- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Volvo V40 D3 Aut.

Dynamic Edition

 

Dynamisk tilbud


Af Søren Clauding – december 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den kompakte mellemklasse er en af markedets mest elegante biler Volvo V40. I hvert fald i undertegnedes optik. Volvo har justeret på designet med jævne mellemrum, siden den så enden af samlebåndet for første gang tilbage i 2012. Senest fik bl.a. fronten en opdatering i 2014, men dermed nærmer den sig også afslutningen på sin levetid.

 

Om en ny Volvo V40 bliver lanceret i 2019 eller året efter vides ikke med sikkerhed. Eller måske kommer der slet ikke en ny Volvo V40, som Volvos danske informationschef, Jan Larsen udtrykker det – hvem ved… Men det er ret beset også ligegyldigt, for den nuværende V40 er fortsat en glimrende bil og visuelt ser den knaldgodt ud.

 

Udviklingsparat

At Volvo så netop nu har en særlig Dynamic Edition kampagne kørende gør jo ikke valget af en sådan bil sværere. Og selvom den måske synger på sidste vers, er den oprindelig skabt med udviklingen for øje. Eksempelvis har Volvo ikke haft problemer med at installere moderne kørehjælpemidler som adaptiv fartpilot, vejbaneassistent, p-kameraer mv. men det skal dog tilføjes, at de nævnte færdigheder alle er ekstraudstyr, som man skal betale en vis sum for, såfremt man ønsker det i bilen. Men det kan fås.

 

Også Fuld LED forlys i det karakteristiske Thors Hammer design er en mulighed – som man bør tilkøbe. Merprisen oven i de 327.688 kroner, som kampagnemodellen koster, er 10.493 kroner og for de penge forvandles nat til dag, når der er brug for det. Er godt lys er en meget vigtig sikkerhedsfaktor ved kørsel i mørke.

 

Miljøgodkendt dieselmotor

Den prøvekørte Dynamic Edition udgave havde Volvos velfungerende D3 dieselmotor i maskinrummet. Den er finjusteret og opdateret, så den overholder de kommende Euro 6d TEMP miljønormer for biler forurening, der træder i kraft 1. september 2019, men dens egenskaber er ikke mærkbart forskellige fra den motor, vi fx prøvede i den udgående V60 model for et års tid siden.



Kun på ét punkt adskiller den sig: Den kører 22,2 km/l i den mindre V40, mens V60’eren kørte 24,4 km/l. Er motoren dermed blevet mere forbrugende efter miljøtilpasningen? Næppe. Vi kan ikke sammenligne motorerne mellem den nye V60 og den eksisterende V40, simpelthen fordi Volvo ikke er kommet dertil, at D3 motoren er en option i V60. Men det betyder heller ikke så meget.

 

Nye målemetoder

Forklaringen er den enkle, at måden, hvorpå biler brændstofforbrug måles, er blevet ændret. De nu gældende målemetoder hedder WLTP og inkluderer såvel en udbygget og mere realistisk laboratorietest som en test, så at sige på offentlig vej. Men problemer med at kunne sammenligne tallene og som en overgangsordning har resulteret i indførelsen af de såkaldte NEDC2 tal, som i princippet er de hidtidige NEDC-tal, men beregnet vha. WLTP målemetoden.

 

Resultatet er et på papiret større brændstofforbrug, men til gengæld et tal, som mere nøjagtigt genspejler forbruget i det virkelige liv. Så i praksis er brændstofforbruget formentlig uændret – motoren er blot mere renlig.

 

Udstyret

Volvo V40 D3 Dynamic Edition er bl.a. udrustet med 17” alufælge i stedet for 16”. De større fælge ser bedre ud, men da hjulene er lige brede, er vejgrebet praktisk talt uændret. Udstyret inkluderer i øvrigt forskellige designelementer i interiøret, hvor man måske, hvis man absolut skal finde tegn på alderdom, må forvente de største ændringer i en ny generation V40 (hvis den altså kommer…).

 

I den nuværende bil er der stadig plads til mange knapper, som så komplementeres af skærm-baserede indstillingsmuligheder. Heldigt det ikke er så mange, for skærmen er med sine 5” ingen sværvægter. Til gengæld er den reelt indbygget i instrumentpanelet – det er pænt.



Blandt udstyrselementerne i øvrigt kan nævnes automatisk nødbremse, elruder både for og bag, forlygtespulere, fartpilot, 1-zone klimaanlæg og så den lille finesse, at udsynet bagud, som er noget beskedent, er kompenseret ved at nakkestøtterne på bagsædet kan foldes fremover, når de ikke er i brug, og derved ikke stjæler udsynet.


 

Bagagerummet er rimeligt, bilens længde taget i betragtning, men pga. Volvo'ens coupéagtige form forøges pladsen ikke væsentligt, når bagsæderyglænene lægges ned.

 

Til gengæld er det smart med bunden, der kan foldes og fungere som en rum-opdeler.

Andre Volvo prøvekørsler – find dem hér >>>


 


Model:

Volvo V40 D3 Aut. Dynamic Edition

Listepris:

Kr. 327.688

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l turbodiesel. 150 hk. 320 Nm/1750-3000 omdr./min. 6 A/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (NEDC2):

8,5 sek./ 205 km/t/ 22,2 km/l /118 g/km

Længde:

4,37 m

Bagagerum:

336 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hillholder. Aut. nødbremse. 17” letmetal fælge. Forlygte spulere. 7 airbags. Klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme for og bag. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. 5” skærm. Isofix.


 

 

Det er en udfordring at justere ryghældningen på forsædernes ryglæn, fordi der næsten ikke er plads til en hånd mellem B-stolpen og justeringshjulet. Et problem V40-modellen ikke er ene om at have.

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt