- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Suzuki Swift 1,2 GL Aircon 5dr stop/start

Skærpede linjer skærper konkurrencen


Tekst: Søren Clauding – november 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Suzuki har hvæsset kniven og strammet designet op på bestselleren Suzuki Swift. Det er man sluppet godt fra, især hvad angår linjerne bagtil. Og dermed har Suzuki, godt hjulpet af finanskrisen, også skærpet sin position som det billige alternativ til MINI.

 

En Suzuki Swift har nemlig mange lighedstegn med MINI. Kropsformen er ikke meget forskellig, køreoplevelsen om ikke identisk, så hænger Swift’en ganske godt på. I Swift er der oven i købet en smule plads på bagsædet. Og prisen er cirka det halve.

 

Egen identitet

Men dér hører sammenhængen også op. Swift har nemlig sin egen identitet, den skabte så at sige sin egen niche, da den blev introduceret for første gang i 2005. Mange sammenligner den med biler i samme prisklasse som f.eks. Peugeot 206/207, Opel Corsa, Toyota Yaris. Men der er en verden til forskel på de nævnte bilmærker og den kompakte, forhjulstrukne ”go-kart med karrosseri”, som Swift’en bedst kan betegnes som.

 

Første generation var frisk, frejdig, men også med visse feminine strejf, en smule pusse-nusset. Det er fjernet i den nye generation. En skarp (men fortsat en smule inkognito front) og endnu skarpere bagparti giver den igen sin egen identitet, nu er den blot drejet over imellem kønnene – selvom en moderne målrettet og selvstændig pige utvivlsomt vil kunne falde for en Swift, ligesom tilfældet var i 2005. Især hvis hun selv skal betale og ikke har en ”familiens anden bil” at disponere over, når der brug for eksempelvis lidt mere plads.

 

Funktionel og brugbar

For selvom Suzuki Swift ikke byder på oceaner af rummelighed, og forvandlingen til to-personers variant sker ved at lægge bagsæderyglænene ned oven på bagsæderne og dermed ikke efterlader et plant bagagerumsgulv, er Swift'en funktionel og brugbar til andet end at se godt ud i. Bagagerumskapaciteten kan øges fra godt 200 liter til 900 og bagklappen er bred, den slår højt op, men ikke længere end at man godt kan få en bule i panden, hvis ikke man passer på. En fast hattehylde, der kan blive stående i lodret position, når man skal betjene bagagerummet er én blandt mange gode detaljer. Også et reservehjul er der blevet plads til.

 

Interiøret er moderniseret, der er fine fralægningspladser rundt omkring, bl.a. over midterkonsollen og en hylde over handskerummet. Desværre kan rattet alene justeres op og ned og en smule mere benplads ville for en 1,8 meterhøj person være at foretrække, men dermed ville det være slut med muligheden for at have selv kortbenede bagsædepassagerer. Det er en speciel fornemmelse, at have så langt frem til forruden, men det giver en lethed i kabinen, mere luft om man vil.

 

Under lakken

Foruden det kraftige visuelle facelift er Swift årgang 2010/2011 også ændret under lakken.

 

Maskineriet på 1,3 og 1,5 liter er skiftet ud med en væver 1,2 liters motor, som i trit med tiden kan få bilen til at køre over 20 km/l – i hvert fald på papiret. Det udløser den laveste ejerafgift på 520 kr./år og er samtidig også hensynsfuld mod miljøet med et CO2 udslip på officielt 113 gram i den prøvekørte variant med start-stop teknologi (som for øvrigt virker udmærket).


 


Kører bedre

Den nye Swift er en anelse længere end forgængeren (9 cm – nu 3,85 meter) og akselafstanden er forøget med 5 cm. Desuden har den fået ny bagaksel. Det har givet den lidt større stabilitet ved høj fart, godt underbygget i kurverne af et mere vridningsstabilt karrosseri og ikke mindst en god indstyring. Køreoplevelsen er bedre end i forgængeren, kørekomforten også og støjniveauet er sænket. Fine store sidespejle gør orienteringen bagud nem og sikker. Og apropos sikkerhed, så har Suzuki Swift opnået 5 stjerner i EuroNCAP sikkerhedstesten.

 

Den prøvekørte 5-dørs GL version med aircondition og start-stop koster små 160.000 kroner, men en Swift kan fås helt ned til 130.000 kroner. Samme motor – uanset modelvariant!


 

 

 

 

Model:

Suzuki Swift 1,2 GL Aircon 5dr stop/start

Listepris:

Kr. 154.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,2 l benzinmotor. 94 hk. Stop-start system

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,3 sek./ 165 km/t/ 20,4 km/l /113 g/km

Længde:

3,85 m

Bagagerum:

211 liter

Diverse:

ABS. ESP. 7 airbags. Højdejusterbart læderrat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. 2 X Isofix. Radio med USB-indgang.


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt