- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

Audi A3 Sportback Attraction 1,6 TDI ultra

Ultra langt på literen


Af Søren Clauding – januar 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Ultra” navnet støtte undertegnede første gang på i forbindelse med Audi’s Le Mans racersportsvogn til 2011-udgaven af det berømte 24-timers løb i Frankrig. Det var udtryk for en ultra-brændstoføkonomisk letvægtskonstruktion, skabt med det formål, at slippe igennem med færrest mulige pitstop – uden at give køb på bilens hastigheds-potentiale.

 

Siden har ultra-begrebet vundet indpas i serieproduktionen af mere almindelige Audi-biler. F.eks. den hér prøvekørte ultra-version af 5-dørs udgave af Audi A3, kaldet Sportback ultra. Hér er man dog gået lidt på kompromis med bilens fartpotentiale. 110 hestekræfter, 0-100 km/t på 10,7 sekunder, 200 km/t på toppen er pænt, men det vinder man ikke Le Mans med.

 

Kundernes gunst

Til gengæld kan det være, at man vinder kundernes gunst (det er jo egentlig også noget af meningen med at deltage i Le Mans), for ultra-udgaven af Audi A3 Sportback kan køre over 30 kilometer pr. liter dieselolie. Det reducerer antallet af ”pitstop” og ikke mindst indhugget i ejerens pengepung. Ultra-udgaven er den eneste ultra variant af A3 Sportback med dieselmotor, og den er den billigste af A3 Sportback versionerne overhovedet. Til gengæld må man som ejer så også gå lidt på kompromis med udstyret, for bilen skulle jo også være ultra-let, og udstyr vejer og koster dermed brændstof.

 

Men man får én fordel til ud af at køre ultra: Den gode brændstoføkonomi sparer penge, men den forurener også mindre. Dermed bidrager man til relativt at gøre jorden til et bedre sted at være. Vel egentlig ikke så dårligt, når man tænker nærmere over det…

 

4 kilometer længere på literen

Sammenligner man en A3 Sportback 1,6 TDI ultra med udgaven uden ”ultra” kører man 4 kilometer længere pr. liter dieselolie. Det fine resultat er bl.a. opnået ved at genindvinde bremseenergien, hvorved man aflaster generatoren. Alene 3 procent af forbedringen er opnået ved det lille kunststykke. Desuden anvendes stop/start teknologi, karrosseriet og undervognen – inklusive hjulene – er aerodynamisk optimeret og så er bilen 20 kg lettere end modellen ”uden ultra”.

 

TDI ultra findes som nævnt kun med basisudstyrsniveauet ”Attraction”, men det er nu et hæderligt niveau, som inkluderer 2-zone klimaanlæg, lys- og regnsensorer, infotainmentsystemet MMI, varme i sidespejlene, sædevarme, læderrat og 16” alufælge i ”eco-design”.

 

Ikke optimalt

Køreoplevelsen af A3 Sportback var dog i testperioden præget af koldt og blæsende vejr. Bilen var fornuftigt nok påmonteret vinterdæk, dvs. den havde ikke alufælge – men endda aerodynamisk rigtige hjulkapsler – og friktionen var større. Dertil kommer reduceret motorkraft (en motor er optimal ved højere temperaturer) og naturligt nok afholdt vi os ikke fra at bruge diverse elektriske hjælpemidler, el-ruder, blæser, aircondition til at tørre luften i kabinen osv.



Dels på grund af det, dels fordi det kræver større kendskab til at køre en bil økonomisk optimalt end vi kunne nå i testperioden, var vi aldrig i nærheden af det officielle forbrugstal. Men vi opnåede givetvis bedre forbrugstal, end vi ville have opnået i den almindelige TDI-model under samme forhold. Vi savnede i øvrigt en fartpilot, for i praksis er en fartpilot rigtig god til at minimere brændstofforbruget, fordi man ikke ustandselig kompenserer for tabt fart ved at træde speederen ned.

 

Maskineriet

Ultra-TDI motoren brummer lidt under acceleration, men den er trækvillig, vibrationssvag og man hører ikke meget til den, når man kører med konstant fart. Også gearkassen er ultra-optimeret, dvs. friktionen er reduceret og præcisionen i gearskiftet er forbilledlig.



Sportback-afsnittet af A3’eren udgøres af den nydelige  forlængede bagende. Der er ikke så meget at sige om den del, udover at der er regulær plads, 380 liter bagagekapacitet er OK i en bil, der måler 4,31 meter i længden. Det er praktisk, at der i siden af bagagerummet er fjederbeslag, hvor man lige kan klemme bagagerumsbunden ind, når man vipper den op. Så bliver den siddende, så man har adgang til rummet nede under bunden (læs også vores prøvekørsel af  Audi A3 Sportback Ambition 1,4 TFSI CoD ).



Det hele er velfungerende og det samlede indtryk af bilen er god og gennemarbejdet kvalitet, som tilfældet altid er med en Audi.


 

Andre Audi prøvekørsler – find dem hér >>>


Audi A3 Sportback ultra i Motorradioen >>>


Radioindslag vil kunne genhøres på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Derefter slettes de.


 

 

Den prøvekørte bil var udrustet med et par ekstraudstyrspakker, der bl.a. inkluderer det udmærkede infotainmentsystem, der betjenes via en skærm, der skyder op over midterkonsollen.


Model:

Audi A3 Sportback Attraction 1,6 TDI ultra

Listepris:

Kr. 305.974.

Motor og transmission:

4 cyl. Turbo-dieselmotor 1,6 l. 110 hk. 250 Nm/1500-3000 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,7 sek./ 200 km/t/ 30,3 km/l /88 g/km

Længde:

4,31 m

Bagagerum:

380 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. EDS. Galvaniseret karrosseri. 6 airbags. 16” alufælge. Hillholder. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat. Lys- og regnsensor. MMI. 2-zone Klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme. Isofix.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt