- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Fiat Grande Punto 1,4 T-Jet Sport

Fin teknik i sporty Fiat


Tekst: Søren Clauding – januar 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fiat er ekspert i småbiler, i biler der kører godt og ser godt ud. Og det sportslige er heller ikke at foragte hos Fiat, især ikke når man gør lidt ekstra ud af det. Præcis som man har gjort med Grande Punto T-Jet Sport.

 

”Sport” indikerer sportsudstyr og det omfatter bl.a. hækspoiler, sidespoilere, 17” alufælge med 205 mm brede 45 procent lavprofildæk. Og i kabinen er der sportssæder, hvid sportsinstrumentering med sorte tal og aircondition – selvom man nu ikke behøver at få det specielt varmt i Punto’en, for en særlig ”city-indstilling” af servostyringen gør styringen så let, at man i bogstavelig forstand kan styre med en lillefinger.


 

 


 

Også funktionel

Fiat Grand Punto Sport er samtidig en praktisk bil, for man er ikke gået på kompromis med de funktionelle egenskaber, som Fiat har fået pakket ind i det smarte, moderne design. Den brede bagklap åbnes ved et tryk på fjernbetjeningen og afslører et dybt bagagerum på 275 liter, bl.a. med plads til reservehjul, hvis man vælger at bruge den til det.



Læssehøjden er relativt stor, men det er antagelig en af hemmelighederne bag det særdeles vridningsstabile karrosseri og hér går man ikke på kompromis: En Fiat skal køre godt, også selvom der (trods ”Grande”-navnet) er tale om en forholdsvis lille bil.

 

Kører godt

Køreegenskaberne er i højsæde. Det oplever man i kraft af stabilitet og godt vejgreb men også gennem fine styreegenskaber. Grande Punto Sport lægger op til at komme lidt hurtigt omkring kurverne og det er en ren fornøjelse at gøre det, hvis man har en smule ”race” i blodet. Styringen er ikke blot temmelig neutral, den er også meget forudsigelig og det giver foruden køreglæde også høj sikkerhed. Man bliver ikke snydt af Grande Punto – og går det alligevel galt, er de fem stjerner, bilen har opnået i EuroNCAP crashtesten, en vis indikation af, at man i hvert fald som fører eller passager i Grande Punto har en rimelig mulighed for at slippe nogenlunde helskindet fra uheldet.

 

På motorfronten har Fiat gjort anderledes ting. I stedet for, at udstyre Grande Punto med en kraftig 2-liters benzinmotor (hvis man havde kunnet få plads), som næppe ville have tilgodeset behovet for miljø hensyn, har man sat en lille 1,4 liters


 

maskine i motorrummet. Den er så forsynet med turbolader og kan præstere 120 hestekræfter, hvis man vil det. Men den kan også køres ganske stilfærdigt og hensynsfuldt – og miljørigtigt.



 

Miljørigtig

Ikke mindre end 15,2 km kører man pr. liter benzin og CO2 udledningen er begrænset til 155 g/km – det er fine tal for en motor med dét kraft potentiale.

 

Det udmønter sig også i gode fart præstationer. 0-100 km/t på under 9 sekunder er meget for en bil i den størrelse og det er topfart på 195 km/t også.

 

Og så var der det der med sportsudstyret. Foruden det nævnte er man i en Fiat Grande Punto rigtig godt klædt på fordi ”Sport” udstyret kommer oven i de øvrige udstyrs varianter: Multijusterbart læderrat, lædergearknop, splitbagsæde, el-sideruder, el-sidespejle, fjernbetjent centrallås, seks airbags og meget mere.

Fornuftig pris

Prisen er 212.000 kroner og den bør ikke være afskrækkende, selvom man kan få en Fiat Grande Punto helt ned til 140.000 kroner. Den fås også dyrere, hvis man vil have 5 i stedet for 3 døre og dieselmotor i stedet for benzin. Men bortset fra, at adgangen til bagsædet i 3-dørs varianten ikke er al for ligetil, er 3-dørs udgaven smartere at se på end 5-dørs modellen og i en sportslig bil tæller udseendet ekstra meget. Og i 3-dørs udgaven giver de store sidedøre omvendt rigtig fin indstigning til forsæderne.

 


Modelnavn:

Fiat Grande Punto 1,4 T-Jet Sport 3d.

Listepris:

Kr. 212.188

Motor og transmission:

4 cyl. 1,4 l. turbo benzinmotor, 120 hk/206 Nm v. 2000 o./min. 5 gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2:

8,9 sek/ 195 km/t/ 15,2 km/l/ 155 g/km

Længde:

4,03 m

Bagagerum:

275 liter

Diverse:

ESP. ASR. EDS. ASR. 6 airbags plus hovedairbags ved bagsæde. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle med varme. Multijusterbart læderrat. Sportssæder. El-drevne sideruder. 2 X Isofix. Asymmetrisk deleligt bagsæderyglæn. Aircondition.



 

Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt