- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest:

Mercedes-Benz Viano 3,0 CDI Avantgarde

Praktisk diplomatbil


Af Søren Clauding – januar 2012 – prøvekørt i 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Iblandt er det nødvendigt at indtage en vis dobbeltrolle, når man prøver en bil. Det er især nødvendigt, når bilen er en Mercedes-Benz Viano 3,0 CDI Avantgarde. For netop den bil skal både opleves i det bageste passagerafsnit som på førersædet: Privatchaufføren ”James” på førersædet og diplomaten, virksomhedslederen eller ministeren på bagsædet.

 

I teknisk forstand er Mercedes-Benz Viano Avantgarde en varevogn. Men af den mere komfortable slags. Den har Mercedes haft som udgangspunkt for at bygge en fænomenal personbil, som ikke bare byder på behagelig komfortabel transport på landevejen og i byen, men også fine arbejdsforhold i den bageste kabinehalvdel, som i øvrigt kan indrettes efter brugerens behov og smag.

 

125 års jubilæum

Avantgarde modelen er en særlig variant, som Mercedes byggede i 125 års jubilæumsåret 2011, baseret på den mellemlange Viano (den findes i tre forskellige længder) med tilnavnet ”Lang”. Den er præcis 5 meter lang og er udrustet med én skydedør i bilens højre side plus to traditionelle døre i hver side af førerkabinen. Den er født med et effektivt 5-trins automatgear og har i motorrummet en 224 hestes dieselmotor, som foruden at byde på masser af trækkraft er et behagligt, vibrationsfrit og støjsvagt kraftværk. Det store moment på 440 Nm ligger i hele omdrejningsområdet fra 1400 til 2800 omdr./min og er udtryk for stor smidighed og trækvillighed.



Brændstofforbruget er fornuftigt, især hvis man benytter bilens fulde person- og bagagekapacitet, men det er klart at et sådan køretøj ikke er topscorer i den henseende: 11,8 kilometer pr. liter dieselolie.

 

Luksuøs arbejdsplads

Da vi nu er begyndt ude hos ”James” er det også rigtigt at fastslå, at det er en ganske luksuøs arbejdsplads, han har. Man stiger op i Viano’en, har masser af plads over skuldrene, og selvom bilens høje tyngdepunkt ikke efterlader køreegenskaber som i en almindelig ”flad” personbil, er affjedringen sådan afstemt, at den på én gang kombinerer høj kørekomfort med gode kurveegenskaber og god stabilitet, så længe det ikke blæser for meget.


 


Stabiliteten er formentlig også opnået ved hjælp af brede lavprofildæk monteret på 19” alufælge. Det er naturligvis udmærket at stå godt fast i kurverne, og på fuldstændig plan asfalt er resultatet også forbilledligt. Men på ujævnt underlag og i sporriller er undervognen ikke eftergivende nok og så skal der holdes bedre fast i rattet.

 

Bekvem hverdag

Og så nyder ”James” i den prøvekørte udgave godt af, at der var ekstra klimaanlæg i kabinen, så temperaturen kan reguleres individuelt, skyde/hæve glastag og parkeringssensorer og en masse andet udstyr, som gør hverdagen mere bekvem. Ikke mindst elektrisk skydedør til passagerkabinen, så han elegant kan åbne for passagererne ved at trykke på en knap og udstigning kan påbegyndes, inden han selv høfligt møder op og står til rådighed for passagererne.

 

Bagtil har man for det første temmelig meget plads og så disponerer man over fire ”kaptajn-stole”, der manuelt kan skydes frem og tilbage i kabinen samt et arbejdsbord, der kan klappes op. Ryglænene på de kan også foldes plane på de to bageste siddepladser og benyttes som fralægningsplads og arbejdsbord. Sæderne kan vendes modsat køreretningen, så man f.eks. kan sidde fire personer overfor hverandre. Der kan i øvrigt tilkøbes bagsæder/stole efter behov, men pladsen sætter dog visse begrænsninger – der kan vel i praksis maksimalt være seks stole. Tonede ruder hindrer indsyn og skaber som sådan en vis privatsfære. Kabinen er dog ikke mørk, for med det store glastag er der et glimrende lysindfald.

 

Op til 4 kubikmeter bagageplads

Bagagepladsen er på samme niveau. Det officielle mål findes ikke umiddelbart tilgængeligt, formentlig fordi det er så individuelt. Men med de bageste sæder i bageste position er afstanden fra bagklappen til bagsædernes overkant ca. 60 cm og bagagekapaciteten formentlig i størrelsesordenen 6-700 liter – som kan forøges til 4 kubikmeter, når alle sæderne er taget ud af bilen.

 

Prisen for herlighederne er uden ekstraudstyr en god million kroner. Den prøvekørte udgave var som antydet udrustet med en del ekstraudstyr, som trykker totalprisen op på 1.152.205 kroner. Sammenlignet med prisen på de store og traditionelle alternativer, når det gælder diplomatbiler, er det egentlig ret attraktivt og tanken om en reel arbejdsplads, så man også kan få noget for hånden under kørslen, burde tiltale enhver med en lidt stresset og krævende hverdag.



Model:

Mercedes-Benz Viano 3,0 CDI Avantgarde Lang

Listepris:

Kr. 1.045.627 excl. ekstraudstyr

Motor og transmission:

6 cyl. Common-rail turbodiesel 3,0 l. 224 hk. 440 Nm/1400-2800 omdr./min. Aut.gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,1 sek./ 201 km/t/ 11,8 km/l /224 g/km

Længde:

4,00 m

Bagagerum:

Op til 4 kubikmeter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 16” alufælge.  Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme.


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt