- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: SEAT Altea XL 1,4 TSI Style Copa

Plads og udstyr for alle pengene


Af Søren Clauding – november 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SEAT Altea XL i Motorradioen


Det er snart fire år siden, vi sidst prøvekørte en SEAT Altea XL. Visuelt var bilen dengang blevet facelifted og derfor er der ikke foretaget de store ændringer siden da. Går man under motorhjelmen og studerer man udstyrslisten er tingene derimod noget anderledes.

 

SEAT Altea XL er nemlig kommet i en såkaldt Style Copa version, hvor man har blæst nyt liv i det stadigt smukke Altea-design. Samtidig er de fine funktionelle egenskaber bevaret og den prøvekørte variant havde den højeffektive 1,4 liters TSI motor i maskinrummet, så til en pris på 290.000 kroner er der næsten ikke et øje tørt. Normalt ville Stype Copa udstyret have fordyret bilen med omkring 8000 kroner yderligere – og i sammenligning med ”den korte Altea” er merprisen beskedne 7000 kroner.

 

God til plads

Og en SEAT Altea XL byder fortsat på rigtig meget plads. Den er 18,5 cm længere end den almindelige Altea, hvilket udmønter sig i 532 liter usædvanlig regulær bagageplads – noget som SEAT altid har været gode til – og lægger man bagsæderne ned, øges pladsen til 1,6 kubikmeter.



Under bagagerumsbunden er der oven i købet plads til et nødreservehjul – ingen dum idé, for et lappekit er ikke morsomt på en regnvåd efterårsaften (taler af erfaring…). Bagagerumsdækkenet er fuldstændig heldækkende og glider væk, hvis man trykker på kanten, bagklappen slår højt op, læssehøjden er lav og adgangen til bagagerummet tillader f.eks. store husholdningsredskaber og hårde hvidevarer at komme indenfor.


 


De 18,5 cm ekstra længde kommer også bagsædepassagererne til gode. Der er suveræn benplads og man kan få fødderne ind under forsæderne. Ret godt.

 

Maskinkraft og udstyr

Ellers er det først og fremmest maskinkraften og udstyret, vi hér sætter fokus på.

 

TSI-motoren klæder nemlig Altea’en. Den er vibrations- og støjsvag og forener gode fartpræstationer med en udmærket benzinøkonomi. De 100 km/t nås på 10,5 sekunder og tager man Altea XL’en ud på en langfart mod syd, kan man godt have glæde af topfarten på 194 km/t.

 

Undervognen kendes også fra andre af VW-gruppens biler og er fremragende. Man har formået at forene bilens relativt store højde med en overraskende blød affjedring, uden nævneværdigt tab af styrepræcision. Derfor er den både underholdende at køre, temmelig komfortabel og vil glimrende kunne håndtere også de højere hastigheder.

 

Kraftfuld oplevelse

Men især det brede momentområde er med til at give frihed i trafikbilledet. I kraft af turboladeren opnås et moment på 200 Nm, som er forholdsvis meget i en benzinmotor, over et omdrejningsinterval fra 1500 til 4000 omdr./min. Det giver en konstant og kraftfuld oplevelse, hver eneste gang man træder på speederen.



Style Copa-udstyret inkluder 2-zone klima anlæg, sædevarme, fartpilot og 16” alufælge. Heldigvis er alufælgene ikke større, for den undervogn, Altea XL er udrustet med, er ikke så tilgivende som f.eks. den MQB-undervogn, som den nye SEAT Leon er baseret på. Derfor har dæksiderne stadig en del af affjedringsopgaven og det klarer de udmærket.

 

Det øvrige udstyr

I den seneste generation af Altea XL er også navigation med berøringsskærm standard. Skærmen er ikke så stor, men den er let læselig. Også Bluetooth, lys- og regnsensor, automatisk nedblændeligt bakspejl og p-sensor bag er standard. Heldigvis, for udsynet bagud i en Altea kunne være bedre, især på Xtra Large modellen. Den prøvekørte variant var yderligere udrustet med Xenon forlygter, som givet er ekstra godt kørelys i mørke.

 

På minussiden, hvis man kan lide at sidde lavt i førersædet, tæller en forholdsvist højt placeret midterkonsol med armlæn, anbragt mellem forsæderne. Den er i vejen, når man skal skifte gear. Men hæver man førersædet, elimineres problemet.

 

I øvrigt kan Altea XL fortsat fås for 225.000 kroner. Da er den udrustet med den velkendte 105-hestes motor. Også et udmærket køb, fordi få af konkurrenterne tilbyder så meget plads for så relativt beskeden en pris.

 


Model:

SEAT Altea XL 1,4 TSI Style Copa

Listepris:

Kr. 289.700

Motor og transmission:

4 cyl. turbobenzin 1,4 l. 1125 hk. 200 Nm/1500-4000 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,5 sek./ 194 km/t/ 15,4 km/l /152 g/km

Længde:

4,47 m

Bagagerum:

380 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 16” alufælge. Hillholder. Opvarmede sprinklerdyser. Tågeforlygter med svingfunktion. Fjernbetjent centrallås. Fartpilot. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Sædevarme. Touch-screen navigation. Regn- og lyssensor. 2 X Isofix. P-sensor bag. Bluetooth.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt