- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Chevrolet Nubira Stationcar 2,0 TDCi SX A/C

Bil for alle pengene


Tekst: Søren Clauding – august 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chevrolet Nubira Stationcar er, sagt med få ord, ensbetydende med masser af bil for pengene. Den er en overraskelse, hver gang vi præsenteres for en Chevrolet, hvor meget bil man får for pengene og Nubira Stationcar er altså ingen undtagelse.

 

Det til trods for at den prøvekørte version er den dyreste i modelprogrammet, udstyret med 2-liters dieselmotor og på det såkaldte SX udstyrsniveau. Den koster 250.000 kroner og er idéel, hvis man skal køre mange kilometer.

 

Findes billigere

Gælder det om at få nogenlunde den samme funktionalitet og betyder motorkraft, driftsøkonomi og udstyr mindre, kan man nøjes med at betale 180.000 kroner for en Nubira Stationcar. Det er billigt. Meget billigt.

 

Dertil kommer at bilerne kan købes med 3-års kaskoforsikring inkluderet. Det giver en merpris på 12-13.000 kroner afhængig af basispris. Næsten overvældende.

 

Design OK

For selvom en Chevrolet Nubira hverken som sedan eller stationcar vinder førsteprisen indenfor design, er den ikke helt umulig hvad det angår. Den er faktisk ganske nydelig. Og funktionsmæssig er den helt på højde med de fleste andre stationcars – vel at mærke biler, der har samme ydre mål som Nubira – ikke biler, der kan anskaffes for samme pris.

 

Tagbøjler er eksempelvis med i prisen, hvad der bestemt ikke er tilfældet hos alle konkurrenterne. Selve bagagerummet er på 400 liter. Det er regulært, men man kan ikke lægge fire kufferter i normal størrelse ved siden af og oven på hinanden – og samtidig trække bagagerumsdækkenet for. Men kan man fylde pladsen ud, er den der – og hvor tit har man brug for at køre på ferietur med fire kufferter?



Skjult bagagerum

I øvrigt findes der skjult under bagagerumsgulvet yderligere plads. Den kan ikke aflåses, men den er ikke umiddelbart tilgængelig i tilfælde af indbrud og i øvrigt god til f.eks. elektronik, der helst ikke skal varmes op af solens bagen ind gennem bagruden.

 

Bagsædepladsen i Nubira Stationcar er rigtig god. Man sidder godt, der er god plads til benene og bilen vil netop være rigtig til lange ferieture fordi man ikke føler sig indespærret. Er man færre end fire voksne, kan bagagekapaciteten udvides ved at lægge splitbagsædet ned.



Indstillingsmuligheder

På førersædet glædes man over mange indstillingsmuligheder og er det ikke tilstrækkeligt kan rattet – i læder – justeres både i højden og i længden.

 


 

Kørekomforten og kabinekomforten forstærkes af et godt udstyrsniveau: Aircondition, cruise-control og el-sideruder for og bag er med på listen.

 

God motor

Dieselmotoren er fin. Der er ingen nævneværdig indikation af at Chevrolet ikke har den helt store erfaring med dieselmaskiner. Den er lydsvag, vibrationssvag og så er den ret økonomisk. Gode forbrugstal på små 17 km/l holder i praksis. Måske fordi man har valgt ikke kunstigt at manipulere med brændstoføkonomien ved at installere et sjette gear, som til hverdag sjældent er i brug.

 

Køreegenskaberne er OK, men begrebet køreglæde er ikke opprioriteret i en Nubira. Det har givet vis heller ikke været meningen – men med kræfterne fra dieselmotoren er stationcar’en heller ikke kedelig. 0-100 km/t på under 10 sekunder er ret godt. Selvom vi ikke har overlæsset bilen, fornemmer vi ingen nævneværdig ændring i stabilitet og vejgreb ved læs. Som sådan er Chevrolet Nubira Stationcar et pålideligt køretøj, som dens brugere kan stole på, næsten uanset hvad de udsætter den for.

Man skal dog være opmærksom på, at ESP ikke er med på udstyrslisten, men har man ikke været vant til ESP, betyder det mindre, netop fordi køreegenskaberne er så pålidelige. Og til prisen er der naturligvis grænser for hvor meget man kan forlange.

 


Model:

Chevrolet Nubira Stationcar 2,0 TDCi SX A/C

Listepris:

Kr. 249.995

Motor og transmission:

4 cyl. 2 l. diesel. 121 hk, 280 Nm v. 2000 omdr./min.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/

Brændstoføk:

9,8 sek/186 km/t/

16,7 km/l

Længde:

4,58 m

Bagagerum:

400/1410 liter

Diverse:

ABS. EBD. Multijusterbart læderrat. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-ruder for og bag. Tagbøjler. Aircondition med pollenfilter og køl i handskerum. Isofix.



Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt