurrenterne kan hamle op med.

 

Kompromisløs komfortabel

Ligesom vi har oplevet med Urban Cruiser, som er bygget på en Yaris platform (læs hér>>>), har man formået at skabe en komfortabel affjedring uden at gå på kompromis præcision og styresikkerhed. Den er ikke sportslig i traditionel forstand, men køreegenskaberne målt på stabilitet og styrepræcision hamler glimrende op med traditionelt sportslige biler, der blot er utålelige i hverdagen. Det er Yaris S ikke. Og så har Toyoya i øvrigt udviklet et af verdens bedste ESP-systemer (hedder VSC på Toyota sprog).

 

Prisen? 215.000 kroner i S-varianten. Så er den også betalt. Men i erkendelse af, at Toyota bygger nogle af verdens allermest driftssikre biler, er det ikke helt hen i vejret. Noget for noget.


Model:

Toyota Yaris s

Listepris:

Kr. 215.000

Motor og transmission:

4 cyl. 1,3 l benzinmotor. 101 hk – 132 Nm v. 3800 omdr./min. 6 gear. Forhjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t/ Topfart/

Brændstoføk/ CO2

11,7 sek/175 km/t/

19,6 km/l 120 g/km

Længde:

3,79 m

Bagagerum:

272-363 liter

Diverse.

ABS. ESP. EDS. ASR. 15” Alufælge. 7 airbags. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. Isofix. Mørkt tonede sideruder og bagrude.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt