- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest:

Toyota RAV4 2.2 D-4D D-CAT 150 A/T 4WD T3

Miljø-optimeret SUV

- med eminente off-road egenskaber


Af Søren Clauding – august 2012

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En traditionel SUV – Sport Utility Vehicle – er rummelig og kan også klare sig i letter terræn, men heller ikke mere. Toyota RAV4, derimod, udvander grænserne mellem SUV og off-road. Den er ganske enkelt fortræffelig, også i mere hårdt terræn som f.eks. sand og dybe hjulspor.

 

Men dens navn? RAV4 er OK, selvom ”ingen” ved hvad det betyder (vi kan dog afsløre, at det sår for Recreational Active Vehicle, 4-Wheel Drive), men den prøvekørte model hed desuden: Toyota RAV4 2.2 D-4D D-CAT 150 A/T 4WD T3. Tag lige at fortæl naboen, hvad det er for en bil, du har købt. Ikke let. Men selvom alle de mange bogstaver og tal måske kunne spares, er de ikke uden betydning. Eksempelvis betyder D-CAT 150, at dieselmotoren, der yder op til 150 hestekræfter, er NOx-optimeret.

 

Udleder mindre af det hele

Dvs. den udleder ikke alene en behersket mængde CO2, nærmere bestemt 186 g/km, den udleder markant mindre af de øvrige forurenende stoffer, som næsten aldrig omtales i medierne og af politikere: 43,6 mg Kulilte (CO) pr. km, sammenlignet med Toyotas egen ikke NOX optimerede dieselmotor med samme effekt, som udleder 170,8 mg/km, oven i købet med manuel gearkasse i stedet for det automatgear, som D-CAT versionerne er udstyret med.

 

Andre tal er 74 mg kulbrinte (THC) pr. km versus 163,4. 82,2 g Nitrogenoxid (NOx) mg pr. kørt km sammenlignet med 185,3. Altså en langt mere miljø-skånende motor end ikke bare Toyotas egen diesel men også andres tilsvarende maskiner.

 

Mere CO2

CO2 udledningen på D-CAT modellen er imidlertid højere og tilsvarende forbruger den også mere dieselolie. Det tilskrives automatgearet, men forskellen er forholdsvis stor (med manuelt gear er CO2 udledningen 159 g/km – og den kører 16,7 km pr. liter dieselolie kontra 14,1). Dermed rykker D-CAT versionen en energi-klasse op fra C til D og ejerafgiften stiger med 1340 kroner om året.

 

Dertil kommer en ”normal” merudgift til en automatgearsbil på 35.000 kroner. Så man skal vide, at det koster penge at bidrage til miljøet, men omvendt: Er bilen købt for at blive benyttet i naturen, er det vel ret og rimeligt også at bidrage til at skåne den mest muligt.

 

Udfordrende terræn

Det med at færdes i naturen kan den, som nævnt indledningsvis. Vi har prøvekørt Toyota RAV4 osv. på udfordrende terræn med bl.a. både vådt og tørt sand, som er noget af det hårdeste man kan byde et køretøj. Vi har kørt i dybe hjulspor, over stok og sten. Det hele klarer den helt glimrende, helt uden reduktionsgear, særlige indstillinger for underlagets beskaffenhed etc. Desuden er vadedybden på ikke mindre end 50 cm.

 

Firehjulstrækket er af den type, hvor elektronikken styrer kræfternes fordeling. Det kan der ikke sættes en finger på. Dens helt store handikap ved terrænkørsel er dækmonteringen, men på ikke et eneste tidspunkt kørte vi fast! Det er meget, meget fint. Man kan i øvrigt benytte DAC (Down Hill Assist Control), som styrer motorkræfter og kraftfordeling ved stejle nedkørsler.

 

Avanceret undervogn

Et kuperet underlag kræver en blød affjedring og stor fjedervandring for at firehjulstrækket kan få lov at fungere. Her er RAV4 fortræffeligt udrustet. Man kunne derpå frygte at bilen ville være dårlig på plan asfalt, hvor en SUV i Danmark ofte opholder sig. Men heller ikke det er tilfældet. Affjedringen er komfortabel, men krængningen er beskeden og selvom bilen ikke kører som en almindelig flad personbil, klarer den sig glimrende på plant underlag. En del af forklaringen ligger formentlig i, at TAV4 har dobbelt wishbone baghjulsophæng, et avanceret ophæng som oftest kun ses på racerbiler.

 

Visuelt er RAV4 uforandret gennem de sidste halvandet år og senest var det fortrinsvis et facelift samt visse funktionelle justeringer, den blev udsat for. Der er dermed tale om gennemprøvet teknik. Konstruktionen og designet minder da også mere om en egentlig off-roader end en SUV med gode tilkørsels- og frakørselsvinkler.



Funktionel og rummelig

Kabinen i RAV4 er funktionel og rummelig – der er faktisk fremragende benplads på bagsædet. Og bagsæderyglænene kan lægges ned, så man opnår et helt fladt bagagerum. Dele af indretningen virker lidt ”plastic’et”, men da moderne kunststoffer er både gode og praktiske og Toyota producerer nogle af verdens mest pålidelige biler, er der god grund til at have tillid til at materialeanvendelsen er den rigtige! D-CAT versionen inkluderer i øvrigt det højeste udstyrsniveau (T3), som omfatter 17” alufælge, 2-zone klimaanlæg, fartpilot, regnsensor, forlygtevaskere, Toyota Touch med bakkamera og meget, meget mere. Men der savnes et reservehjul – det kan dog tilkøbes.

 

Prisen er derefter: 565.000 kroner – og husk, at den også omfatter automatgearet.


 

 

 

Toyota RAV4 test i Motorradioen >>>


 

 


Model:

Toyota RAV4 2.2 D-4D D-CAT 150 A/T 4WD T3

Listepris:

Kr. 564.198

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,2 l. 150 hk. 340 Nm/2000-2800 omdr./min. 6. trins aut.gear. Permanent 4X4.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,8 sek./ 185 km/t/ 14,1 km/l /186 g/km

Længde:

4,45 m

Bagagerum:

410 liter

Tilkørsels- og frakørselsvinkler

28 og 24 grader

Diverse:

ABS. EBD og EBA. VSC. DAC. Hillholder. Forlygtevaskere. 7 airbags. 17” alufælge. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Regnsensor. Isofix. 6,1” touch screen.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt