- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Ford Mondeo Stationcar 2,5 Titanium

Langturs-racer


Tekst: Søren Clauding – juli 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når man lægger en 2,5 liters 220 hestes turbomotor i en Ford Mondeo Stationcar, har man ubetinget en af de bedste langturs-racere, der kan købes for et rimeligt beløb. Vi prøvede den på en langtur, den bestod prøven med glans – kun brændstofkontoen led derved, for 10 km/l er ikke meget i vore dages miljøbevidste verden.

 

Men det skal retfærdigvis siges, at Ford Mondeo Stationcar ER en stor bil. Og store biler bruger nu engang mere brændstof end mindre biler. Desuden var det ikke så slemt, hvis vi blot holdt speederfoden i ro og holdt os til de danske motorvejs fartgrænser. Men det er godt nok svært, når man gerne vil hurtigt sydpå og der ligger en trafikfri autobahn foran. Og handler det om brændstoføkonomi kan Ford for øvrigt tilbyde eksakt samme model med en 2-liters Econetic dieselmotor som på papiret kører små 20 km/l.

 

Ens konklusioner

Men nu galdt det altså 220-heste versionen. For den udmærker sig ikke alene gennem et stort fartpotentiale men også gennem en forbløffende rummelighed. Vi har tidligere prøvet Stationcar’en med Titanium udstyr (læs hér>>>) og i princippet er 2,5 udgaven ikke forskellig. Derfor kan de fleste konklusioner overføres.

 

Men der er alligevel en forskel og den ligger i, at Ford har taget skridtet fuldt ud. Man har udstyret langturs-raceren med en 5-cylindret 2,5 liters motor, men man har også tilpasset undervognen og monteret 16” alufælge. Det centrale er, at man har valgt en ikke alt for hård affjedring. Havde man gjort det, ville stabiliteten måske være blevet en anelse bedre (hvad der kan være nødvendigt, for turbokræfterne gør det muligt at køre op til 240 km/t). Omvendt ville bilen være ulidelig ukomfortabel at køre i over en længere distance.

 

Op til 220 km/t

Vi snittede 220 km/t. Det var os alt rigeligt. Det blæste en del og det var sikkert noget af forklaringen, men et faktum er det, at op til 200 km/t føler man sig tryg. Fra 200 til 220 km/t giver man vinden skylden. Over 220 km/t: Det kan vi slet ikke svare på, for vi havde ikke lyst til at køre hurtigere.

 

På langturen handler det heller ikke nødvendigvis om at køre ekstremt hurtigt for at komme hurtigt frem. Velvære på køreturen er centralt, det samme er hurtig acceleration og hér er Mondeo’en suveræn. 0-100 km/t på bare 7,4 sekunder – tallet taler sit eget sprog – men også i mellem accelerationsområderne i forbindelse med hurtige overhalinger er Mondeo’en helt fremme i skoene.

 


 


5-cylindre og ingen vibrationer

Støjforholdende er et andet vinderelement: den 5-cylindrede benzinmotor er så vibrationsfri og har så lækkert dæmpet et lydbillede, at det må være forbilledligt for enhver motorkonstruktør.



2,5 liters varianten findes alene med Titanium udstyr. Det er velvalgt, for udstyret er ikke så overvældende (som vi tidligere har været inde på ved testen af dieseludgaven). Omvendt må man sige, at til de 500.000 kroner, som Mondeo 2,5 Titanium Stationcar koster, er der også grænser for hvor meget man kan forlange. 2-zone klima anlæg med separate dyser i B-stolperne til glæde for bagsæde passagererne og varme i forruden er gode udstyrs elementer. Og så er fartpilot stadig ikke blevet standard. Det bør man så i givet fald selv gøre det til.


Model:

Ford Mondeo 2,5 Titanium

Listepris:

Kr. 498.500

Motor og transmission:

5 cyl. 2,5 l. turbo benzin. 220 hk – 320 Nm ved 1500 o/min. 6 gear

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

Brændstoføk/ CO2:

7,4 sek/240 km/t/

10,8 km/l /222 g/km

Længde:

4,83 m

Bagagerum:

554 liter

Div. udstyr:

ABS. ESP. EDS. EBA. 7 airbags. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare og sammenklappelige sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. Sædevarme. Varmetråde i forrude.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt