- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Peugeot 308 Allure 1,6 eHDi 116 hk

Genial mellemklassebil


Af Søren Clauding – april 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke så mærkeligt, at Peugeot 308 i sidste måned blev kåret til ”Car of the Year” i Europa. Den bil er nemlig gennemført genial. Det havde vi allerede et klart billede af ved de første internationale prøvekørsler af 308’eren sidste efterår (læs de første internationale prøvekørsler af Peugeot 308 hér >>>), og det blev i den grad underbygget af køreturene på det danske vejnet.

 

Ikke mindst kørekomforten blev her sat på prøve og bestod med glans. Peugeot har valgt en forholdsvis eftergivende affjedring, som absorberer ujævnheder utrolig godt. Kombineret med 16” fælge, optimeres affjedringskomforten til det næsten perfekte (under testkørslerne i Alsace havde bilerne 18” fælge). Det er nemlig ikke gået ud over styrepræcisionen, som tager udgangspunkt i PSA’s nye tekniske ”EMP2” platform. Årsagen er formentlig at 308’eren har tabt sig 140 kg.

 

27 kilometer per liter dieselolie

Den prøvekørte udgave var udstyret med 1,6 liters PSA-motoren, der i Danmark er specificeret til 116 hk, men er samme motor, som vi tidligere har prøvet med 115 hk som det officielle tal. Det er en glimrende dieselmotor, som gør det muligt at køre 27 km/l – lydløst, trækvilligt og forbilledligt.



Den nye Peugeot kører godt. Det er i sagens natur genialt. Men den fungerer godt i enhver henseende. Det såkaldte i-cockpit med lavt placeret rat og instrument-view over ratkransen kan vi ikke ofte nok rose til skyerne.



Det er logisk, det giver god siddestilling med sænkede, afslappede skuldre, det giver stor sikkerhed pga. af kort blik-vandring fra kørebane til de vitale instrumenter. Kun er vi ikke så bjergtagede af, at omdrejningstællerens viser bevæger sig mod uret ved stigende omdrejningstal. Det er ulogisk og må tilskrives et fransk designflip. I praksis er det dog uden betydning.

 

Hele cockpitdesignet er yderst stilrent, mængden af knapper reduceret til dem, man har øjeblikkelig brug for og ikke kan søge tilstrækkelig hurtigt på skærmen.

 

Pladsfordeling

Der er god plads på forsæderne. Helt det samme kan ikke siges om bagsæderne. Jo, i forhold til dem, som 308’eren sammenligner sig med, VW Golf, f.eks. og Toyota Auris. Men hvorfor ikke tage skridtet helt ud og revolutionere kabinedesignet, når nu alt det andet er så godt.

 

Nå, der skal jo også være plads til forbedring…

 

En del af pladsforklaringen findes imidlertid i bagagerummet, som tilbyder 470 liter regulær bagagekapacitet. Det er rigtig flot af en bil, der måler 4,25 meter i længden og kan kategoriseres som en ”flad personbil” (vs. de kompakte SUV’er som f.eks. Peugeot 3008).

 

Effektiv linjeføring

Udvendig er Peugeot 308 ikke så spændende som indvendig. Men den er effektiv. Lav luftmodstand og klassisk linjeføring kan hurtigt vise sig at være den holdbare løsning. Og da man som ejer tilbringer sin tid indvendig i bilen, er det til bære – og kedelig er den da heller ikke. Især ikke med de ”diamant-fælge” i letmetal, som er en del af Allure udstyret.



Allure udstyret og dieselmotoren i skøn forening øger listeprisen på den prøvekørte version til 300.000 kroner. Den billigste 308 koster totredjedele deraf, men så er udstyret også ret basalt og effekten på 82 hk slet ikke i overensstemmelse med bilens kørepotentiale.

 

Godt udstyr

Man får da også temmelig meget for pengene, udover æren af at sponsere den danske statskasse med mere end halvdelen af beløbet. Allure i sig selv koster 30.000 kroner mere end Active-niveauet og omfatter gode sportssæder, multifunktionsrat, p-sensor også foran, elektrisk håndbremse og ikke mindst et fremragende navigationsanlæg.



Sidstnævnte fungerer rigtig godt og den store 9,7” indbyggede tablet-skærm er stort set refleksfri, næsten uanset hvordan man forsøger at fange solens stråler. Det er også genialt. En enkelt detalje undrer: Hvorfor kan sikkerhedsselerne ved forsædet ikke indstilles i højden… Tjah, man kan jo bare tilpasse sædets position, men det er jo ikke sikkert at man derefter er tilfreds med resultatet. Prøv selv…

 


Model:

Peugeot 308 Allure 1,6 eHDi 116 hk

Listepris:

Kr. 299.990

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 1,6 l. 116 hk. 285 Nm/1750 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,2 sek./ 196 km/t/ 27,0 km/l /95 g/km

Længde:

4,25 m

Bagagerum:

470-1309 liter

Diverse:

ABS. EBD og EBA. ESP. HDC. Hillholder. 16” alufælge. Tågelygter for og bag. P-sensorer for og bag. 6 airbags. Sportssæder. 9,7” berøringsskærm. Navigation. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med -begrænser. Regnsensor. Isofix.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt