- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Nissan Juke 1,6 DIG-T 200 hk M-CVT Aut 4X4 nismo:

nismo på glatis


af Søren Clauding – februar 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilfældet ville, at Danmark var indhyldet i sne i præcis den periode, vi havde Nissans rappe Juke nismo til test. Heldigt, for da vi prøvede den i forbindelse med de første internationale testkørsler for et års tid siden, skete det på tørre spanske bjergveje (læs de første prøvekørsler af Nissan Juke nismo hér >>>).

 

Dobbelt heldigt, for dengang havde bilerne manuelt gear og træk på forhjulene – hvorimod den i Danmark prøvekørte Juke nismo havde firehjulstræk og 7-trins CVT automatgear, plus, naturligvis, vinterdæk.

 

Bestået

Så nismo’en kom på glatis, i bogstaveligste forstand. Men den reddede sig flot igennem, for ligeså overbevisende, den var på tørre veje, ligeså forbilledligt opførte den sig i det danske vintervejr.

 

En Juke nismo er et stykke legetøj, men af den slags, som også kan bruges i hverdagen. Når sne og is dækker landet, er den fortsat et stykke legetøj, men alvoren bag gode kørefærdigheder bliver mere indlysende, når vejret driller. Hvor det på én gang er underholdende, at udnytte det eminente Torque Vectoring System, er det også en stor sikkerhedsfaktor, fordi bilens køreegenskaber bliver så meget bedre.

 

Kræfter de rette steder

Systemet sender ikke bare motorens moment over på de hjul, der har bedst vejgreb, men helst sendes kræfterne over på det yderst bageste hjul og derved sikrer størst fremdrift, størst stabilitet – og trykker man lige en ekstra gang på speederen, kan man fryde sig over et lille slag med halen.

 

På den ene side forstærker sådanne kritiske køreforhold bilens egenskaber – det er ganske enkelt lettere at mærke, hvilken betydning de har. På den anden side afsløres eventuelle svagheder langt nemmere. Og sagt uden at blinke: Der var ingen.

 

Ren lir i cockpittet er 2-mode instrumenteringen. Man kan i selvsamme instrument i midterkonsollen vælge at se og styre enten indstillingerne for klimaet i bilen alternativt køre-indstillingerne. Man kan se hvordan G-kræfterne påvirker bilen og momentfordelingen - og "selvfølgelig" kan man også skifte mellem komfort- eller sportsmode, der dog holder sig fra at justere på bilens undervogn.


 


Så god på tør asfalt også i sneen

Med 200 hestekræfter til rådighed, kunne det ellers let være blevet en tvivlsom oplevelse. 18” alufælgene vil under normale omstændigheder være for store til at sikre optimalt vejgreb allerede på våd vej. Derfor var det næsten overraskende, hvor godt et vejgreb, man havde til rådighed og hvor høj en grad af kørekomfort, der fulgte med.

 

Det er kun fordi man ved, at Nissan i årtier har bygget velkørende biler, at forventningerne måske også var store, og selvfølgelig fordi vi allerede i Spanien havde fornemmet en bedre kørselskomfort end man ofte oplever i ”racer-versioner” af personbiler.

 

Med til den gode oplevelse var, og om det kan tilskrives firehjulstrækket skal vi lade være usagt, at bremsestabiliteten nu var helt i orden. Det var en svaghed ved bilerne, der blev kørt i Spanien og det oplevede vi slet ikke i Danmark, heller ikke når underlaget var ujævnt og drilsk.

 

CVT-gearet kan låses

Til en pris på 386.000 kroner er Juke nismo et godt køb. Ikke mindst – eller måske især – fordi man får det fine firehjulstræk og den udmærkede CVT-gearkasse med i købet. CVT-gearet kan låses i 7 trin, som har den fordel, at man har bedre fornemmelse af underlaget og kan dosere kræfterne med større præcision.

 

Den forhjulstrukne udgave med manuelt gear er på tør vej hurtigere end 4X4 med CVT (0-100 km/t på 7,8 versus 8,2 sekunder), men i fugtigt vejr og det, der er værre hvad friktion angår, er den firehjulstrukne udgave at foretrække.

 

Elektronikken overlegen

Det skal dog nævnes, at brændstoføkonomien er lidt dårligere: 13,5 km/l overfor 14,5. Spørgsmålet er blot, om der i praksis vil være nogen forskel, for lader man det trinløse CVT-gear afgøre, hvornår der skal skiftes gear, udnyttes drejningsmomentet optimalt og med al respekt for det, der befinder sig 40 cm fra rattet, er elektronikken som regel den bedste til at sikre det perfekte samspil.

 

Sidst, men ikke mindst: Bakkamera er et uvurderligt gode, når sigtbarheden er dårlig. Man skal bare huske, at rengøre kameraets objektiv – men det kan man jo gøre, når man alligevel renser lygter og nummerplade… Og så, for resten: Rattet kan alene justeres i højden, så det er vigtigt, at man sikrer sig, at man kan finde en god siddeposition, inden man forelsker sig for meget i Juke nismo.


Nissan Juke nismo i Motorradioen


 


Model:

Nissan Juke 1,6 DIG-T 200 hk M-CVT A/T 4X4

Listepris:

Kr. 385.990

Motor og transmission:

4 cyl. Turbo benzinmotor 1,6 l. 200 hk. 250/2400-4800 omdr./min. Nissan Dynamic Control System. 4WD med aktiv moment fordeling (Torque Vectoring).

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

8,2 sek./ 200 km/t/ 13,5 km/l /169 g/km

Længde:

4,14 m

Frihøjde:

17 cm

Bagagerum:

207 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 18” ”nismo” alufælge. Højdejusterbart læderrat. Aut. aircondition. Pollenfilter. Fjernbetjent centrallås - nøglefri betjening med ”intelligent” nøgle. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartalarm. Sædevarme. Regnsensor. Bluetooth, AUX og USB. Bakkamera. 2 X Isofix. Nissan Connect navigationssystem.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt