- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Biltest: Ford Fiesta ST150:


Hestekræfter for alle pengene

Af Søren Clauding - 2005

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle mennesker kan ikke få plads nok i deres bil. Andre kan ikke få udstyr nok. Og så er der dem, der ikke kan få hestekræfter nok. Men få har penge nok til det, de ønsker!


Især hestekræfter er dyre. Prisen for ”en hest” ligger typisk omkring 1750 kroner eller mere. Skal man have masser af rabalder, skal man altså af med mindst 275.000 kroner og så følger der sjældent meget bil med. Det kan give protester i familien…

 

Der findes dog et par undtagelser. Seat Ibiza med 150 hestes turbomotor koster 225.000 kroner – og så er der den aller billigste: Ford Fiesta ST150, også med 150 hestekræfter, til 219.000 kroner.

 

Det betyder, at en Fiesta-hest ”bare” koster 1460 kroner og spørgsmålet er så: Kan heste overhovedet sammenlignes.

 

Teknisk er der ingen forskel på hestekræfter. 150 hk er 150 hk. Det er måden, de bruges på, der afgør værdien og hér har Ford virkelig fat i den lange ende. Fiesta er bygget som en lille familiebil med plads til to voksne og et par børn på bagsædet, så den kan al det, man forventer af en lille familiebil. Men samtidig kan den, fordi den er lille og ikke vejer så meget og fordi motoren også har et fint momentområde, køre stærkt. Rigtig stærkt.

 

100 km/t når Fiesta ST150 på 8,4 sekunder og hvis man vil, kan man køre 208 km/t. Man kan faktisk godt, for Fiesta ST er forbavsende stabil. Det er dog ingen støjfri oplevelse, men ”racerbiler” støjer nu engang. Fornøjelsen ved den hurtige Fiesta er overraskende stor. For med et par lette indgreb har Ford-designerne fået omdannet de hyggelige familie-køreegenskaber til sport og sjov. Hurtigt omkring hjørnerne kan man ofte komme indenfor færdselslovens rammer.

 

Og så er der det sikkerhedsmæssige fornufts-argument, som må kunne overtale ethvert tvivlende familiemedlem:

 

En lille bil med stor motor som Fiesta ST150 er ikke bare lynhurtigt ude af starthullerne, den er også lynhurtig under overhaling. Det er en kolossal sikkerhed, især i den moderne danske trafik, hvor medtrafikanterne i lange slanger bugter sig ad landevejene med konstant fart, et stykke under fartgrænserne med truslen om et klip i kørekortet og kæmpemæssige girokort som de afgørende årsager.

 

Hér skal man under overhaling virkelig holde tungen lige i munden, hvis ikke hastighedsgrænsen skal overskrides.

Det gælder om, lynhurtigt at komme op i den nødvendige fart og ned igen, når overhalingen er foretaget. Det giver kortest mulig tid i overhalingsbanen og dermed er risikoen mindst mulig.

Fiesta ST150 er som skabt til den trafikkultur. Den er ikke bare hurtig på aftrækkeren, fordi Ford ikke benytter turbolader til at skabe effekten, men derimod traditionel indsugningsteknik.

 

Derved er der ikke noget turbo-lag (den tid, det tager fra man har trykket på speederen til turboladeren er kommet op i omdrejninger og er begyndt at levere ekstra luft til motoren), den er også hurtig på gearskiftet og yderst præcis, når farten skal tøjles og igen tilpasses den konstante trafik. Det er sikkerhed i praksis!

 

Og så ser Fiesta ST150 i øvrigt rap ud med de brede amerikanske motorsports-fartstriber henover motorhjelm og tag. De er i øvrigt ikke et ”must”, men vil man have opmærksomhed, hjælper de på sagen.

Ford Fiesta ST150 kan bl.a. genkendes på de brede hvide striber, der stammer fra amerikansk motorsport. Men bilen kan også leveres uden. Foto: Vivi Siiger.

 

Prisen pr. ”hest” i Fiesta ST150 er lav – et par hundrede kroner mindre end gennemsnittet blandt de hurtige. Foto: Vivi Siiger.

 

 

Modelnavn:

Ford Fiesta ST150

Pris:

Kr. 219.037

Motor:

4 cyl. 2,0 l

Topfart:

208 km/t

0-100 km/t 

8,4 sek.

50-100 km/t i 4. gear

9,7 sek.

Brændstoføkonomi:

13,5 km/l

Basisudstyr:

16” alufælge. Sænket undervogn. Sportssæder i delvis læder. CFC-fri aircondition.

 

  

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt