- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Peugeot 407 Premium 2,0 HDi

Ansigtsløftet succesbil


Tekst: Søren Clauding – februar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke til at se det, men den nye årgang Peugeot 407 har fået en ansigtsløftning. Man skal i hvert fald være kender for at få øje på ændringerne. De er kosmetiske, de shiner måske indtrykket en smule op. Men det centrale ved 407’eren er, at den, krise eller ikke krise, fortsat vil være en af danskernes foretrukne mellemklassebiler.

 

Årsagen er meget enkel: dens design adskiller den markant fra andre mellemklassebiler på markedet. Er man brændt varm på 407’eren, findes der stort set ingen alternativer, det skulle måske lige være en Citroën C5, men det er samme koncern (PSA), der står bag de to, så det er vel egentlig ikke så mærkeligt.

 

Eksklusiv udstråling

407 er elegant, den er ikke en bil, der skammer sig eller som ejeren behøver skamme sig over. Den udviser foruden elegance både dynamik og har eksklusiv udstråling som en vigtig del af sin identitet. Den ultra aerodynamiske kileformede silhuet gør den unik i bybilledet.



 

Den status vil den formentlig fortsat have. Dens eneste problem er, at der kører så mange 407’ere på vejene, at man på en måde har vænnet sig til dem. Det gør ikke bilens udtryk mindre stærkt, men vi som beskuere har nok svært ved at blive ved med at klappe i hænderne. Det er måske ret beset også lige meget – for en bil har trods alt funktionelle egenskaber, som de fleste formentlig køber den for. Egenskaber, der handler om at kunne transportere på en fornuftig måde – og hér rammer 407’eren ligeså godt som enhver anden bil – og det fører så igen hen til, at det alligevel er designet, det visuelle indtryk, der afgør købet.

 

Premium valg

Nok filosofi for denne gang: En 407 er en stor bil, den ligger på kanten til luksusklassen og derudover er der, hvad udstyr angår, ikke meget, kunderne kan vælge imellem, for den sælges kun i en ”Premium” udstyrsversion og det inkluderer stort set alt, hvad man kan forvente sig af en bil, der udrustet med en 140-hestes turbodieselmotor kan erhverves for 325.000 kroner.

 

Dieselmotoren er fremragende, som Peugeot har det for vane at skabe dem. Og da den ligger prismæssigt så tæt på f.eks. en tilsvarende 140-hestes 2-liters benzinversion (den er blot 30.000 kroner billigere) er der noget at hente, uden at man behøver at have et kolossalt kørselsbehov.

 

Gode præstationer

Årsagen er bl.a. at man kører 17,5 km/l på diesel kontra benzinversionens 12,3 km/l. Fartmæssigt klarer benzin’eren sig en anelse bedre, men det er marginalt. Til gengæld har dieselmotoren et herligt bundtræk, som måske er lige før det er for meget af det gode, hvis det er en smule glat på vejen. Men de fine forbrugstal er både gavnlige for miljø og pengepung – ikke mindst ejerafgiften, der helt usædvanligt er lavere for dieselbilen en for den tilsvarende benzin-version (blot et par hundrede kroner, men lidt har jo også ret). Anskaffelsesprisen er i øvrigt uændret, sammenlignet med sidste årgang.

 

Interiøret i en 407 er elegant, men taget i betragtning, at bilen måler 4,68 meter i længden, er der for lidt plads til bagsædepassagerer med lange ben. Sidespejlene er også ret små og bagagerumsåbningen kunne man ønske var større – men det er et af de valg, man forholder sig til, når man vælger sedan frem for eksempelvis en stationcar.

Pianolak på midter konsollen og andre steder er en nyhed på 2009-udgaven af Peugeot 407

 

 

 

 

 

 

 

 

 


En ikke særlig flatterende detalje er de rustne skivebremser, som tydelig ses gennem alufælgene. Løsning: Alufælge med tættere eger!

 

Komfortabel og styresikker

Køreoplevelsen er særlig for Peugeot. En god blanding af en udmærket stødabsorberende affjedring, beskeden krængning og fin styrepræcision, som ikke mindst kan tilskrives dobbelte wishbone hjulophæng fortil. Pudsigt nok har man valgt et baghjulsophæng baseret på en enkelt wishbone og skråtstillede skruefjedre. Køredynamikken er ikke det, der scorer højest, men kedelig kan man på ingen måde sige, at 407’eren er. Den tungere dieselmotor ude fortil kompenseres der for, så vidt vi kan mærke, gennem en lidt strammere forvogn – og det er egentlig ikke det værste, man kan gøre ved en 407.


Model:

Peugeot 407 Premium 2,0 HDi

Listepris:

Kr. 324.990

Motor:

4 cyl. 2 l. common-rail diesel. 140 hk – 320 Nm ved 2000 o/min. 6 gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2:

9,8 sek/208 km/t/

17,5 km/l /150 g/km

Længde:

4,68 m

Bagagerum:

432 liter

Div. udstyr:

ABS. ESP. EBD. EBA. 17” alufælge. 7 airbags. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg med køl i hanskerummet. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder. Sædevarme. Isofix. Fartpilot.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt