- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: BMW 320d Sedan Steptronic

3-serien i særklasse med ny teknik


Af Søren Clauding – december 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BMW’s mellemklassemodel, som nu om dage slet og ret kaldes 3-serien, har i årtier været målestok for alle de, der ville skabe en premium bil, der både størrelsesmæssigt og prismæssigt var til at komme i nærheden af. Med de seneste forbedringer har BMW på ny bragt sig i førerposition hvad køreegenskaber angår – den er simpelthen i særklasse.

 

Siden den seneste 3-serie blev bragt på markedet for fire år siden, har fabrikken forbedret på bilen i en sådan grad, at de allerede dengang fine køreegenskaber er blevet markant bedre. Man har formået, at kombinere sportslig køredynamik med luksuøs komfortabel kørsel og på toppen af det hele har man lanceret en også forbedret version af den hidtidige 184-hestes 2-liters TwinPower turbodieselmotor. Den præsterer nu 190 hestekræfter.

 

Køreegenskaberne imponerer

Men egentlig er det mere køreegenskaberne, der imponerede, ikke så meget sat i forhold til vores seneste møde med mellemklasse-sedanen, men sat i forhold til det, konkurrenterne har at byde på.

 

Vi har ikke prøvet BMW’en ved topfart, men ved hurtig kurvekørsel på danske landeveje, styrer bilen ultra præcist, den placeres i kurverne helt som man vil det, og ønsker man at ændre køreoplevelsen, klares det ved et simpelt tryk på en knap i midterkonsollen. Det er egentlig, som det plejer at være.

 

Den prøvekørte version var desuden udrustet med BMW’s glimrende 8-trins ”Steptronic” automatgear. Det overraskende ved Steptronic gearet er, at det er et konventionelt automatgear og altså ikke et dobbeltkoblingsgear. Takket være en forfinet teknik, sker gearskiftene ligeså hurtigt og måske endnu mere umærkeligt end i en dobbeltkoblingsgearkasse og det har den fordel, at nedgearing sker hurtigere og blidere, mere forventeligt og dermed bliver Steptronic gearet en integreret del af den samlede køreoplevelse.

 

Affjedringen er et mesterstykke

Tilbage til affjedringen, for den er intet mindre end et mesterstykke: Hvis de hurtige plane kurver, hvor den præcise styring er en sand fornøjelse, erstattes af ujævne danske provinsveje, kunne man frygte, at de 18” store alufælge (ekstraudstyr på testbilen) med tilhørende 225/45 lavprofildæk ville blive for ubekvemme. Det er de sikkert også, for da de samtidig er af run-flat typen (dvs. de kollapser ikke i tilfælde af punktering) med forstærkede dæksider er der ikke meget affjedring overladt til dæksiderne. Men man kan bare ikke mærke, at de er ubekvemme, når man sidder bag rattet.



Takket være anvendelsen af den seneste højteknologi håndterer støddæmperne opgaven helt enestående. Udsætter man dem for de to ultimative tests: Kørsel over voldsomme og pludselige ujævnheder (vejbump) og ustandseligt skiftende ujævnhede (dårlige veje med elendig asfalt) føler man det i begge tilfælde på det nærmeste som svæver man på en sky. Og det er altså opnået helt uden at give køb på de køredynamiske egenskaber eller ved at anvende adaptiv affjedring. Fremragende, intet mindre.

 

Forbedret dieselmotor

Naturligvis skal den forbedrede motor også have et par ord med på vejen. Udover et endnu mere dæmpet lydbillede og reduceret vibrationsniveau er motoren både blevet stærkere og mere brændstoføkonomisk. Anvender man de standardmonterede 16” alufælge, kan man køre 25 km/l. Med 18” fælgene øges forbruget, men 22,7 km/l er stadig et flot forbrugstal – glem ikke at det er med automatgearkasse!

 

Det, man har gjort, er at sænke den interne friktion og dermed også forbedre motorresponsen ved at anvende antifriktionslejer. Det har forbedret brændstoføkonomien men også reduceret C02 udledningen med 9 procent. Oven i købet er accelerationstiden forbedret, så man nu kan nå 100 km/t på blot 7,2 sekunder.



Spørgsmålet om pris og ekstraudstyr

Den prøvekørte 320d uden automatgear og ekstraudstyr var prissat til 552.500 kroner. Efter afgiftsnedsættelsen i november er prisen faldet til 509,724 kroner. Automatgearet er faldet i pris fra 38.314 til 34.209 kroner, og så var den prøvekørte bil som nævnt udrustet med forskelligt ekstraudstyr. ”Sport Line” pakken handler fortrinsvis om visuelle effekter og er måske ikke det mest nødvendige at tilkøbe – den er heller ikke helt billig. Med forbehold for de prismæssige finjusteringer, der kan finde sted ifm. afgiftsreduktionen, som endnu ikke er vedtaget i skrivende stund, koster Sport Line pakken ca. 77.000 kroner.

 

Læderkabine kan man måske også klare sig uden, hvorimod p-sensorer til cirka 4000 kroner, SOS opkald til nogenlunde samme pris, LED tågelygter og ratvarme i samme priskategori er sikkerhedsmæssigt udstyr, som man bør anskaffe, ikke mindst fordi prisen er så lav. Og ja, ratvarme er også en sikkerhedsmæssig faktor, når det er rigtigt koldt, for den sikre et bedre greb i rattet – derefter er det naturligvis op til føreren at lade det bedre greb udmønte sig i mere sikker kørsel…


Andre BMW prøvekørsler - find dem hér >>>


Tag med på en køretur i den nye BMW 320d med forbedret undervogn og 190 hestes dieselmotor.

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

BMW 320d Sedan aut.

Listepris:

Kr. 543.933

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 190 hk./ 4000 omdr./min. 400 Nm/1750-2500 omdr./min. 8-trins automatgear. Stop/start. Driving Experience Control.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,2 sek./ 230 km/t/ 25,0 km/l /106 g/km

Længde:

4,63 m

Bagagerum:

480 liter

Diverse:

ABS. EBD. DSC (ESP). 6 airbags. Driving Experience Control. 16” alufælge. Run-flat dæk. Forlygtevasker. Opvarmede sprinklerdyser. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle med varme. El-sideruder for og bag.  Multijusterbart multifunktions læderrat. 2-zone klimaanlæg. 6,5” farveskærm. AUX-stik, BlueTooth. Sædevarme for. Regnsensor. 2 X Isofix.


Link til importøren 


 

BMW'en er udstyret med Run Flat dæk, så pladsen under bagagerummet ikke optages af et reservehjul.

 

Grebet til udløsning af bagsæderyglænene, så de kan foldes ned, findes i bagagerummet. Det betyder at det ikke er så let for kriminelle at få adgang til bagagerummet, blot fordi de er trængt ind i kabinen.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt