- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest:

Hyundai i30 CRDi Classic Plus ISG Blue Drive

Endnu længere på literen


Tekst: Søren Clauding – september 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I november 2009 kørte øko-guro’en Hans Tholstrup næsten 30 kilometer på en liter dieselolie i en Hyundai i30 CRDi (læs hér>>>). Helt så langt er det ikke realistisk at kunne køre i almindelig brug, men med den nye face-liftede version af i30 med tilnavne ISG Drive Blue kommer man nærmere og nærmere.

 

Den store forskel på den bil, vi testede i januar og den nye er det visuelle udtryk. Ny dynamisk front plus lidt udstyr i den særlige Classic Plus kampagne-model. Fronten er især markeret af et stort trapez formet luftindtag samt en mere moderne og stilren kølergrill plus spoilere, der skal lede luften ned langs siden – det har givet bilen mere karakter. Og så er motoren blevet endnu mere optimeret med henblik på at kunne køre langt på literen – hvilket er lig med lavere CO2 udledning.

 

Momentet er flyttet

I teknisk forstand er det maksimale drejningsmoment flyttet fra 1750-2500 omdr./min til 1900-2600 omdr./min. Det giver ingen mærkbar forskel under kørslen, men i kombination med ”Idle Stop&Go” – ISG – giver det en forbedring i brændstoføkonomien fra 22,2 til 23,3 km/l og en reduktion i CO2 udledningen fra 119 til 115 g CO2 pr. km. I øvrigt de samme tal som Hyundai også har opnået med den kraftigere 128 hestes dieselmotor. Ret godt!



ISG går i korthed ud på, at motoren går i stå, når man kobler ud og sætter i frigear, f.eks. når man standser for rødt lys. Siden springer den i gang igen, når man kobler ud igen for at sætte i gear. Det sparer brændstof, fordi man ikke bruger brændstof mens man holder stille.

 

Kunne være blevet en rystende oplevelse

Systemet fungerer udmærket med benzinmotorer, men med dieselmotorer er det ikke særlig komfortabelt. Normalt ryster en dieselbil ganske meget, når den starter – pga. den høje kompression i cylindrenes forbrændingskamre – og starten er en smule forsinket. Men Hyundai har løst det overbevisende. Det kræver naturligvis perfekt motorindstilling – men i den moderne verden er det heller ikke noget problem.

 

For i øvrigt lige at summere op omkring i30: Til en pris på 200.000 kroner er der tale om en velkørende og rummelig bil i den kompakte mellemklasse, hvor man får rigtig meget bil for pengene. Der er overraskende god benplads ved bagsædet i kraft af en forholdsvis opret siddeposition. Og bagagerummet er med 340 liter bedre end biler, der er større end i30’eren.


 


 

5 års garanti

Sidst men bestemt ikke mindst: Der følger 5 års garanti med ubegrænset kilometer med hver ny Hyundai i30. Et skarpt svar på søstermærket Kia’s 7-års garanti – hvor der er kilometerbegrænsning. Det er en rar garanti at få med i prisen – men det er ligeså rart, at Hyundai sammen med Kia har satset så meget på at skabe kvalitetsprodukter, at de selv tør tage ansvaret for dem længere end nogen anden bilproducent gør det med deres biler.

 


Model:

Hyundai i30 CRDi Classic Plus ISG Blue Drive

Listepris:

Kr. 199.995

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 1,6 l. 90 hk. 240 Nm/1900-2600 omdr./min. Partikelfilter. ISG.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

14,0 sek./ 172 km/t/ 23,3 km/l /115 g/km

Længde:

4,28 m

Bagagerum:

340 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Multijusterbart rat. Aircondition. Handskerum med køl. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. 2 X Isofix. Nødreservehjul.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt