- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Mercedes-Benz E 200 NGD

Naturskånende luksusbil


Af Søren Clauding – juli 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er mange veje at gå, hvis man gerne vil medvirke til at nedbringe forureningen og ressource forbruget indenfor bilverdenen. Bilbranchen arbejder med mange forskellige former for teknologier og fra politisk hånd forsøger man at lovgive sig frem til de mest fordelagtige løsninger. Men ofte er det statskassens uendelige behov for flere penge, der afgør hvilken miljørigtig teknologi, der netop nu er ”den rigtige”.

 

Vi har prøvekørt et af Mercedes’s alternativer til traditionelle fossile brændstoffer, en større luksusbil – E-klassen – men i stedet for benzin, dieselolie, elektricitet, kombineret i forskellige hybridløsninger, har man hér valgt at inddrage gas som et alternativt drivmiddel. Biogas, vel at mærke, som blot ikke kan købes i Danmark.

 

Dyrere

Det betyder ikke, at bilen ikke kan køre i Danmark, for den kan både køre på naturgas og benzin, men den ultimative CO2 neutrale kørsel opnår ved biogas. Derfor er der formentlig heller ikke mange, der vælger at købe en Mercedes E 200 NGD, som den hedder (NGD betyder Natural Gas Drive). Den er oven i købet dyrere end en konventionel E 200 med samme effekt og udstyr. Naturligt nok, for det er dyrere at bygge en gas-bil end en konventionelt drevet bil.

 

CO2 er den centrale faktor, når der skal vælges gas-type. Biogas er den gas, som opstår i naturen f.eks. i forbindelse med forrådnelse og på mange andre måder. Det er gas, som hvis ikke vi brænder den af, alligevel forsvinder op i atmosfæren og påvirker ozonlaget. Altså: Vi kan ligeså godt brænde den af og da få noget bevægelse ud af den. Derved behøver vi ikke anvende de forurenende brændstoffer.

 

Ikke gas til personbiler

I Danmark har regeringen imidlertid valgt, at ”reservere” gas til den tunge transport og elektricitet til den lette. Det begrænser naturligvis udbredelsen og dermed også anvendelsen af gas som alternativt brændstof. Heldigvis er holdningen anderledes i de fleste andre lande, så når nu Danmark er så lille, har det ikke den store betydning i det globale helhedsbillede. Men tænk, hvis de andre sagde det samme.

 

Teknologien findes nemlig, og netop den store Mercedes E 200 er et glimrende eksempel på, at man kan køre luksuøst uden at forurene. Den danske naturgas er isoleret betragtet et udmærket alternativ til benzin og dieselolie. Partiel udledningen er minimal, så hvis man gerne vil sende et signal om at man vil skåne nærmiljøet, er det afgjort bedre at køre på naturgas end på de fossile brændstoffer (benzin og diesel). Og det er, som nævnt, også den eneste gastype, der i øjeblikket er tilgængelig.

 

Intet økonomisk incitament

Men: Man har i Danmark intet økonomisk incitament til at gøre det, tværtimod. Det koster det samme pr. kilometer at køre på naturgas som at køre en økonomisk konventionelt drevet bil. Men bilen er dyrere i anskaffelse, cirka 70.000 kroner, og det er måske en høj pris at betale for en ”grøn identitet”.

 

Der er nemlig også et par begrænsninger: Gastankene optager plads bag bagsædet og under bagagerumsbunden, så bagagekapaciteten er reduceret til 400 liter i stedet for 540. Hvis man vil tanke gas, er der ikke mange muligheder for det i Danmark, selvom antallet af gastanke så småt er ved at blive forøget. Summa summarum: Med mindre man virkelig lægger sin sjæl i at køre på gas, er det mere besværligt end det kunne være. Fra politisk side er der nemlig ikke meget sjæl i den filosofi.


 


Dertil kommer, at benzin/gas motoren yder 156 hestekræfter. Den almindelige benzinmotor i E 200 (altså den, der er 70.000 kroner billigere) præsterer 184 hk og med den kan man køre 17,2 kilometer pr. liter benzin.

 

Hos Mercedes i Danmark har man foretaget en lomme-kalkule for at gøre brændstofforbruget sammenligneligt. Officiel kører E 200 NGD 15,9 kilometer på en liter benzin. På gas kører den det, der svarer til 23,3 km/l. Idéen bag kalkulen er at sammenligne CO2 udslippet fra f.eks. en dieselmotor med CO2 udslippet fra den gasdrevne maskine. Når NGD motoren kører på gas, slippes der i gennemsnit 116 g CO2 ud pr. kørt kilometer. Det svarer netop til 23,3 km/l med en dieselmotor med ligeså mange kræfter.


Benzin/gas motoren i E 200 NGD.


Om bilen i øvrigt:

Man kan via det rat betjente køreinstrument selv vælge, om man vil køre på gas eller på benzin. Vælger man gas, har man en rækkevidde i praksis på omkring 360 kilometer på en optankning. Lader man computeren styre tingene selv, vil bilen da automatisk koble over til benzindrift, og der er ingen mærkbar forskel på at køre på benzin og på gas. Typisk vil automatikken også lade bilen starte op på benzin og siden tilkoble gassen, når motoren er varm.

 

Køreegenskaberne for E 200 NGD er ikke mærkbart forskellige fra en almindelig E-klasse. Motoren er uhyre smidig med et maksimalt drejningsmoment på 270 Nm allerede ved 1250 omdr./min. og det er naturligvis med til at underbygge E-klassens fortræffelige kørselskomfort. Desuden er motoren meget lydløs.


Mercedes E200 NGD i Motorradioen


 


Model:

Mercedes-Benz E 200 NGD

Listepris:

Kr. 879.600

Motor og transmission:

4 cyl benzin/gas turbomotor, 2,0 l. 156 hk. 270 Nm/1250 omdr./min. 7G tronic Plus automatgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,4 sek./ 220 km/t/ 23,8 km/l /Benzin: 145 g/km. Gas: 116 g/km.

Længde:

4,88 m

Bagagerum:

400 liter

Diverse:

ABS. EBD. BAS. ESP. 7 airbags. 16” alufælge (standard). Automatisk lyslængderegulering. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Regnsensor. 2 X Isofix.


Det er den letteste sag i verden at tanke gas. Mundstykket på slangen placeres på dysen, håndgrebet drejes og så tankes der automatisk, når man har betalt ved standeren.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt