- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

Nissan Pulsar 190 Tekna R

Sikker fart i familieklæder


Af Søren Clauding – oktober 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også: Nissan Pulsar DIG-T 115 6 MT Tekna 2015

Andre Nissan prøvekørsler - find dem hér >>>


Hvis ikke det lige var for de fine 18 tommer alufælge, ville det være svært at forestille sig, at Nissan’en på billederne her på siden er mere end almindelig. Nissan Pulsar har vi tidligere prøvekørt (se f.eks. prøvekørslen af Nissan Pulsar Tekna R hér >>>), og det er måske ikke fair at kalde den for en almindelig bil, faktisk er den en velkørende, nydelig og funktionel bil med utrolige pladsforhold, pakket ind på de 4,39 meter den måler i længden. Men i Tekna R udgaven med 190 hestekræfter på forhjulene sker der en forvandling.

 

De funktionelle og praktiske egenskaber, som vi tidligere har bevaret, beholder den. Men med 190 turboheste under motorhjelmen bliver Pulsaren på det nærmeste til en helt anden bil. Specifikationerne taler deres eget sprog: 0-100 km/t på 7,7 sekunder og 217 km/t på toppen. Hvad specifikationerne ikke fortæller er, at de store fælge i kombination med den velafstemte undervogn også gør bilen både sikker og underholdende at køre i.

 

Det store spørgsmål er, hvornår Nissan tager skridtet fuldt ud og leverer en regulær sportsudgave af Pulsar, så den også ser ud som den er og ikke bare er godt skjult fartpotentiale i familiebils-antræk.



Smidig og kraftfuld

Motoren er en 1,6 liters 4-cylindret turbo benzinmotor. Foruden de mange hestekræfter præsterer den også et drejningsmoment på imponerende (for en benzinmotor) 240 Nm. Men endnu mere imponerende er det, at momentet fastholdes på det niveau fra blot 1600 og helt op til 5200 motoromdrejninger i minuttet.

I praksis giver det en uforlignelig smidighed, som også ved mere moderat kørsel opleves som en lethed, f.eks. når man under overhaling ved almindelig landevejsfart får manøvren overstået i en gevaldig fart. Det er også en stor sikkerhed. Hestekræfter er sjovt, men kræfter er desuden en sikkerhedsfaktor, hvad mange måske ikke helt forstår – det skal opleves.



Dansker-affjedring

Nissan Pulsar er født med forøget frihøjde, sammenlignet med almindelige flade personbiler. Det hænger normalt ikke sammen med godt vejgreb til hurtig kørsel, hvor man tilstræber lavt tyngdepunkt, mindst mulig frihøjde og en stram affjedring.

 

Men da virkeligheden, i hvert fald i Danmark, er, at de allerfleste provinsveje ikke er særlig plane – de er ujævne, uforudsigelige og ændrer ustandseligt karakter og friktion – opleves den hurtige Pulsar som utrolig velegnet til at sno sig gennem det danske landskab på en underholdende måde.

 

Affjedringen og muligheden for større fjedervandring i kraft af den store frihøjde viste sig rigtig god til at håndtere de ujævne veje, til trods for lavprofildækkenes naturlige præferencer for helst at rulle på super plan nylagt asfalt. Og torque vectoring systemet, som dirigerer motorkræfterne hen til det hjul, der har mest brug for dem, spiller perfekt sammen med den gode affjedring.

 

Sikkerhed i enhver forstand

Den gode vejbeliggenhed er også en vigtig sikkerhedsmæssig faktor. Og i sammenhæng med hele paletten af sikkerhedsudstyr, der er indeholdt i Nissans såkaldte Safety Shield (Moving Object detection, vognbaneassistent, automatisk nødbremse osv.) får begrebet ”sikkerhed” en stærk betydning i en Pulsar. Om natten er man desuden hjulpet af fremragende kørelys frembragt af LED-forlygter.

 

Og så begynder tingene for alvor at hænge sammen: Hvilken familie ønsker ikke den bedst mulige beskyttelse af alle familiemedlemmer? I Pulsar 190 Tekna  R optimeres sammenhængen af sikkerhedsudstyr med bilens grundliggende køreevner (vejbeliggenhed og motor – og en fin gearkasse, ikke mindst). Det har alle glæde af. I øvrigt har Pulsar opnået 5 stjerner i den seneste EuroNCAP sikkerhedstest.

 

Økonomien stemmer

Nissan har endvidere formået sådan nogenlunde at holde styr på brændstofforbruget. 16,9 km/l, som dog er vanskelige at opnå i praksis, med mindre man virkelig giver afkald på hele det fartpotentiale, 190 Tekna R er født med, er OK. Og så kan man jo glæde sig over de faldende benzinpriser.

 

Anskaffelsesprisen på 340.000 kroner er helt i overensstemmelse med det, man får for pengene, ikke mindst fordi bekvemmelighedsudstyret også er ret omfattende. Konkurrencen i den prisklasse er imidlertid stor og man skal være meget bevidst om, hvilke opgaver, man ønsker en bil skal løse inden man træffer sit valg. Er man det, og passer Nissan Pulsar Tekna R til ens behov, så er man også rigtig godt kørende. I øvrigt giver Nissan 3 års garanti på bilen.


Klik på billedet og tag med på en køretur i den lynhurtige og velkørende Nissan Pulsar 190 Tekna R

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Nissan Pulsar 190 Tekna R

Listepris:

Kr. 339.900

Motor og transmission:

4 cyl. Turbobenzin, 1,6 l. 190 hk. 240 Nm/1600-5200 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,7 sek./ 217 km/t/ 16,9 km/l /139 g/km

Længde:

4,39 m

Bagagerum:

385-1400 liter

Diverse:

ABS. EBD. VSC. Hillholder. Tågeforlygter. 18” alufælge. LED køre- og nærlys. 6 airbags. Nøglefri betjening. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare sammenklappelige sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Lyssensor. Regnsensor. Navigation. Around View Monitor. Moving Object Detection. Vognbaseassistent. Kollisionsradar. Blind Sport Monitoring. Isofix. Nissan Connect. Læder på siddefladerne.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt