- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Peugeot 407 2,7 HDi Coupé

Den er smukkest i landet hér...


Tekst: Søren Clauding

Foto: Vivi Siiger - klik på billederne og se dem større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange mener at den smukkeste bil lige nu er Peugeot 407 Coupé. Vi er ikke utilbøjelige til at give dem ret – i hvert fald når man bevæger sig indenfor en rimelig prisklasse. Selvom Peugeot 407 Coupé ikke er helt billig, holder den billigste version sig dog på den rigtige side af den halve million. Men foruden et smukt design får man også en masse hightech med i købet. Det gør prisen helt attraktiv.

 

Peugeot 407 Coupé er naturligvis skabt på grundlag af 407’eren. I princippet er frontpartiet på de to biler ens – men en række detaljer er forskellige. Som sådan er Coupé’en en helstøbt bil og helt sin egen.

 

Designernes frihed

Der er tale om en stor bil – og størrelse giver som altid designerne større frihed. Det må føreren så siden hen finde sig i, men i praksis er det kun i tæt bytrafik, eller egentlig kun når man skal parkere, at man ind imellem kunne have tænkt sig en lidt mindre bil. Størrelsen giver ikke kun designmæssige friheder, størrelse giver også teknologiske friheder og det medfører igen en række praktiske løsninger.

 

Bag det smukke ydre gemmer der sig dobbelte wishbone hjulophæng, som er med til at optimere køreegenskaberne. Store biler er ofte meget komfortable – det gælder også 407 Coupé. Og så har man også fået plads til et stort bagagerum.

 

Bagsædepladsen

Det eneste man ikke har fået plads til er bagsædepassagererne. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Man kan være der og i kraft af lidt fiksfakserier som stor sædedybde opnås både en vis benplads og mulighed for ikke at ramle ind i loftpanelerne. Men komfortabelt – det skal ingen kalde det. Det samme gælder indstigningsforholdene – til trods for at 407 Coupé er udstyret med en stor sidedør i hver side, en dør der er så stor, at med god rygvind er den næsten ikke til at få lukket i og med god modvind er den næsten ikke til at åbne. Men det er Coupé’ens minus og det gælder de fleste af slagsen.

 

Dieselmotor

Usædvanligt er det til gengæld, at udstyre en Coupé med en dieselmotor. For en Coupé er ikke bare en smuk bil, det er også en lækker bil at køre i. Det stemmer normalt ikke sammen med dieseldrift. Men i 407-tilfældet er normalt ikke normalt. Den kraftige 2,7 liters turbodiesel med over 200 hestekræfter, som den prøvekørte version var udrustet med, er nemlig så blid, så lydløs og så smidig, at den kan hamle op med en hvilken som helst benzinmotor med samme styrke. Den kører blot meget længere på literen. Det understreges igen og igen af Peugeot, at de kan det der med dieselmotorer. Det er i øvrigt samme maskineri som ligger i den store 607 og hér er oplevelsen ligeså overbevisende.

 

Gigantisk udstyr

Udstyret er på komfortsiden på det nærmeste fuldendt. Det omfatter alt lige fra 18” alufælge og 235 mm brede lavprofildæk til ”parkeringsradar” (som nu også vanskeligt kan undværes, for udsynet bagud er ikke så fremragende). I flæng kan nævnes el-justerbare automatisk

 


2,7 liters V6’eren er dieseldreven og passer perfekt til oplevelsen af Peugeot 407 Coupé.

Den store bil har givet designerne mulighed for at skabe en af de smukkeste biler i en opnåelig prisklasse.

 

Bagpartiet skjuler et bagagerum på 400 liter.

 

De store sidedøre uden vinduesrammer giver gode indstigningsforhold til den lækre kabine – for forsædepassagererne i hvert fald.


sammenklappelige sidespejle, bi-zone klimaanlæg med køl i handskerummet, Xenon-forlygter med automatisk højdejustering, automatisk katastrofeblink ved nødbremsning, læderrat og 7 airbags (inkl. knæairbag ved ratstammen).

 

Og som om det ikke var nok, er undervognen elektronisk styret, så de i øvrigt fremragende køreegenskaber tilpasses det øjeblikkelige behov. I praksis f.eks. således, at ligeud kørsel betyder komfortabel affjedring og en pludselig drejning medfører ligeså pludselig opstramning af undervognen, så styreegenskaberne bliver super præcise.

 

Den billigste 407 Coupé er udstyret med en 2,2 liters benzinmotor og koster 440.000 kroner (den har det meste af det nævnte udstyr, men ikke den elektronisk styrede undervogn). 2,7 liters HDi’en koster 583.000. Merprisen er det hele værd. Men har man ikke muligheden, så er 407 Coupé 2,2 stadig ligeså smuk som den dyre version og skønhed kan der som bekendt ikke sættes kroner og øre på.

 

 

Model:

Peugeot 407 Coupé 2,7 HDi

Listeris:

Kr. 583.000

Motor:

V6. 2,7 liter. 204 hk. 440 Nm v. 1900 o./min. Aut.gear.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

brændstoføk:

9,0 sek/225 km/t/

11,8 km/l

Længde:

4,82 m

Bagagerum:

400 liter

Div. udstyr:

ABS. ESP. EDS. ASR. Elektronisk styret undervogn. 7 airbags. Multijusterbart læderrat. 2 zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme – aut. sammenklappelige. El-ruder for og bag. Xenon forlygter.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt