- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Fiat 500 1,3 MJT Lounge

Diesel gør den bedre


Tekst: Søren Clauding – februar 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har tidligere prøvet et par varianter af Fiat 500 (Læs om Fiat 500 1,2 Lounge hér>>> og Fiat 500 1,4 Sport hér>>>) men kunne ikke dy os for, at kaste os over den lille nuttede retro-italiener en gang til, da den nu også kunne fås med dieselmotor. Det var ret godt, for indtrykket blev endnu bedre.

 

Vi skal ikke gentage alt det, vi har skrevet i de andre tests, blot konstatere, at dieselmotoren er en mellemting mellem de to benzinvarianter. Den mindste benzin’er yder 69 hk, den store yder 100 hk og dieselen slipper af med 75 hestekræfter, når man presser speederen i bund og kommer helt op i omdrejninger.

 

23,8 km/l

Hvad forbrug angår, er den imidlertid ikke en mellemting, for officielt kan man køre ikke mindre end 23,8 kilometer på en liter dieselolie. I praksis her ved vintertide nok snarere omkring de 20. Men det er også rigtig langt og da dieseludgaven prismæssigt ligger imellem de to benzin-varianter, bliver man altså ikke økonomisk straffet ved at køre diesel – snarere tværtimod.

 

En del af hemmeligheden bag den lille supermaskine er Fiats avancerede multijet system, som sprøjter dieselolien ind i motorens forbrændingskamre i flere tempi i stedet for blot en enkelt gang. Styringen foretages elektronisk og følger kørselsforhold, temperaturer, luftfugtighed og alle de andre parametre, der er med til at optimere en forbrænding. Resultatet er ikke bare en supergod brændstoføkonomi, som også holdes på et højt niveau, selvom man ikke kører udpræget økokørsel. Man får også en stilfærdig motorgang ud af det og det harmonerer perfekt med den lille søde bil.

 

Højere kørselskomfort

Og så oplevede vi 500 dieselens køreegenskaber som mindre bestemte end tilfældet f.eks. er for 1,2 benzinudgaven. Den fandt vi en anelse for stram, sat i forhold til motoreffekt


 

 


og præstationsformåen. I 500 diesel var oplevelsen mere blød og mere i

harmoni med forventningerne til bilen. Vi har ledt efter forklaringen i, at dieselmotoren er tungere end den lille benzinmotor, men forskellen er kun 25 kg. Og selvom de 25 kg formentlig alle ligger over forakslen og vil kunne påvirke fjedereffekten, er det næppe hele forklaringen.

 

Resten findes formentlig i dieselens lidt kraftigere bundtræk, som giver en kraftigere belastning af hjulophængene i accelerationsfasen og ikke mindst, at testbilen denne gang var forsynet med vinterdæk. For uanset, at temperaturerne var omkring nul grader og koldere i testperioden, fornemmedes et blødere tag i vejbanen. Det skal dog ikke friste nogen til at køre på vinterdæk året rundt – men det er et meget godt signal om, hvor stor betydning dækvalget har for oplevelsen af en bils kørekomfort.

 



 

Modelnavn:

Fiat 500 1,3 MJT Lounge

Listepris:

Kr. 188.490

Motor:

4 cyl. 1,3-l common-rail turbodieselmotor. DPF. 75 hk. 145 Nm/1500 omdr./min. 

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ benzinøk/ CO2:

12,5 sek/165 km/t/ 23,8/l. 110 g/km

Længde

3,55 m

Bagagerum

185 liter

Diverse:

ABS, EBD. ESP. Justerbare forlygter. 7 airbags. Aircondition. 4 justerbare nakkestøtter. Isofix. Højdejusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle. El-ruder for og bag. Deleligt bagsæde.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt