- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større.


Biltest: Ford Mondeo 5d 1,5 EcoBoost 160 hk Titanum

Imponerende Ford Mondeo


Af Søren Clauding – februar 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ford Mondeo i Motorradioen


Vores første præsentation af Ford Mondeo gjaldt stationcar-udgaven med 180 hestes dieselmotor og automatgear. Skifter man ”stationcar” ud med ”5 døre” (dvs. tophængslet bagklap), dieselmotoren ud med en 160-hestes benzinmotor og automatgearkassen ud med en 6 trins manuel gearkasse, får man en helt anden bil.

 

Næsten. For det kan godt være, at de basale hovedingredienser er anderledes, men Mondeo’en, dens udtryk, dens pondus, dens hele sjæl er fuldstændig den samme. Dens størrelse også. Det er endda sådan, at bagagerummet i hatchback udgaven rummer 60 liter mere end stationcarudgaven. Men indrømmet, læsser man til taget, kan stationcarversionen klare noget mere.

 

Vi vil have bagklap

5-dørs udgaven er det nærmeste, man kan komme en almindelig Mondeo personbil. Sedan-udgaven, som, hvad karrosseriformen angår, er meget populær i f.eks. USA, markedsføres ikke i Danmark. Danskere vil have stationcars eller 5-dørs biler, og det får vi så (selvom den kæmpemæssige bagklap næsten tager pusten fra en – den bør helt klart være elektrisk).



Men bortset fra det, og bortset fra, at de ekstremt mørktonede bagruder gør udsyn bagud ekstra vanskelig (heldigvis er det ekstraudstyr), er der ikke mange fingre, man kan sætte på Mondeo’en. Også i den nævnte konfiguration er der tale om en fremragende bil, hvor en stor del af vægten også skal lægges på det meget udstyr, man får for pengene i den store, rummelige og komfortable bil.

 

Attraktiv prissætning

Den prøvekørte variant koster 422.000 kroner. Alene prisen er bemærkelsesværdig, fordi den inkluderer Titanium-udstyr. Den billigste model koster lige under 400.000 kroner. Da beskatningsprisen for den billigste variant med Trend udstyr blot er 295.000 kroner – det er vigtigt for de mange, der har en Mondeo som firmabil – og merprisen for Titaniumudstyret blot er 25.000 kroner, er der ingen vej udenom: En Modeo skal være en Titanium model.

 

Titanium i forhold til Trend indeholder bl.a. 17” alufælge, som trods størrelsen ikke gør Mondeo’en udpræget hård i affjedringen. Den prøvekørte bil var – og vi er tilbøjelig til at sige ”desværre” – udrustet med 18” alufælge, som i sagens natur gør følingen med asfalten lidt mere kontant, fordi affjedringen i dæksiderne på lavprofildækkene er mindre. Vi ville nok af hensyn til affjedringskomforten være glade for at nøjes med de 17”.



Komplet bil

Desuden får man sportssæder, vejbaneassistent, nøglefri start, skilte-genkendelse, automatisk op- og nedblænding og automatisk niveauregulering af forlygterne og flere andre elementer med i prisen.

 

Oveni Trendudstyret, der bl.a. inkluderer 7 airbags, tågeforlygter med drejelys, opvarmet forrude, læderrat, Active City Stop, fartpilot, 2-zone klimaanlæg mv., giver det en yderst komplet bil, som virkelig må appellere til de bilister, der bruger mange timer om ugen i deres bil. Varme i forruden er godt, det glæder man sig især over ved vintertide, og p-sensorer bagtil er ikke til at undvære. For udsynet bagud er beskedent og så var de førnævnte sorttonede bagruder. Dem kunne vi godt undvære.

 

En drøm af en benzinmotor

Dieselmotoren er god, men EcoBoost turbobenzin motoren på bare 1,5 liter en drøm. Så lydløs, så vibrationssvag, så smidig. Og så kan man køre 17,2 kilometer på en liter benzin iht. det officielle normtal, til trods for en effekt på 160 hestekræfter og et drejningsmoment, der topper på 240 Nm allerede ved 1500 omdr./min. og holder sig på toppen til 4500 omdr./min. Det er den tekniske forklaring og imponerende gode tal.



I øvrigt er benzinmotoren 100 kg lettere end dieselmotoren. Det betyder meget i en bil, der i forvejen vejer godt til. Med mindre vægt på forenden er Mondeo’en mere viril, lettere og en større fornøjelse omkring de snævre kurver. Balancen er fortsat i top ved høj fart og også retningsstabiliteten er det svært at sætte en finger på.


Andre Ford prøvekørsler - find dem hér >>>

 

Læs også: Ford Mondeo Stationcar 2,0 TDCi test >>


Klik på billedet og tag med på en kort køretur i Ford Mondeo med 1,5 liters EcoBoost motor på 160 heste og 6-trins manuel transmission.

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Ford Mondeo Stationcar Titanium 5d 1,5 EcoBoost 160 hk

Listepris:

Kr. 422.000

Motor og transmission:

4 cyl. 1,5 ltr. Turbobenzin, 160 hk. 240 Nm/ 1500-4000 omdr./min. Aut.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

8,7 sek./ 218 km/t/ 20,4 km/l / 128 g/km

Længde:

4,87 m

Bagagerum:

550 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Active City Stop. 17” alufælge. Tågeforlygter med drejelys. Opvarmet forrude. 7 airbags. Fjernbetjent centrallås. 2-zone klimaanlæg med luftkvalitetssensor. Nøglefri start. Multijusterbart læderrat. Sportssæder. Sædevarme. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Regnsensor. Udsynspakke. SYNC infotainment med 10” berøringsskærm. Isofix.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt