- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billederne og se dem større


Biltest: BMW i3

El-bil i premiumklassen


Af Søren Clauding – april 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan godt være, at BMW ikke er først med en regulær elektrobil i serieproduktion, men man må lade dem, at når de så sætter en i produktion, gør de det godt. Vi har tidligere haft anledning til en ganske kort prøvetur i BMW i3, som er dens fulde navn (læs den første ”test” af BMW i3 hér >>>), og den aktuelle regulære prøvekørsel af den nye elektriske bil, som netop nu er på vej ud på det danske marked, understøttede til fulde oplevelsen fra det første møde.

 

BMW i3 er baghjulstrukken, som en BMW skal være det. Men da den for det første har en eminent elektronisk styring af kraftoverførslen og også primært er beregnet til bykørsel eller kortere pendlerture, er det nok mere et princip, man har fastholdt, end et regulært behov.

 

Den bedst kørende

Det skal dog tilføjes, at med al respekt for forhjulstrukne biler, er træk på baghjulene basalt set det, der giver den bedste køredynamik, og det er en af de egenskaber, BMW ikke har villet gå på kompromis med, da de skulle bygge en elektrisk bil. Som sådan er BMW i3 også den bedst kørende bil i sin prisklasse, om end det med prisklassen er anderledes at forholde sig til end for konventionelt drevne biler.

 

Grundprisen er 282.000 kroner. Det inkluderer alle afgifter, men da el-biler indtil videre er fritaget for registreringsafgift i Danmark, er der med andre ord tale om en bil, der med normal afgift ville koste i nabolaget af 700.000 kroner. Derfor er det mere end interessant, at BMW, netop vha. afgiftsreglerne har fået prisen på selvsamme bil med en benzinmotor, der i en snæver vending kan producere den strøm, bilen skal benytte til at køre, ned på bare 336.000 kroner.

 

Rækkeviddeforlænger interessant

Med den såkaldte ”rækkeviddeforlænger” går BMW i3 lige pludselig hen og bliver meget interessant i Danmark, fordi den hindrer, at man strander ude i landskabet uden en hurtiglader i nærheden, hvis man i blandt har brug for at anvende sin i3 til andet end de planlagte korte ture f.eks. mellem hjem og arbejdsplads.

 

Men nu var det altså modellen med elektromotor solo, vi har prøvekørt. Og udover, at den kører fortræffeligt, er den også en ganske særegen konstruktion.

 

Anderledes karrosseridesign

BMW har nemlig udnyttet et meget lavt tyngdepunkt, opnået ved at batterierne er lagt lavt i bilen, til at bygge et forholdsvis højt køretøj. Da karrosseriet oven i købet er skabt i et meget let karbonfiber-forstærket plastmateriale, som er 50 procent lettere end stål, er karrosseriet både vridningsstabilt og med til at underbygge det lave tyngdepunkt. Dermed har man kunnet forholde sig til kabinedesign på en helt anden måde end i en konventionel bil.

 

Kabinen er yderst futuristisk med to døre i hver side, der åbner ligesom fløjdøre og derved gør ind- og udstigning let. Interiørdesignet er meget futuristisk og inkluderer tablet-styring, monteret under forruden, af mange centrale funktioner. Det kræver et øjebliks studie, men er derefter meget let at gå til.



BMW har dog ikke løst det irriterende problem, man altid har i en el-bil: Kablerne, som man for en sikkerheds skyld bliver nødt til at medbringe, roder rundt i bagagerummet, hvor der i forvejen ikke er al for meget plads.


Retfærdigvis skal det siges, at der også lå aftagelige tagbøjler i bagagerummet på den prøvekørte i3 - det er ikke kabler det hele.


Helt sin egen

Udvendigt har BMW i3 en frontgrill, som siger ”BMW”. Men dér hører ligheden med alle kendte modeller også op, selv ikke de store SUV’er er i3 i nærheden af. Det er måske meget godt, og måske vil de, der køber en sådan bil da også gerne, at omgivelserne ved, at de kører el-bil. Men den ser om muligt endnu mere egenartet ud end den tekniske funktion lægger op til.

 

Og så er der det med rækkevidden: Man kan vælge forskellige køreindstillinger, hvor den mest økonomiske indstilling - eco pro+ - er den eneste, hvor vi under prøveturen under forholdsvis ideelle temperaturer kunne komme i nærheden af den specificerede aktionsradius på – for normal-indstillingen vel at mærke. Dvs. 130 kilometer, måske lidt længere, når man får trænet noget mere. Men så er det helt uden at sprinte til 100 km/t på de 7,2 sekunder, som el-motoren gør det muligt. Dermed er der meget langt til de 200 kilometer, som specifikationerne angiver, og det bliver meget, meget kedeligt at skulle forsøge på at komme derhen.



Vi glæder os til versionen med rækkevidde forlænger…

Oplev on-board vores prøvekørsel af BMW i3.


 

 

 


Model:

BMW i3

Listepris:

Kr. 282.000

Motor og transmission:

Synkron el-motor. 170 hk. 250 Nm/0-4400 omdr./min. Baghjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Rækkevidde/ CO2 udledning:

7,2 sek./ 150 km/t/ 200 km/ 0 g/km

Længde/Højde:

4,00/ 1,58 m

Bagagerum:

260-1100 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 19” alufælge. Multijusterbart rat. Klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med bremsefunktion. Sædevarme. Regnsensor. 2 X Isofix. 5 EuroNCAP stjerner. Batterigaranti: 8 år/100.000 km. 2 års mekanisk garanti.


Fibermaterialet er gjort synligt i instrumentpanelet.

 

Gearvælgeren er placeret bag rattet.

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt