- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Chevrolet Cruze 1,8 LT C/C

På langtur i sne og frost


Tekst: Søren Clauding – januar 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undervognen er identisk med den, man finder på den nye Opel Astra, designet er helt dens eget og det samme er prisklassen. I hvert fald hvis man skal klassificere en bil ud fra hvor meget man får for pengene. Det er Chevrolets banebrydende Cruze.

 

Vi har tidligere prøvekørt Chevrolet Cruze med 150 dieselheste til 280.000 kroner (læs hér>>>), men i erkendelse af, at dieseldrift ikke altid er det eneste saliggørende, var der grund til at teste Cruze’n med 141 hestes benzinmotor. Den er 30.000 kroner billigere, kører lidt kortere på literen og er en smule langsommere end dieselmodellen. Men den efterlader et på mange måder mere harmonisk indtryk.

 

15 minus grader

Da vejret i øvrigt gav mulighed for det, sendte vi Cruze’n på en hurtige snetur gennem nordtyskland ved frostgrader på ned til minus 15. Den slags afdækker svaghederne – eller underbygger styrkerne.

 

Benzinmotoren er en 1,8 liters indsugningsmotor. Officielt kører man 14,7 km/l, men i frost og sne uden nævneværdig tanke for brændstoføkonomi kørte vi omkring 13. Ret godt, forøvrigt. Og fordelene ved den motor i sammenligning med dieselmaskineriet er udtalte:

 

Den er væsentlig mere støjsvag og vibrationsfri. Det sidste opleves i frostvejret, hvor en dieselmotor benytter længere tid på at blive varm. Vi har ikke prøvet dieselmotoren i hård frost, men ved moderate efterårstemperaturer var det ikke den lydløse, vibrationsfri motorgang, der sprang mest i øjnene…

 

Fin følsomhed

Benzinmotoren har ikke dieselmotorens store moment. Det er en medvirkende årsag til, at dieseludgavens fartpræstationer er bedre. Man har i al sin enkelhed mere skud bagi lige fra første tryk på speederen. Omvendt er benzinmotoren meget lettere at dossere og det har især en betydning på glatte veje, hvor tå-spids gefühl kan være afgørende for hvornår man hænger ude blandt vejtræerne eller stikker næsen i grøften. Det skal dog siges, at frost-prøven afslørede, at Chevrolet’s elektroniske stabilitets program virker overordentlig fortræffeligt…



Balancen i Cruze’n er også på benzinvariantens side. Den vejer 100 kg mindre og i særdeleshed på glat vej oplever man en rigtig god fordeling af vægten. Vi havde i hvert fald ikke lyst til at forestille os yderligere 100 kg på forakslen. Det virker helt skræmmende, men er nok ikke helt så galt i virkeligheden.

 

Fornem kabineopvarmning

En benzinmotor varmer væsentlig hurtigere op end en diesel og derved har man hurtigere en

 


frostfri bil. Ved hurtig motorvejskørsel på saltede autobahns oplevede vi naturligt nok en stærk afkøling af karrosserisiderne, men klimaanlægget havde glimrende styr på temperaturforholdene i kabinen.

 

Elektronikken blev virkelig stillet på prøve. By-sjap og frostsne: Intet kunne få elektronikken ud af trit og elruderne gav ikke op på et eneste tidspunkt, når først isen var væk, naturligvis.

 

På to punkter faldt Cruze igennem: Intet håndgreb på indersiden af bagagerumsklappen giver snavsede fingre. Og tid efter anden skal forlygterne gøres rene, fordi bilen ikke er forsynet med forlygtevaskere/sprinklere. For dårligt i en bil til 350.000 kroner – ups, nåh nej, det var kun 250.000 kroner, den kostede. Med det magnum udstyr, Cruze LT i øvrigt er udstyret med, kan man jo nok leve med snavsede fingre i ny og næ og iblandt også at skulle give forlygterne en gang vand. Frostsne er for øvrigt et udmærket rengøringsmiddel!

 

Model:

Chevrolet Cruze LT 1,8 C/C

Listepris:

Kr. 249.995

Motor:

4 cyl. 1,8 l. benzinmotor. 141 hk – 176 Nm ved 3800 o/min. 5 gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/

brændstoføk/ CO2:

10,0 sek/200 km/t/

14,7 km/l /159 g/km

Længde:

4,69 m

Bagagerum:

450 liter

Div. udstyr:

ABS. ESP. EBD. EBA. 17” alufælge. 6 airbags. Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder. Sædevarme. Regnsensor. Fartpilot. Læderkabine.

Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt