- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik i billederne og se dem større


Biltest:

Opel Corsa 1,4 Turbo Sport Edition 120 hk 3d

Opel i kamp om småbilskunderne


af Søren Clauding - februar 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Egentlig burde vi have kørt en tur i en Opel Corsa Limited. Det er imidlertid en såkaldt tilbudsmodel, og sådan en var der ikke til rådighed – vi gætter på at Opel har solgt dem, de havde, for med en tilbudspris på 100.000 kroner for en fuldgyldig B-segment bil, har Opel for alvor begivet sig ind i kampen om kunderne i småbilsklassen. Tilbuddet kører dog fortsat.

 

Den prøvekørte model havde så meget mere udstyr og en større motor. Men den havde kun en enkelt dør i hver side og det er interessant at forholde sig til med tanke på billig-tilbudene.

 

Overgår minibilerne

Der langes nemlig den ene bilnøgle over disken efter den anden i denne tid. Og i to ud af tre tilfælde er bilen, nøglen passer til, en absolut minibil, en A-segmentbil, som det hedder, der typisk måler omkring 3,6 meter i længden. Mange af de biler har kun siddepladser til fire personer, mange af dem har også kun én dør i hver side – hvilket gør det til et akrobatisk kunststykke at begive sig ind på bagsædet.

 

Men hvis man nu ikke køber bilen for at betjene flere end to personer, så er bagsædeakrobatikken selvfølgelig ligegyldig.

 

Meget mere plads og funktion

I en Opel Corsa til 100.000 kroner får man en 65-hestes benzinmotor, der kan få bilen til at køre 19,6 km/l. Det er ikke meget forskelligt fra de allermindste og allerbilligste. Men i Corsa’en får man meget mere plads. Den måler 4 meter i længden og dermed bliver bagagerummet pludselig 285 liter stort (og det kan øges til over 1 kubikmeter), så det kan også bruges til andet end at sætte håndtasken i.



Man får også multijusterbart rat og 4-vejs justerbart førersæde, som gør det væsentligt lettere at finde den rette siddeposition. Standardudstyret inkluderer desuden fjernbetjent centrallås, elektrisk drevne sideruder og ikke mindst: Åbning af bagklappen fra passagersædet.

 

Store sidedøre

Men altså kun én dør i hver side. Det er imidlertid en stor dør, og da forsæderne kan skydes fremad, er adgangen til bagsædet, hvor der må sidde fem personer, ikke så besværlig endda. Naturligvis hjulpet af, at bagsædepladsen i sig selv er væsentlig bedre end i småbilerne.

 

Der er dog ét punkt, som mange glemmer at forholde sig til, mens man kikker på bilstørrelse og økonomi: Opel Corsa kører markant bedre end en hvilken som helst af småbilerne. Ikke dermed sagt, at de små ikke kører bedre end tidligere, men der er fortsat et spring i køreegenskaber op til en Corsa, som, skal det tilføjes, nu også kører ekstraordinært godt.

 

Større sikkerhed

Bedre køreegenskaber giver bedre kørselskomfort og større sikkerhed. Med bedre køreegenskaber vil man nemlig have lettere ved at håndtere en kritisk situation i trafikken.

 

Det gælder alle Corsa’er. Den, vi havde anledning til at prøvekøre her og nu, var så godt nok noget dyrere. Temmelig meget faktisk. 188.000 kroner, oven i købet bestykket med udstyr oveni for 45.000 kroner. En stor del af prisen er et direkte sponsorat af den danske stat i form af afgifter. Men man får allerede uden ekstraudstyret en god portion fordel for merprisen på de 88.000 kroner.

 

Sportsundervogn

Standardudstyret i Corsa 1,4 Turbo Sport Edition inkluderer nemlig aircondition, sportssæder, læderrat, sædevarme, tågeforlygter, 16” alufælge, varme i sidespejlene og ikke mindst en sænket og opstrammet sportsundervogn, som giver en mere kontant og direkte berøring med underlaget.

 

1,4 liters turbobenzinmotoren i maskinrummet er en glimrende maskine, som trækker godt over hele omdrejningsområdet, den er støjsvag og gør det muligt at køre 18,2 km/l. Egentlig ikke så ringe. 10,3 sekunder bruger den på at nå de 100 km/t. Det tal udtrykker ikke helt oplevelsen, for pga. turboladeren har man den samme fornemmelse som i en dieselbil (næsten), med et ordentligt puf bagi, når motoren får lov at folde sig ud ved lave hastigheder.


Opel Corsa i Motorradioen


 

 


Model:

Opel Corsa 1,4 Turbo Sport Edition 120 hk 3d

Listepris:

Kr. 187.990

Motor og transmission:

4 cyl. turbo benzinmotor 1,4 l. 120 hk. 250 Nm/1750-4800 omdr./min. Sportsundervogn.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,3 sek./ 195 km/t/ 18,2 km/l /129 g/km

Længde:

4,00 m

Bagagerum:

285-1050 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 16” alufælge. Tågeforlygter Multijusterbart læderrat. 6 airbags. Sportssæder. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. Mørkttonede bagruder.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt