- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


 

Biltest: Fiat 500 L Easy – eller Popstar – 1,3 MJT 85 hk

Familiebil for alle


Af Søren Clauding – juli 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om den er en Fiat 500L Easy, som den vist i bund og grund var, eller en Popstar har ikke den store betydning. Iblandt skifter modelbetegnelserne hurtigere end bilerne kan nå at blive testet. Men forskellen er næsten ens, bedyrer den danske importør. Og vi tager ham på ordet.

 

Et faktum er det i hvert fald, at det er den store lille Fiat 500, vi satte fokus på. Ikke mindst udrustet med en 85-hestes dieselmotor. Dén er fortsat på markedet, men den havde vi så heller ikke prøvet, da vi første gang sad bag rattet i 500L sidste sommer (læs den første test af Fiat 500L hér >>>), for dengang var den ikke introduceret endnu.

 

Karakteristikken holder vand

Der er gået en rum tid inden vi havde anledning til at afprøve Fiat 500L på danske landeveje. Men heller ikke dét gør så meget, for karakteristikken i Torino og omegn står stadig til troende. Kun er vi nok blevet en smule mere moderate med hensyn til familieforholdet. Naturligvis er Fiat 500L skabt som en velvoksen version af Fiat 500. Men ligheden forekommer mindre umiddelbar end da vi første gang kastede vore øjne på den.

 

Det er nok meget godt. For i bund og grund kan det godt være, at Fiat 500L er tiltænkt dem, som pludselig og måske af meget påtrængende familiære grunde har fået behov for mere plads end en Fiat 500 tilbyder. Men virkeligheden er, at den ligeså godt kan udfylde rollen for enhver anden, der har lagt ud med en lille bil af vilkårligt mærke og indset, at behovet rakte til mere end blot hurtig transport i tørvejr. Og dem er der stadig flere af i et land, hvor bilsalget er nået skyerne, fordi afgifterne har favoriseret de helt små biler med begrænset anvendelighed – og der derfor er blevet købt minibiler som aldrig før.

 

Kampagnepriser

Problemet er blot, at springet fra den billigste mini til en rummelig en af slagsen er stort. Derfor er der priskrig på kniven for tiden og derfor har Fiat reduceret listeprisen på den prøvekørte version – uanset den nu måtte have den ene eller den anden udstyrsbetegnelse – til blot 235.000 kroner. Og den billigste kampagnevariant er prissat til 210.000 kroner.

 

Det er priser, der er til at have med at gøre. Og de vil givet vis kunne appellere til mange andre end tidligere Fiat 500 ejere. Fiat 500L forener nemlig forbavsende stor rummelighed og stor anvendelighed med typiske by-egenskaber, som en længde på blot 4,14 meter.

 

Landevejskørsel

Vi betragter imidlertid ikke Fiat 500 L som en regulær bybil. Faktisk er den en udmærket og komfortabel landevejsbil. Dens affjedring er tilgivende, den er bedre til at håndtere ujævnhederne med dieselmotoren i maskinrummet end benzinudgaven, men det skal da tilføjes, at dækmonteringen på den prøvekørte bil ikke var ideel. Det kan snyde lidt, ikke mindst hvad kørepræcisionen angår. Hér må vi læne os op af indtrykket fra Italien.

 

Motoren er en brummer. Den er ikke meget flatterende, men bliver man på landevejen, er den særdeles økonomisk og falder til ro, når hastigheden er stabil. Officielt kører Fiat 500L med den 1,3 liter store turbodiesel 27 kilometer på en liter dieselolie på landevejen – vi kørte endnu længere.



Det er den omvendte verden i forhold til, hvad der typisk kommunikeres ud – men indrømmet: speederfoden skal være rolig og det er bedre at holde sig under de 80 km/t end over – men det egner bilen sig i bund og grund også bedre til.  Holder man dansk (og italiensk) motorvejsfart, stiger forbruget og man er lynhurtigt under de 20 km/l. Kører man lidt af hvert, er det officielle tal 23,8 km/l. Det er heller ikke svært at nå iflg. den indbyggede måler – og den sætte vi så vores lid til, Fiat.



God i dagligdagen

Motorkræfterne leveres meget lineært, der er ikke så meget spræl (nej: der er overhovedet ikke noget spræl) i maskinen, men den er tilstrækkelig ved bykørsel og landevejscruise. 0-100 km/t tager 14,9 sekunder – og det er vel at mærke uden at hele familien er med ude at køre.

 

I dagligdagen oplever man foruden den gode plads også de mange variationsmuligheder. Om man har brug for dem alle er meget individuelt. Men plads er lig med frihed og med over 400 liter bagageplads, der kan mere end tredobles, når sæderne og bagagerummet flekses, er vi sikre på, at familier med vokseværk har ro på bilfronten en rum tid.

 

Og vi er stadig dybt imponerede over, at der rundt omkring findes ikke færre end 22 fralægningsrum. Hvordan skal man dog huske, hvor det lige var at man lagde tingene fra sig…

 

En sidste ting: En bil med så lyst indtræk som i den prøvekørte version er ingen god idé. Ikke hvis der skal børn med i køretøjet. Indtrækket ser frækt ud, ligesom resten af kabinen, men det bliver alt for hurtigt nusset.


 

Fiat 500 L i Motorradioen



Modelnavn:

Fiat 500 L Popstar 1,3 MJT 85 hk

Listepris:

Kr. 234.900

Motor:

4 cyl. 1,3 l turbodieselmotor. 85 hk. 200 Nm/1500 omdr./min. 

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ benzinøk/ CO2:

14,9 sek/165 km/t/ 23,8/l. 110 g/km

Længde

4,14 m

Bagagerum

412-455-1375 liter

Diverse:

ABS, EBD. ESC. Hill-holder. 16” alufælge. Justerbare forlygter. 6 airbags. Multijusterbart læderrat. Aircondition. 5 justerbare nakkestøtter. Isofix. Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle. El-ruder for. Fartpilot.


 

 

 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt