- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Renault Grand Modus 1,5 dCi Expression

Anex på hjul


Tekst: Søren Clauding – december 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Renault Grand Modus er sund fornuft for den unge, aktive familie med behov for plads til en fornuftig pris. Men hvordan er den på langturen mod syd. Vi prøvede…

 

Det var ikke uden grund, at Grand Modus skulle ud og luftes på de tyske motorveje. Den er nemlig typisk en bil, som fuldt ud vil opfylde sin mission – på danske landeveje og i bytrafik. Den er den daglige brugsbil, som foruden at være utrolig rummelig – den måler bare godt og vel 4 meter i længden – har et variabelt interiør og en masse gode funktionelle løsninger, der gør at bilen er et slags forlænget hjem, et anex med hjul på.

 

Utrolig rummelig

Inden for de beskedne ydre dimensioner disponerer man over et bagagerum, der rummer fra 310 til 410 liter, afhængig af hvor meget benplads man vil tildele bagsædepassagererne. Vil man slet ikke have passagerer med bagi, kan man disponere over helt op til næsten halvanden kubikmeter – det er faktisk en hel del!

 

Det hele er let at håndtere, så bilen kan varieres undervejs.


 


På siddepladserne er der god plads overalt. God plads over skuldrene, god plads til benene. To minus’er set fra førerpladsen er centerinstrumentering, som vi aldrig bliver begejstrede for, og et rat, der kun kan justeres i højden. Det indebærer, at man er tvunget til at sidde mere lodret end ellers. For nogen er det et problem, for andre ikke.



 

Meget bil for pengene

Grand Modus er ikke bare kompakt og utrolig rummelig, den er også til at komme i nærheden af for penge. Den billigste variant koster vare 160.000 kroner og er udstyret med en 75-hestes 1,2 liters motor, der går små 17 kilometer på en liter benzin. Den prøvekørte variant koster 30.000 kroner mere, har 7 færre hestekræfter, men til gengæld et godt bundtræk. Det er selvsagt en dieselmotor, der så også går 21,7 km/l. Officielt i hvert fald.


Der er ikke meget plads at arbejde på, når motorhjelmen åbnes i en Grand Modus.

Med en længde på bare 4 meter er Grand Modus let at finde parkeringsplads til.


Langturen skulle afsløre, at brændstoføkonomien er udmærket ved moderat hastighed. Ikke 21,7 km/l, snarere 17-18. Men er man utålmodig

og sætter farten op til de små 160 km/t, Grand Modus kan spadsere på en tysk motorvej, forringes økonomien til 12-13 km/l. På langturen med en del motorvejskørsel men også landevej og bykørsel lå gennemsnittet på 15-16 km/l. Egentlig slet ikke så dårligt.

 

Sidevindsfølsom

Til gengæld skal man alliere sig med vejrguderne og sikre, at det ikke blæser. I sidevind er den ikke morsom. Den kan sagtens styres, men det er trættende, at vinden i en uendelighed rykker i bilen. Kørekomforten er generelt OK, bilens størrelse og funktion taget i betragtning. Man har strammet undervognen op til ”europæisk standard”, men små ujævnheder føles for meget. På den anden side tør vi ikke tænke på, hvordan sidevindsfølsomheden havde været, hvis affjedringen var blødere. Sjovt nok er der ingen problemer over større ujævnheder. Men alt i alt er det ikke køreegenskaberne, der trigger ved en Renault Grand Modus. Støjniveauet er ikke lavt, men det skyldes fortrinsvis vinden – motoren hører man ikke meget til, selv ved høj fart.

 

Udstyret er udmærket til en langtur. Mange fralægningsrum, og det komfortudstyr, som man kan forvente at finde i en bil til den pris. Udstyret inkluderer bl.a. sædevarme. Det var så også særlig nødvendigt i den prøvekørte bil, for varmeanlægget kunne ikke finde ud af at sende varme ned imod gulvet. Et typisk Renault fænomen: der er næsten altid en eller anden og typisk elektronisk dims, der ikke virker, men det kan værkstedet vel finde en løsning på, og derefter er Grand Modus et sundt og fornuftigt køb.


Modelnavn:

Renault Grand Modus 1,5 dCi Expression

Listepris:

Kr. 392.596

Motor/ transmission:

4 cyl. 1,5-l common-rail turbo-diesel, (68 hk, 160 Nm/1700 omdr./ min). 5 gear.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ brændstoføk/ CO2:

15,7 sek/ 158 km/t/ 21,7 km/l 120 g/km

Længde

4,03 m

Bagagekapacitet

530/4200 l

Diverse:

ABS. ESP. EBV. 6 airbags. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. Højdejusterbart rat. 2 X Isofix.


Vinduesstolpen dækker for sidespejlet i højre side.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt