- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Biltests: Ford Focus 1,6 Stationcar HDCi Trend


Gedigen robust brugsbil

Af Søren Clauding - marts 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Ford oprindelig lancerede Focus modellen var designet banebrydende. Selvom modellen er blevet shinet en del op siden den første Focus tog over efter Escort modellen, skiller den sig ikke længere så markant ud i trafikbilledet.

 

Det gør bestemt ingenting, for Ford har alligevel stille og roligt udviklet på bilen. Den er stadig en ganske nydelig og moderne bil, men det er især det, at den er gedigen, gennemarbejdet, virker temmelig robust og fungerer som en rigtig brugsbil, der fortsat gør den til et attraktivt køb.

 

Fantastisk brændstoføkonomi 

Den prøvekørte udgave var en stationcar i Trend udstyrsversionen, udstyret med en 1,6 liters turbodiesel motor og det gør Focus til en rigtig slider. Maskineriet er smidigt og letkørt. Støjniveauet er medium mens brændstoføkonomien er moget af det bedste man kan opnå med 20,8 km/l. Det er ekstra pænt taget i betragtning, at motoren præsterer 109 hestekræfter og gearkassen kun har fem gear. Mange konkurrenter opnår fine forbrugstal ved at montere et sjette gear, som i praksis kun har betydning for den, der kører lange ture med motorvejsfart.

 

Derfor er forbrugs tallet for Ford Focus også helt reelt. Motoren er i øvrigt udstyret med partikelfilter og en fin detalje er adgangen til motorrummet. Det er ikke nok, at man har adgang til kabinen, man skal bruge tændingsnøglen til at låse låsen under Ford emblemet på kølergitteret op. En enkel og effektiv tyverisikring.

 

Kører europæisk

Køreegenskaberne er typisk europæiske. Faste, præcise og tilforladelige. En hurtig tur omkring hjørnerne klarer den fint – men nogen racer er den ikke og det skal den bestemt heller ikke være.

 

Pladsforholdene er gode, men benpladsen på bagsædet er kun tilstrækkelig – ikke overvældende. Det betyder til gengæld noget for bagagekapaciteten. 482 liter under bagagerumsdækkenet er pænt og pladsen er regulær. Bagsæderyglænet er asymmetrisk deleligt og bagklappens lås udløses elektrisk. Det lyder som en ligegyldig ting, men er faktisk ret behageligt i brug. Den løfter i øvrigt højt, så man er helt fri for buler i panden, når bagagerummet skal læsses.

 

Det indvendige design er neutralt og funktionelt. Man skal ikke lede efter greb og knapper og bortset fra, at dør lommerne er lidt besværlige at komme til, trives man. Sæderne er ret flade, så alle kan finde sig til rette i dem næsten uanset kropsbygning. De kan justeres i højden og 5-trins sædevarme er standard i Trend udgaven. Dejligt når kabinen er kold!

 

Udstyr OK

Udstyrsniveauet er udmærket. Prisen for køretøjet er små 320.000 kroner, så det har man da også en vis forventning til, om end en del af betalingen skyldes dieselmotoren (den billigste Focus Stationcar, med 1,4 liters benzinmotor, koster ca. 235.000). Udstyrsdetaljer som forlygtevaskere, el-sidespejle med varme, centrallås og aircondition tæller absolut på plussiden.

 

Sikkerhedsmæssigt er man godt stillet. Ford Focus har scoret fem stjerner i EuroNCAP kollisionstesten og ikke færre end fire stjerner for barnebeskyttelsen. Det gør den til en rigtig sikker familiebil – men man skal huske, at Isofix barnestols beslag til bagsædet skal bestilles separat – det koster ikke ekstra, men bilen kan også leveres uden Isofix til dem, der ønsker det.

 

ESP – Elektronisk Stabilitets Program – er standard, det samme er elektronisk bremsekraftfordeling og otte airbags (2 front, 2 side og airbaggardin der dækker både for- og bagsæde) er en medvirkende årsag til den fine score i crashtesten.

 

 

 

 


 

Basismodel:

Ford Focus 1,6 Stationcar TDCi Trend

Pris:

Kr. 315.600

Motor:

4 cyl. 1,6 l. Turbo-diesel 109 hk.

Længde:

4,47 m

Bagagerum:

482 liter

Div. udstyr:

ABS med EBD. ESP. 8 airbags. 5 justerbare nakkestøtter. Valgfri Isofix barnestolsbeslag. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart rat.

  

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt