- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Renault Laguna Sport Tourer 2,0 dCi Exception

Stor og elegant – kører som en drøm


Af Søren Clauding – september 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Renault Laguna er en stor mellemklassebil og som stationcar – Sport Tourer – bliver den endnu større. Det kniber lidt med bagsædepladsen, men bortset fra det får man meget bil for de 420.000 kroner, den koster med den største motor i modelprogrammet. Og så kører den som svæver man på en sky.

 

Man får en ualmindelig elegant stationcar med i købet. Det gør man bl.a. fordi Renault har valgt at bygge Laguna’en ualmindelig strømlinet. Det strømlinede design inkluderer agterpartiet, hvor den tophængslede bagklap skråner meget fremover, faktisk så meget, at det kun er den nederste del af bagklappen, der står nogenlunde lodret. Det indebærer i øvrigt, at bagklappen slår så højt op, at man skal være over 1,9 meter for at pande hovedet ind i klappen, når den er åben. Det indebærer så også, at man ikke kan søge meget ly for regn under den. Men pænt ser det ud.

 

Masser af regulær bagageplads

Selve bagagerummet er også stort. 508 liter, der kan forstørres til hele 1,6 kubikmeter. Tal, der ikke bare er officielle dimensioner men udtryk for stor brugbarhed, dels fordi bagagerummet er regulært, dels fordi bagsæderyglænene (som løsnes via let betjente greb helt bagest i bilen i hver side) byder på en helt plan bagagerumsbund, når de er foldet ned.

 

Oven i købet kan det fuldstændig heldækkende bagagerumsdækken (det hindrer ethvert indsyn, fordi det følger en skinne i hver side) gemmes væk under bagagerumsbunden, når det ikke er i brug. Dejlige funktionelle løsninger, som optimerer anvendelsen af den megen plads.

 

Hvor kommer så den megen plads fra? Svaret er givet i 1. afsnit: Fra bagsædet. To velvoksne nordiske typer kan ikke sidde bag hverandre i kabinen. Det er ganske enkelt ikke benplads og især ikke fodplads nok på bagsædet. Omvendt kan to knap så velvoksne personer gøre det uden problemer, så det handler meget om de individuelle behov, bilen skal dække. Det skal så tilføjes, at når man har fået sat sig ind på bagsædet, er der god plads over skuldrene, god plads i højden og i øvrigt underbygger et lyst loftsbetræk, at man ikke føler sig klemt på bagsædet, hvis man altså ikke lige er det…

 

Enkelt, sobert og elegant

Interiørdesignet er i det hele taget dejlig enkelt, sobert og elegant. Det er også funktionelt – der er f.eks. kanaler i midterkonsollen, der leder den airconditionerede luft fra klimaanlægget om til bagsædepassagererne, når de ønsker det. I bilen finder man noget nær jordens største handskerum. Desuden er der 12 Volts udtag overalt – en fransk bil er skabt i elektronikkens verden.

 

I maskinrummet var der på den prøvekørte udgave af Renault Laguna Sport Tourer en 175 hestes dieselmotor. Det er den største motor i programmet, som alene inkluderer dieselmotorer og én udstyrsversion.



Studerer man imidlertid specifikationerne, som ikke er tilgængelige i den officielle brochure men nu kan findes på www.renault.dk, kan man konstatere, at accelerationen til 100 km/t tager eksakt ligeså lang tid med en 175-hestes motor som med en 150 hestes. 10 sekunder hver især. Hvorfor så betale over 30.000 kroner mere for den kraftigere motor, som oven i købet kører kortere på literen?

 

Automatgear følger med

Fordi der følger automatgear med i købet!

 

Et traditionelt – men i øvrigt ret godt virkende – automatgear sluger energi, så i stedet for at affinde sig med, at bilen er langsommere, når man bestiller den med automatgear, får man blot en motor med flere kræfter. Så accelererer den ligeså hurtigt og kan oven i købet køre 5 km/t hurtigere – men bruger altså også lidt mere dieselolie, som det er helt naturligt for en bil med traditionelt automatgear.

 

Men det aller vigtigste købsargument for den, der forelsker sig i en Laguna, er dens køreegenskaber. På et råt og brutalt underlag absorberer affjedringen ujævnhederne, så man næsten ikke mærker dem. Og når underlaget er plan asfalt, forvandles asfalten på et øjeblik til en sky. Sådan føles det i hvert fald – dog ikke i kurverne, for trods den komfortable og stødabsorberende affjedring bider Laguna’en sig rigtig godt fat i kurverne og styrer uden opsætsighed bilen derhen, hvor føreren vil have den. Fremragende indstyring i kurverne, fremragende stabilitet og da en Laguna ikke er nogen racerbil kan der heller ikke sættes fingre på, hvordan den ter sig ud af et sving.

 

Med mindre en bedre brændstoføkonomi og dermed også lavere CO2 tal er højt prioriteret på listen over krav, bilen skal tilgodese, er Laguna Sport Tourer i topversionen klart det bedste køb.


 

 

 

 


Model:

Renault Laguna Sport Tourer 2,0 dCi Exception

Listepris:

Kr. 420.500

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 173 hk. 360 Nm/2000 omdr./min. 6-trins aut. Gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,0 sek./ 215 km/t/ 16,4 km/l /159 g/km

Længde:

4,80 m

Bagagerum:

508/1593 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. UCL understyringskontrol. 6 airbags. 17” alufælge.  Multijusterbart læderrat. 2-Zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. 2 X Isofix. Sølvfarvet tagræling.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt