- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

Suzuki Vitara 1,6 Exclusive

Meget bil for pengene


Af Søren Clauding – juni 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi prøvekørte Suzuki Vitara for første gang i forbindelse med de første internationale prøvekørsler, som fandt sted i Portugal først på året (læs den første prøvekørsel af Suzuki Vitara hér >>>), var noget af det mest iøjefaldende, hvor alsidig den var, pakket ind i en længde på blot 4,18 meter.

 

På de danske landeveje må vi ikke mindst lægge oven i, at man får utrolig meget bil for pengene. Basismodellen med forhjulstræk og 120 hestes benzin motor koster blot 195.000 kroner. Prisen inkluderer 7 airbags, aircondition, multijusterbart rat, elruder for, fjernbetjent centrallås, men man savner f.eks. sædevarme.

 

Exclusive betyder eksklusiv

I den prøvekørte udgave er basis den samme, men fordi den har tilnavnet ”Exclusive” i stedet for ”Comfort” stiger prisen med 70.000 kroner. Men man får så sandelig også noget for pengene: Læderkabine, et glimrende og let læseligt navigationsanlæg via en 7” skærm, mirrorlink (så man kan se et spejlbillede af smarttelefonen på skærmen), regnsensor (som selv aktiverer vinduesviskerne, når det begynder at regne) og bakkamera med et rigtig godt billede.


 


Adaptiv fartpilot (som regulerer afstanden til forankørende i trafikken) hører også med, ligesom nødbremsesystem, der hjælpe en til at undgå kollision i en kritisk trafiksituation. Dertil kommer polerede 17” alufælge og i kabinen er aircondition anlægget udskiftet med klimaanlæg.

 

Fuldstændig nøgleløs betjening indgår i Exclusive pakken, dvs. man kan betjene centrallåssystemet via dørgrebene, blot man har nøglen i nærheden, f.eks. i lommen eller en håndtaske. Og siden kan bilen startes vha. en trykknap på instrumentpanelet. Alt i alt temmelig meget for 265.000 kroner.

 

Rummelig og alsidig

Alsidigheden føltes ikke ringere, når man begyndte at bruge bilen i praksis. Kabinen er utrolig rummelig, ikke mindst på bagsædet er der forbavsende meget benplads. Det skyldes naturligvis, at man udnytter bilens højde, men siddestillingen på bagsædet er nu ikke ukomfortabel opret. Bagtil disponerer man oven i købet over et bagagerum på 375 liter, og bagagerumsbunden kan placeres i to niveauer eller på skrå.

 

Når bagsæderyglænene er lagt ned i vandret position, kan man opnå et helt plant bagagerumsgulv, hvis man placerer den fleksible bagagerumsbund i øverste position - som i øvrigt efterlader udmærket plads nedenunder.

 

Funktionelle proportioner

En del af forklaringen på den gode plads er, at bilen måler 1,61 meter i højden – det er omkring 15 cm mere end en almindelig flad personbil. Heraf går 4-5 cm til forøget frihøjde (frihøjden er på 18,5 cm), men der bliver stadig 10 cm tilbage og der er i løse tal et par hundrede liter mere kabineplads end i en flad personbil. Tankevækkende.

 

Især fordi den forøgede frihøjde giver så gode muligheder for at komme frem i lettere terræn – også uden firehjulstræk. Man bliver ikke i samme grad hængende på toppen af et hjulspor. Det kunne medføre dårlige køreegenskaber på plan asfalt, hvor en Vitara trods alt vil befinde sig det meste af tiden for de flestes vedkommende. Men også hér har man glæde af Exclusive udstyret, som inkluderer nogle fancy sort lakkerede 17” alufælge.



Kører udmærket

Det er især ”17””, der betyder noget for køreoplevelsen. Normalt ville vi på ujævne danske provinsveje være mere glade for 16” fælge med mere affjedring i dæksiderne. Men faktisk fungerer 17” fælgene ret godt. De er også med til at reducere sidevindsfølsomheden, som er minimal i Vitara. Det skal den virkelig have roser for – der blæste en stiv vind i dele af testperioden og selv ved dansk motorvejsfart var det ikke noget, der rørte det fine køretøj.

 

Motoren var som indikeret benzin-udgaven på 120 hk. Vitara kan også leveres med en 120 hestes diesel. Der er flere store forskelle. Den umiddelbart iøjefaldende er 40.000 kroner mere ved køb. Dertil små 900 kroner mere i afgift, og så kan den køre 25 km/l i stedet for 18,9. En anden forskel er en større vægt. Ultimativt, hvis man vælger Vitara med 4-hjulstræk og dieselmotor, øges vægten med 225 kg, og man må så også køre med 1500 kg på krogen (mod benzinudgavens 1200 kg). Det er alt sammen udmærket, hvis det er det, man ønsker.

 

Vores valg

Men køreoplevelsen i benzinudgaven er god. Den lavere vægt gør den mere agil gennem kurverne. Benzinmotoren er støjsvag, den vibrerer ikke meget og den leverer kræfterne lineært, fordi den ikke har turbolader. Det betyder også, at man i praksis kan komme meget tæt på den officielle benzinøkonomi var vores erfaring. Hvis ikke man HAR brug for 4-hjulstræk og dieselmotor er benzinversionen det rette valg – efter undertegnedes mening.


Andre Suzuki prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på pilen og kør med en tur på Suzukis lille off-roadbane i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af Suzuki Vitara og fornem, hvad den nye Vitara er i stand til.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.



Model:

Suzuki Vitara 1,6 Exclusive

Listepris:

Kr. 264.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 ltr. Benzinmotor, 120 hk. 156 Nm/ 4400 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,5 sek./ 180 km/t/  18,9 km/l / 123 g/km

Længde:

4,18 m

Bagagerum:

375 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hillholder. 17” letmetal fælge. 7 airbags. Fjernbetjent centrallås med nøglefri entry. El-justerbare sidespejle m. varme. Adaptiv fartpilot. Klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Læderkabine. Sædevarme.. El-sideruder for og bag. Regnsensor. Bakkamera. Navigation 7” infotainmentskærm. Isofix.


Link til importøren


 

 

 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt