- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Toyota Verso S 1,33 VVT-i T2

Gennemarbejdet snusfornuft


Af Søren Clauding – august 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Egentlig skulle der kun eksistere én Toyota Verso. Efter at have bortskaffet Yaris Verso og Corolla Verso lancerede Toyota ganske enkelt ”Verso” (læs testen hér>>>). Men man kunne alligevel ikke dy sig. Verso var i Corolla/Avensis størrelse og man manglede en lille MPV. Nu har man så skabt Verso S, hvor vi frit fortolker ”S’et” lig med ”Small”.

 

Toyota Verso S er nemlig en kompakt udgave av den store Verso. Den er imidlertid blot 3,99 meter lang, men den er skabt ud fra samme snusfornufts tankegang, den er yderst rummelig af så lille en bil at være, og helt igennem overbevisende.

 

Masser af bagageplads

Specifikationerne siger det hele: Et bagagerum på mindst 363 liter eller 429 liter, afhængig af sædepositionerne og den variable bund, som når bagsæderne omgrupperes og ryglænene lægges ned giver op til 1,4 kubikmeter bagageplads. Et fuldstændig plant bagagerumsgulv, når bunden er løftet op i øverste position og sæderne foldet ned (siddefladen skydes automatisk ned i vognbunden, så ryglænene kan komme ned og ligge vandret). Og samtidig let og enkel funktion, et træk i et lille håndgreb i hver side af bagagerummet, og ryglænene falder ned af sig selv. Bagklappen slår højt op og tilgængeligheden er upåklagelig.

 

 

 


Rigtig instrumentplacering

I passagerafsnittet kan man glæde sig over god benplads til langbenede passagerer på bagsædet, og ikke mindst en funktionel indretning fortil, hvor instrumentpanelet giver en idé om, hvad vi kan vente os i den nye Yaris, der lanceres til oktober. Man har heldigvis forladt idéen med centerinstrumentering – nu sidder speedometer & Co. hvor det skal – og i passagersiden er der ikke færre end tre handskerum: Et nederste rum, hvor handskerummet udgøres af selve låget og hvor indholdet bliver i rummet også under acceleration, et øverste handskerum, hvor der er plads til en sushi-bakke (men hvor man skal holde låget lukket, når der accelereres – ellers får man sushi’en ud i skødet) samt en hylde imellem de to.

 

Det hele er pænt og nydeligt, gennemarbejdet og gennemtænkt.

 

Mere moderne

Det udvendige design er også langt mere moderne end den hidtidige Yaris, som er den Toyota, der kommer nærmest Verso S. Frontpartiet er måske ikke det mest dynamiske, men det er heller ikke dynamik, der kendetegner Verso S. Det gælder også køreegenskaberne, som dog er komfortable og tillidsvækkende. Sidevindsfølsomheden ved motorvejsfart er lige i overkanten, men sjovt nok er kurvestabiliteten – også ved hurtige kurver – forbavsende god. Man kan så at sige køre hurtigere gennem kurverne end man tror, og det er naturligvis en stor sikkerhedsfaktor. Og a-pro-pos sikkerhed er bilen udstyret med ikke færre end 7 airbags (dvs. inkl. en knæ-airbag i førersiden).

 

God benzinøkonomi

I maskinrummet ligger en 1,3-liters benzinmotor med variabel ventilteknologi. Den præsterer 99 hestekræfter og byder på moderate fartpræstationer. Den er ikke sprudlende men heller ikke kedelig, sådan en god mellemting – og det samme kan siges om støjniveauet. Til gengæld kan man køre over 18 kilometer pr. liter og det er ganske fint for så funktionsrigtig en bil.



 

Gå efter T2 udstyret

Toyota Verso S findes i flere udstyrsvarianter. Vi prøvede varianten med ”T2 udstyr”, som koster 226.000 kroner. Handler det alene om funktion, kan bilen også købes med T1 udstyr til 200.000 kroner, men merprisen er givet godt ud. Udstyret inkluderer aircondition, multijusterbart læderrat, elektriske sideruder foran og ikke mindst sædevarme – dejlig over så kold en sommer som i år, og uundværligt til vinter.

 

 

 


Model:

Toyota Verso S 1,33VVT-i T2

Listepris:

Kr. 225.995

Motor og transmission:

4 cyl. benzinmotor 1,3 l. 99 hk. 125 Nm/4000 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

13,3 sek./ 170 km/t/ 18,2 km/l /127 g/km

Længde:

3,99 m

Bagagerum:

363/429-1322/1388 liter

Diverse:

ABS. EBD. VSC (ESP). 7 airbags. Multijusterbart læderrat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. Isofix. Fleksibelt bagagerumsgulv.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt