- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


Biltest: BMW X3 sDrive18d

Udstyr frem for firehjulstræk


Af Søren Clauding – marts 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BMW X3 sDrive i Motorradioen


Hvad vil man have for 100.000 kroner? Det er egentlig det centrale spørgsmål, når man måtte have besluttet sig for, at en BMW X3 er sagen og har afsat 700.000 kroner til projektet. Hidtil har det handlet om motorkraft og udstyr, men med den nye sDrive udgave af den mellemstore SUV kan man også forvandle firehjulstræk og kræfter til udstyr. sDrive betyder nemlig baghjulstræk på BMW-sprog.

 

Idéen er slet ikke dum, for selvom firehjulstræk, eller All Wheel Drive, som det hedder hos BMW, er hensigtsmæssigt, hvis man f.eks. skal trække en hestetrailer eller anden form for anhænger over våde græsmarker eller i mudder, og selvom vinterforhold som de, der har præget landet i år, også øger fordelen ved AWD, er en afgørende faktor for at kunne bevæge sig i terræn bilens frihøjde.

 

Off-road frihøjde

En BMW X3 har en frihøjde på ikke mindre end 21 cm. Det betyder i praksis, at der skal meget til, før man bliver hængende på underlaget i uvejsomt terræn. Og de fleste steder er træk på baghjulene tilstrækkeligt. Og så har baghjulstræk en fordel til…

 

Når man kører on-road, og det er for de flestes vedkommende dér, en X3 fortrinsvis vil befinde sig, giver baghjulstrækket mere sportslige køreegenskaber. Vi benyttede vintervejret til også at skøjte rundt på sne og is. Fremragende, fornøjeligt og ikke mindst meget sikkert.

 

ESP underbygger sport

ESP-systemet er af BMW udviklet, så det underbygger bilens sportslighed. Et lille sving mad halen på halvglat underlag: Fanger man bilen selv, holder ESP’en sig i ro. Men oversatser man og forsøger at passere de fysiske grænser, griber systemet ind og skåner den smukke bil for ridser og skrammer – så længe der blot er en vis fysisk rimelighed til.

 

Oplevelsen af sDrive var så positiv, at der er tale om et reelt valg.

 

Tager man X3’eren uden udstyr er listeprisen 601.000 kroner. Til den pris er der ingen valgmuligheder. Man får bilen udleveret med en 2-liters turbodiesel i maskinrummet. Den præsterer 143 hestekræfter, et moment på 360 Nm i et fornuftigt omdrejningsinterval fra 1750-2500 omdr./min, og ikke mindst en fornuftig brændstoføkonomi  på 19,6 km/l og så har den sDrive.



 

Firehjulstræk kræver kræfter

Billigste AWD-version har benzinmotor og koster 54.000 kroner mere. Vil man have diesel og AWD bliver det i kombinationen 184 hk/17,9 km/l (som nu egentlig også er ret attraktivt, fordi fartpræstationerne også bliver bedre), man da er prisen 100.000 kroner højere.

 

Pointen er, at de 100.000 kroner kunne man jo f.eks. omsætte til udstyr, hvis man kan nøjes med 143 dieselheste og sDrive. Den prøvekørte udgave var eksempelvis udrustet med ratvarme, elektrisk bagklap, automatisk antiblændspejle, fjernlysassistent, p-sensorer, Xenon-forlygter som er en sand fornøjelse en mørk vinternat, et fremragende højtalersystem, X-line design og lidt flere småting og så har man ikke engang brugt 100.000 kroner.

 

Der var så yderligere monteret 18” letmetalfælge, som er lidt halvdyre (små 22.000 kroner) og som man egentlig glimrende kan klare sig uden (da lavprofildæk nedsætter kørselskomforten). Al det skal sættes i forhold til AWD, 41 flere hestekræfter og en ringere brændstoføkonomi. Nok en tanke værd.

 

Affjedringskomfort som personbiler

En BMW X3 udmærker sig i øvrigt ved at være aldeles velkørende. Affjedringskomforten bringer den på niveau med ”flade personiler” og maskineriet snurrer velvilligt, når man først lige har vænnet sig til at den skal noget op i omdrejninger for at få den 1735 tunge bil i bevægelse. Og så inkluderer standardudrustningen en herlig ting: Driving Experience Control, som ved tryk på en knap ændrer drivlinens respons. Man kan vælge at køre økonomisk, uden at skulle tænke så meget over det, alternativt få en glimrende dynamisk køreoplevelse, som man ikke kan lade være med at tænke over og opleve. Sådan lige midt imellem er der desuden en indstilling til dagligdagsbrug.

 

Standardudstyret er i øvrigt omfattende, hvad der ellers ikke tidligere har været sædvane hos BMW: On-board computer, hill descent control (som styrer nedkørsel i off-road terræn vha. ESP-systemet), run-flat dæk, sædevarme, klimaanlæg, fartpilot med bremsefunktion, regnsensor, forlygtevask med intensivrens (så man får ekstra glæde af Xenon-lyset), tagræling, AUX-tilslutning og meget andet. Det følger alt sammen med, når man køber basisudgaven.

 

Masser af plads og funktion

I bagagerummet disponerer man over 550 liter bagageplads, med bagsæderyglænene nedfældet er der 1,6 kubikmeter til rådighed, der er fremragende benplads og glimrende siddekomfort på bagsædet og skulle man vove sig ud, hvor det er lidt vanskeligere at bunde, kan man glæde sig over, at bilen kan stå i vand til en halv meter, inden man begynder af få våde tæer.

 

Minus’er??? Der findes flere konkurrenter på markedet, der tilbyder samme funktion til lavere anskaffelsespris. Men så er de heller ikke BMW’er…

 



Model:

BMW X3 sDrive18d

Listepris:

Kr. 601.000

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 143 hk. 360 Nm/1750-2500 omdr./min. 6 trins man. gear. Baghjulstræk. Stop/start.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,9 sek./ 195 km/t/ 19,6 km/l /135 g/km

Længde:

4,65 m

Bagagerum:

550-1600 liter

Diverse:

ABS. EBD. DSC. HDC. 6 airbags. Tagræling. Run-flat dæk. Tågelygter. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat. Klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. Vadedybde: 50 cm. Isofix.


Link til importøren


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt