- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Ford Fiesta 1,6 TDCi 5d Titanium DPF

Køb den med hjertet


Tekst: Søren Clauding – april 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Ford Fiesta skal man købe med hjertet. Som bil er den ikke så meget forskellig fra konkurrenterne, men designet gør den unik og hvorfor ikke lade bilens udtryk, dens udstråling afgør bilkøbet.

 

Med den nye generation Ford Fiesta har Ford nemlig for alvor overført tidligere tiders banebrydende designmæssig nytænkning til de mindste bilkategorier. Med al respekt for, at smag og behag er forskellig, er Ford Fiesta en af de smukkeste, friskeste og visuelt mest moderne biler på markedet. Den er ikke banebrydende i sine designelementer men i den måde, hvorpå designerne har fået lov at boltre sig.

 

Bil for alle

Der er leget med parallelogrammer, romber, trekanter, med skæve vinkler og rette linjer. Udvendigt er bilen på én gang stram i sin aerodynamiske kileform og samtidig skarp, soft og imødekommende. Den er en bil, man får lyst til at køre i – og selvom den måske er skabt med det unge publikum for øje, er der næppe nogen bilkøber oppe i årene, som ikke vil kunne fascineres af den nye Fiesta.

 

 

Det gælder også det indvendige design. Ford siger, at man har ladet sig inspirere af mobiltelefonernes design. Ser man isoleret på midterkonsollen, er det let at se, men naturligvis ligger der også en åbenlys marketingstrategi bag den måde at udtrykke sig: Mobiltelefonerne er om noget en del af unge menneskers identitet. Alene derigennem håber Ford på, at kunne tilegne sig større opmærksomhed. Fair nok – især fordi Ford lever op til niveauet.



 

Brændstofdæksel der ikke er der

Når det så er sagt, er der ikke skabt en revolution af en bil. Den er, trods en længde på blot 3,95 meter, ret rummelig, men ikke mere rummelig end andre biler i samme størrelse. De funktionelle revolutioner er begrænset til f.eks. et brændstofdæksel, som ikke er der, fordi en sindrig lukkemekanisme sikrer, at brændstoffet bliver hvor det skal være. Man åbner blot klappen og så er der direkte adgang til dysen. Derved slipper man for benzin- eller i det konkrete tilfælde: dieselfingre.

 

Bagagekapaciteten er udmærket (næsten 300 liter, hvis man vil give afkald på et reservehjul) – men den er opnået på bekostning af bagsædepassagerernes benplads, som mildest talt er elendig. Synd, fordi oplevelsen på bagsædet er ret positiv,

 


 


 

bl.a. fordi lange, højtsiddende sideruder skaber en speciel og ganske god fornemmelse.

 

Forventningerne

Fiesta’ens udseende stiller store forventninger til køreoplevelsen. Når forventningerne er store, er det lettere at skuffe. Ikke dermed sagt, at vi blev skuffede, men netop fordi designet er så enestående, havde vi ventet os mere.

 

En Fiesta kører udmærket, bestemt. Den korte akselafstand giver en vis sidevindsfølsomhed, men ikke mere end gennemsnittet for den type biler. Støjbilledet er lidt voldsommere end forventet – men det kan til dels skyldes, at vores første møde med Fiesta’en var inklusive en 90-hestes dieselmotor.

 

Støjbilledet

Det er tydeligt, at Ford har arbejdet med at dæmpe kabinestøjen fra motoren, men det er kun delvis lykkedes at skabe harmoni mellem støjbilledet og forventningerne. Kørestøj fra kørebanen forplantes gennem hjulophængene, men hér er top udstyrsmodellen Titanium næppe helt repræsentativ. Den har nemlig 15” alufælge i stedet for 14” hjul. Dermed absorberer dæksiderne ikke så meget af støjen og medvirker også til at gøre undervognen hårdere. Det forbedrer bestemt stabiliteten og styrepræcisionen, men komforten lider derved.



Motoren er langt mere spændende end man umiddelbart fornemmer, efter at man får lært den at kende. Den har et meget bredt momentområde og trækker særdeles konstant. Fiesta 1,6 TDCi er ingen sprinter, men den rykker til 100 km/t på 11,9 sekunder – og så kan man køre næsten 24 kilometer på en liter dieselolie. Det er bestemt ikke så ringe endda!


Model:

Ford Fiesta 1,6 TDCi 5d Titanium DPF

Listepris:

Kr. 215.000

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 l. common-rail turbodiesel. 90 hk – 212 Nm. Dieselpartikelfilter.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2 udledning:

11,9 sek/175 km/t/

23,8 km/l 110 g/km

Længde:

3,95 m

Bagagerum:

295 liter

Diverse.

ABS med EBD. ESP med TCS. EBA. 7 airbags. Manuel aircondition. Kabinevarmer. Multijusterbart læderrat. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. Isofix.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt